Om rejseensomhed, del 1

Aarhus Hovedbanegård, koldt desperat morgenlys gennem mælkede loftvinduer. Langstrakte som afskedsscener. Tænk, hvor mange der har grædt på den her perron. På perroner i det hele taget. De er lavet til det. Specifikke rum for: afsked, afsluttede omfavnelser, afstande og længsler, der vokser som lyden af toge der nærmer sig, modstanden mod adskillelsen.

Vi glider ud af hinandens omfavnelse.

En togperron er altid en hvilken som helst togperron. Noget gentaget og uvæsentligt. Tidløst. Det stedligt løsnede. Det gør det anonymt at græde her. Nærmest en litterær kliche: at vifte med et lommetørklæde, sort-hvid billeder af kroppe i desperate omfavnelser, togfløjte-melankoli, et tog der forsvinder ud i et landskab, kroppe forbundne af et savn, der defineres af geografiske afstande.  

Vi savner hinanden gennem togruden. Hendes ansigt i anstrengte rynker, måske forsøger hun at ane min silhuet. Ruderne er matterede, hun kan ikke se mig. Hendes blik flakker. Det er sådan jeg ved at vi ikke har øjenkontakt.

En lettelse forbundet med at se uden at blive set, en mulighed for fortabelse uden selv at være billede. Samtidig en ensomhed i det ugengældte vink. Være øjne uden krop.

En fyr fotograferer en elmast gennem togvinduet, bevoksningen langs banerne.

Billedet af hendes blik: rettet mod mig, min retning, min bevægelse. Mit fravær.

Sådan flyder dagen langs rapsmarker og solceller. Indtil Hamborg, hvor solen begynder at gå ned, og dagen aftager og er til at være i.

Weimar overrasker mig med sin sitrende stemning. En by på størrelse med Vejle, det gamle Østtyskland. Byen bliver ved med at forgrene sig ud i gader med barer, teatre, art nouveau-agtige opgange. Folk sidder på græsset efter en koncert. Parken ulmer, folk strømmer til og fra. Byens unge fester i baggårdene omkring universitetsbygningerne, står i store, tætte klynger. Byen udfolder sig med mulighedernes geografi. Jeg tør ikke sætte mig nogle steder. Indtage en position, som om jeg hører til. Unaturligt at invitere mig selv til at være alle mulige steder, hvor man ikke har bedt om min tilstedeværelse.  Spiser på en dönerbar i periferien af byen. Kigger på facader, der ikke er smukke, med vilje. Vindueskarme tilfældigt dekoreret med syntetiske blomster og velourgardiner.

En mand på min alder går rundt i gaderne ligesom mig. Ser ham både ved springvandet ved Theaterplatz og foran konservatoriet, en rygsæk, et kamera. Allerede nu en trang til kontakt. Øl på fortovscaféer, stemmer. 

En rød gammeldags telefon og et pride-flag hænger ud af et vindue. Det ligner et ungdomshus. Døren står åben. Musikken hakker i et loop. Der står et bordfodboldbord, der lugter af tjald.

En gadelampe pakket ind i silkepapir lyser violet over asfalten. Tør jeg stille mig her? Forestille mig at jeg træder ind i et centrum og øjeblikkeligt hører til.

Sådan går jeg rundt, mens min følelse af modløshed vokser, uden at jeg har et forsvar imod det. Kan mærke hvordan den sætter sig i min gang, min måde at være krop.

En mand på en bar vinker til mig fordi jeg ser ensom ud. Således kan jeg se mig selv i hans blik.

Som alle vinduerne, der optegner min form. Uendelige gentagelser i overfladers modtagelighed.

Jeg vil lære at håndtere min ensomhed. Jeg må rumme den og langsomt eje den. Jeg må mobilisere et forsvar, en måde at være krop. Noget jeg kan tage med hvor som helst. Jeg vil finde det. Det var derfor jeg tog af sted.

Bliver venner med en kat på vej hjem og ringer til min kæreste. Du skal vænne dig til at være så intenst sammen med dig selv. Måske bliver det lettere i morgen. Det skal nok gå.

Det skal nok gå.

 

En mark med lavendel og morgenlys i sig.

Begynder at føle, at jeg bor på togene. Det er måden tiden opfører sig. Jeg behandler gangene langs kupeerne som en stue. Sætter mig på gulvet foran et vindue og ser bjerglandskaber glide forbi. Spiser min morgenmad, formiddagen glider langsomt ud bag horisonten. Forsøger slet ikke at fæstne mit blik på billeder der udtværes af bevægelse. Et hav af løv driver over mine øjnes lærred.

Sådan sidder jeg: timerne løber som regn hen over ruden. Når jeg lukker øjnene, ser jeg uvæsentlige landskaber for mig. Billeders genlys, billeder jeg vil kunne fremkalde om nogle uger.

Jeg har ikke andet end bevægelsen, en croissant og en ferskenyoghurt.

Ugerne skal løbe, og rejsen skal tage form, langsomt og smukt.

 

Olomouc, ornamenterede facader og kobbertage med utallige spir. De stikker som nåle ind i himlen og punkterer aftensolen som en æggeblomme.

I aften får jeg en følelse af at være lukket ude. Går en omvej og ender udenfor den gamle bydel. Byens kerne, alt der lyser, er omkranset af park; tæt bevokset fyrretræsagtigt krat med svagt oplyste stier. Gadelygterne bliver ikke tændt før den sidste rest af lys løsner sig fra himlen. Går rundt i randen af byen i måske en time. Høj musik i villaerne og fra byens få klubber. Måske er det sådan, det er at rejse alene. At være fanget i et loop af perifer deltagelse.

Gennemtrænger byens membran og når ind til de lyse pladser, tør ikke sætte mig på nogle af caféerne.

Måner hænger på gadelampernes snørklede støbejerns-stilke.

Føler mig anonym og alligevel så gennemsigtig.

En forretningsmand spørger mig om en cigaret. Hans virker nervøs, rystende. Vores ansigter oplyste i et blegt lys. Næsten en lettelse at optræde i nogens perspektiv. Som en silhuet. Svag anonym anerkendelse på en brostensgade.

Byer tager ikke afsked med en, som mødre på perroner der råber Ahoy! til deres sønner. Bliver rørt over alvoren i deres stemmer. Afskedsscenen er ikke længere min. Bliver ved med at tage afsked med byer og ankomme til nye.

*

Venter hele formiddagen på en station i en Tjekkisk by, der minder mig om Langå. En ældre mand pifter højt ned langs perronen, da toget kører. Alle bliver forskrækkede. Tænker på den blanding af aggressivitet og omsorg i måden han advarer de tilstedeværende.

Wien, et kirkekor øvede i hostellets baggård, da jeg tjekkede ind. Sagde til værten, at jeg synes det lød smukt. Han gav mig et håndklæde og en nøglebrik.

En mand lå og sov i en af sengene. Vadede ind i en døgnrytme, der var forskudt fra min. Han forlangte min stilhed, vendte sig og sukkede. 

Nu regner det. Sidder og skriver i min seng.

Det tordner. Da jeg var lille, kunne jeg godt lide den måde folk stimler tættere sammen når det regner. At stå midt i en klynge af mennesker. Som én stor varm omfavnelse.

Måske rummer regnen også her et løfte om noget mindre ensomt.

Jeg mangler ørepropper og shampoo, nogen at have meningsfulde samtaler med.

Sådan forløber min aften: Spiser tyrkisk pizza direkte fra bakken på en bænk ud til en befærdet vej.

Går hjem gennem et underligt stille kvarter næsten uden at møde nogle mennesker.

*

Morgen, en fyr skriver digte ved siden af mig i parken. Himlen er grå. Sådan sidder vi, tavse mellem barnevogne, ældre mennesker der dyrker yoga, og skriver.

Det eneste jeg har, er det umiddelbare indtryk jeg efterlader. Når jeg går ind i en genbrugsbutik eller en kiosk nærstuderer jeg min entré. Folks blikke, smil. Der er ingen der har bedt mig om at være nogle steder. Den tanke kan jeg ikke slippe. Følelsen af at tvinge mig selv ind steder, der allerede har deres orden.

Samtidig længes jeg efter bekræftelse. At blive set og øjeblikkeligt holdt af. Er samtidig uden evner til at bemærke den venlighed, der møder mig. Snakker i lang tid med en ældre boghandler, han vil høre alt om min rejse og forærer mig en turistbog om Slovenien. Føler mig kantet og bilder mig selv ind at jeg kan se det i folks ansigter. Sikker på jeg efterlader et besynderligt indtryk hos alle. Har ikke overskud til at opdage de smil, der møder mig.

Drikker kaffe udenfor på en café mellem en bogforretning og en kiosk. Kan slet ikke overskue at være ansigt i dag. Det føles unaturligt at give mig selv lov til at sætte mig alle mulige steder.  Introvert invasions-kompleks. Beslutter at dedikere min eftermiddag til anonym storby-sightseeing. Vil glemme mig selv, fortabe mig i arkitekturen fra en meget gammel og overdrevent dekoreret parlamentsbygning i neoklassisk stil. Arkitektur der ikke vil andet end at imponere. Trække vores tomme blikke til sig. Så vi tager billeder, fordi det er det man gør. Og den der hvidkalkede søjle, og den der sø med svaner, og ham der sælger paraplyer, hatte og T-Shirts, er det også en man tager billeder af? Sikkert.

Fra nu af vil jeg mobilisere en modstand mod dårlige tankemønstre. Vil gerne være robust. På ethvert tidspunkt ku’ sige: Angsten har ingen plads her.

Må spørge nogen om indgangen til banegården. Alle veje lader til at føre ind i en parkeringskælder.

Duerne flakker. Lugt af benzin og fritureolie. Taxaer, sporvogne, cykler.

Kan ikke finde tavlen med togafgange. 

IC20077, Budapest: 14:38, Gleis 03, A-C.

Angsten har ingen plads her.

*

Budapest, sværger, himlen lyste ved Donau i nat.

Tog op på Citadelbjerget i formiddags. Gik rundt på stejle stier mellem abrikostræer og svedte i middagsheden.

Jeg er omringet af ornamenterede overflader og glasmosaikker. Skønheden strømmer fra alle sider. Vil suge den til mig, optage den gennem huden, gemme den som værdifulde rejseminder. Alt lyser med noget man vil dvæle ved. Gibsafstøbninger af roser der smelter op  og bliver til ansigter; mosaikvinduer, der trækker lyset gennem trækroners ravfarvede silhuetter.

Jeg fotograferer arkitekturen eller skriver om den, fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal stille op med den. Beundringens medie, en måde at svare overfladen. Måske er der, i det at fotografere facaderne, en form for nærvær, eller forestillingen om den. Et fiktivt øjeblik hvor jeg viser billeder af min rejse.

Drikker en sur hindbærøl på en bar og skriver ude i gårdhaven. Lyskæder over os. Folk er smukke. Deler noget med nogen: måden lyset virker i vores hår.

Jeg skaber hele tiden adskillelser. Måder at føle mig urelaterbar. De har stemmer, der taler til dem. Jeg har: røgen fra en cigaret, ømme fødder, et åndedræt, en nagende bekymring for at jeg ikke har det der skal til, at den her tur aldrig vil vokse sig til noget smukt. Disse ord grædt ned på papir.

*

 

Tager mig god tid til at eksistere i dag.

Det samme undersøgende gennemtrængende blik møder en, når man går ind i en kirke. Afskallede kalkmalerier. Intens duft af rosmarin, korsang.

Hvert øjeblik efterlader jeg et indtryk i overfladers lysende pupiller.

Forløbene i marmoret, blåhvidt med rander af bronze. Sol siver gennem mælkehvide loftruder af rispapir.

Hvert øjeblik møder jeg mig selv på en ny måde.

Hvad kan man gøre for at ændre på sit humør, starte forfra. Tage et bad, spise en fersken på en kanststen.

Man sælger nips til turister under det smukkeste lange glastag. Køleskabsmagneter af Elvis Presley, vifter, rav-øreringe. En lang passage under det gulnede glas, det ligner bivoks, et netagtigt mønster. Lyset samles som honning. Gipsafstøbninger af planter og engle løber hen over facaderne. Tøjbutikker og smykkeforretninger sværmer som bier i den porøse arkitektur. Butiksvinduernes tvungne ornamenter.

Vil gå rundt i det jødiske kvarter og vente på, at det bliver aften.

Prøv ikke at efterlade alle byer med en følelse af skuffelse.

Prøv ikke at rette noget vredt mod dem, som holder i hånd langs Donau. De som har det hele: hinanden.

---

Skribent: Jonas Rud Bentzen 
Visuelt: Albert Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Sigrid Langaard