Nyhedsoverblik – d. 10 januar

10. januar 2021

Hver søndag giver SEIN dig et nyhedsoverblik fra den seneste tid. Nyhedsredaktionen har udvalgt 3-5 historier. De kan være fra ind- og udland, store og små, men vi mener, at de på den ene eller anden måde er værd at bringe. Vi vil forsøge at belyse aktuelle emner ud fra SEINs tanker og anskueliggørelser.

Sårbare unge på finansloven: I 2021 bliver psykologhjælp gratis for unge
Unge under 25 år, der lider af angst eller depression, kan nu søge psykologhjælp uden at frygte for de økonomiske konsekvenser. Ifølge Sundhedsstyrelsen er angst, depression og ADHD de største sygdomsbyrder blandt unge danskere. Efterspørgslen på psykologhjælp for unge er næsten fordoblet, siden regeringen, sammen med deres støttepartier, i 2018 indførte en ny forsøgsordning, der tilbød unge gratis psykologhjælp. Tiltaget er nu blevet en permanent del af Finanslov 2021. En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at kun 15 % af de unge med psykiske belastninger bliver behandlet for det, inden de fylder 18 år. Men med den nye finanslov håber regeringen og støttepartierne, at denne andel vil vokse.

https://nyheder.tv2.dk/politik/2020-12-07-gratis-psykologhjaelp-til-unge-har-vaeret-populaer-nu-bliver-den-permanent

Nyt borgerforslag: Aflyste eksaminer til 3.g’erne
Mandag d. 4. januar stillede 3.g-eleven Rosa Amalie Leibowitz Reffstrup borgerforslaget ‘’En god afslutning til 3.g’erne”. Reffstrup og hendes medstillere foreslår, at det ikke bør være muligt for afsluttende elever på ungdomsuddannelserne at komme op i alle C- og B-fag til sommer, eftersom virtuel undervisning i store dele har erstattet fysisk undervisning. For at Folketinget tager borgerforslaget i betragtning, skal Rosa Reffstrup have indsamlet 50.000 støtter. Allerede fem dage efter borgerforslaget blev stillet, nåede opslaget en støtte på 42.000 underskrifter. Det skete efter, at forslaget havde floreret på unges sociale medier.

Ifølge Rosa Reffstrup har denne nye form for undervisning forværret kvaliteten af indlæringen. Der lader til at være et flertal fra forældregenerationen, der er provokerede af dette forslag og kalder de unge mennesker på uddannelserne dovne. Morten Messerschmidt, næstformand for DF, siger således: ‘’Eksamen – en festdag for den velforberedte..!’’.

Rosa Reffstrup kommenterer til SEIN: ‘’Morten Messerschmidt skal forstå, at årets 3.g’ere ikke er dovne – de er bekymrede. 3.g’erne er en del af den danske ungdom, men vi er ikke voksne. Derfor er der nogle voksne, der skal løfte ansvaret og hjælpe os på vej.’’ Med borgerforslaget håber de unge på at få en bedre chance til deres eksamen.

Borgerforslaget har pt. fået 42.750 underskrifter.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-06129

Influencer Akademiet: en professionalisering af branchen
I kølvandet på digitale shitstorms og politianmeldelser af influencere og bloggere har flere digitale influencerakademier vundet frem. Et så voksende marked kræver, ifølge disse influencerskoler, en professionalisering af branchen. Influencerne har fået nok af at få nallerne i klemme på skjult reklame. Derudover oplever de også, at influencing ikke er en anerkendt branche.

Influenceren Ann Poulsen oplever at blive betalt i lysestager og plakater frem for at modtage en rigtig løn, der kan betale huslejen. Med et influencerkursus håber hun på at lære, hvad hun “er værd” og stille større krav til virksomheder i fremtiden. På et influencerkursus kan instagrammere som Ann Poulsen uddanne sig som influencer og lære at tjene penge via sin Instagram på lovmæssig vis.

Pensum på influencerskolerne garanterer alt fra sikker markedsføring til viden om dialogbaserede opslag. Det inkluderer bl.a., hvordan man brander sin Instagram, hvordan man tager gode billeder, og ikke mindst hvordan man maksimerer sit følgerantal. Underviserne er selv influencere, og der er indtil videre over 150 unge instagrammere, der har benyttet sig af tilbuddet. Influencerskolerne er designet til at skabe en voksende følgerskare og lærer eleverne, hvordan de kan gøre deres Instagram til en forretning.

https://www.dr.dk/mitliv/webfeature/influencerskole

Tessas nytårstale: en opsang til forældregenerationen
”Når man ikke kan headline foran sit kernepublikum, så må man deadline foran nogle lidt andre typer, som muligvis ikke ved, hvem jeg er.” Sådan skød Tessa sin nytårstale i gang på DR2’s Deadline. Men måske var det alligevel ikke tilfældigt, at det var lige netop Deadlines gængse seergruppe, Tessa henvendte sig til. Den unge rapper får, gennem det kultiverede Deadline-program, et talerør til forældregenerationen hjemme i stuerne.

Tessa undskylder sin egen generation for at være et produkt af de fædre, der optræder som hovedroller i de største #MeToo-skandaler: ”Din teenagers, dit barns identitet skabes i høj grad online. Anerkend det, tag det alvorligt, og spørg ind til det.” Tessa peger på forældregenerationen. Hvis der skal ske en ændring, skal den ske hos forældrene. Imod rapperens egne forventninger er nytårstalen primært blevet taget rigtig godt imod – af alle generationer.

Men kulturkommentatoren Anne Sophia Hermansen sætter spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at voksne lytter til unge: “Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men vi lever i en tid, hvor folk, der – ifølge deres dåbsattest – burde være voksne, elsker at blive belært af betydeligt yngre mennesker.” Journalisten efterlyser, at den ældre generation af voksne selv tager ansvaret i ligestillingsdebatten og ikke overlader Deadline-studiet til de unge.

https://www.berlingske.dk/aok/tessa-er-blevet-hyldet-for-sin-nytaarstale-men-hvis-hun-ville-fortaelle-os?fbclid=IwAR1aaBojZ7ysZWL7auPiv_2xCTU5p7Mk3IyQvXMy6p76kHJVlKfiFkcTPr4

Trump suspenderes permanent fra Twitter
I forlængelse af hændelserne i Kongressen i Washington D.C. valgte Twitter at lukke Donald Trumps profil ned i 12 timer. Det er efterfølgende blevet til en permanent nedlukning af profilen. Profilen @Teamtrump, som drives af Trumps kampagnestab, er ligeledes blevet permanent nedlukket.

Twitter forklarer, at suspenderingen af den tidligere præsident sker på baggrund af frygt for flere voldelige optøjer. Det sociale medie har foretaget en gennemgang af profilernes seneste opslag, og de har heraf kunnet konkludere, at flere tweets puster til ilden.
Twitter hævder desuden, at flere fremtidige planer om bevæbnede protester er begyndt at florere både på og uden for Twitter.

https://blog.twitter.com/en_us/topics/company/2020/suspension.html

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her