Nyhedsoverblik – 6. juni
Hver søndag giver SEIN dig et nyhedsoverblik fra den seneste tid. Nyhedsredaktionen har udvalgt 3-5 historier. De kan være fra ind- og udland, store og små, men vi mener, at de er værd at belyse. Vi vil forsøge at belyse aktuelle emner ud fra SEINs tanker og anskueliggørelser.
Voldsdom kan nu forhindre adgang til barer i hele landet
Fra 1. juli af kan du risikere at komme i en helt anden form for karantæne end den, vi har været vant til det seneste år. Et nyt lovforslag er nemlig blevet vedtaget i folketinget, som gør, at man kan komme i to års karantæne fra nattelivet i hele landet. Der er i dette tilfælde ikke tale om en coronarelateret karantæne. Lovforslaget er blevet til for at forhindre og forbygge vold i nattelivet. Bliver man dømt for vold i nattelivet, vil man nu blive forhindret adgang til barer, restauranter og andre steder med alkoholbevilling fra midnat til kl. 05 om morgenen i hele Danmark i 2 år. “Jeg er glad for, at vi i dag på tværs af politiske skel står sammen i Folketinget i kampen mod utryghed i nattelivet,” siger justitsminister Nick Hækkerup. “Hvis du har begået vold i Gothersgade i København, skal du hverken have lov til at gå i byen i Gothersgade eller i Jomfru Ane Gade i Aalborg.”
Trodser den dømte karantænen, koster det 10.000 kr. Udøver den dømte vold igen, har vedkommende sikret sig en fængselsstraf.
https://www.dr.dk/nyheder/seneste/nu-kan-man-faa-karantaene-fra-alle-landets-barer-i-et-hug
WHO omdøber coronavarianterne: Ingen nation bør stigmatiseres
“Ingen nation bør stigmatiseres for at identificere og rapportere om nye varianter,” lyder det fra epidemiologen ved WHO, Maria van Kerkhove. Derfor har verdensorganisationen WHO besluttet at omdøbe coronavarianterne, så den britiske variant fremover vil blive kaldt Alpha, den sydafrikanske Beta og den indiske variant Delta. De nye navne skal på den måde bidrage til, at de forskellige lande fremover ikke vil blive pålagt ansvaret for coronamutationerne.
Et andet land, der ofte er blevet beskyldt for at have bragt corona til verden, er Kina, hvorfra virussen oprindeligt stammer. Beskyldninger om at virussen skulle stamme fra et laboratorie i Kina har længe været en af Donald Trumps mange konspirationsteorier, men nu er USA’s nuværende præsident Joe Biden også hoppet med på vognen. Han mener ikke, der er tilstrækkelige beviser til at afkræfte denne teori, og han vil derfor have sine efterretningsfolk til at lave en ny undersøgelse af sandsynligheden for, at virussen skulle stamme fra en laboratoriefejl. Dette er kommet bag på mange amerikanere, og flere forskere kalder debatten for foruroligende, fordi den forringer forholdet mellem USA og Kina.
https://www.dr.dk/nyheder/seneste/navnenyt-who-omdoeber-coronavarianterne
https://www.bbc.com/news/world-us-canada-57260009
Studerende medicinerer sig selv ud af præstationsangst
Eksamensperioden er over os. Over alt i Danmark sidder unge studerende med hovedet begravet ned i bøger og håndskrevne noter, inden det går løs til eksamen. Den kollektive nervøsitet dirrer i luften, og for nogle studerende er nervøsiteten så altomsluttende, at den hæmmer deres præstation til eksamen. Men der er hjælp at hente. Det er nemlig helt lovligt at medicinere sig selv ud af sin nervøsitet – også selvom du er sund og rask.
Salget af betablokkere stiger markant i eksamensperioden og kaldes af eksperter for ‘study drugs’. Betablokkerne dæmper angstsymptomer som hjertebanken og uro i kroppen. “Vi må se det som et krisetegn på et samfund, hvor vi hele tiden vil optimere,” siger Bo Møhl, professor i klinisk psykologi, til DR. Jeanett Bjøness fra Center for Rusmiddelforskning udtaler i den forbindelse, at de fleste eksperter er enige om, at der mangler både tid og mulighed for at henvise unge til andre løsninger, som fx. længerevarende samtaleterapi, men at betablokkerne bliver en nemmere og hurtigere løsning. Jeanett Bjøness anbefaler, at den nervøse studerende først og fremmest opsøger en studievejleder eller psykolog, før man overvejer betablokkere som løsning på problemet.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/studerende-daemper-nerverne-med-betablokkere
Roskilde Festival er aflyst: Som plaster på såret inviteres du nu til ‘Summer Days’
Måske har du været lidt for tidligt om at vinke farvel til festivalplanerne for denne sommer. Nu lancerer Roskilde Festival nemlig et alternativ, “Vi er nødt til at mødes denne sommer. Nødt til at opleve fællesskabet og få en bid af Roskilde-stemningen. Derfor har vi skabt Summer Days. En anderledes festival til en anderledes tid,” lyder det fra festivalens egen hjemmeside. Du kan bevæge dig frit inde på pladsen, så snart du er trådt ind ad porten. Her vil være musik, street art, aktivisme og performance. Her kan du blandt andet opleve danske kunstnere som Suspekt, Jung, Tessa og Baest. Summer Days forløber sig over otte individuelle dage med hver sit individuelle program. Det er altså ikke muligt at købe en billet, der dækker over alle dage. Derimod kan du købe separate billetter til alle dage.
https://www.roskilde-festival.dk/da/years/2021/news/new-festival-summer-days/
Hvad tænker du?