Hvordan skubber man som ny politiker til systemets vanetænkning, fordomme og normer?

20. marts 2023

Det starter med, at man har en sweatshirt på i folketingssalen; at være ung, kvinde og minoritet. Christina Olumeko er blandt flere ordførerskaber ligestillings-, minoritets- og finansordfører for Alternativet. Og så er hun et billede på og en spejling af en generation, der som aldrig før rummer og sætter ord på det at være minoritet.

Der sidder et barn og tegner. Hun har sort, krøllet hår, store tænksomme, brune øjne og farveblyanterne spredt ud over et stort bord i børnehaven. “Må jeg få hudfarven?” Christina ser op, mens en beige farveblyant bliver rakt hen over hendes hoved. Hun ser ned på sine hænder. Det er først mange år efter, at det går op for hende, at det er fucked up, at hun har tænkt sådan; at farveblyanterne kun havde én farve, der blev kaldt hudfarvet, og at den var beige.

Christina Olumeko går ved siden af mig ned ad en lang lilla gang med højt til loftet på Christiansborg.

“Det er lige herovre,”siger hun, “vi har lokaler på den grønne gang.” “Har I selv valgt det?,” spørger jeg og tænker på Alternativets grønne Å. “Nej, det tror jeg bare er et tilfælde. Nye Borgerlige har også lokaler på gangen; Vi deler køkken.” Jeg ser ind i køkkenet, da vi går forbi det. Deres frugt er delt i to kurve – et til hvert parti. Kurvene står i hver sin ende af et langt bord med en kaffemaskine til deling i midten.

Da farven på væggene skifter til grøn, går vi ind i et lokale og sætter os.


Fakta:

Christina Olumeko er en dansk politiker og 26 år.

Hun blev ved folketingsvalget i 2022 valgt ind for Alternativet med 3.476 personlige stemmer.

Hun er sideløbende ved at færdiggøre sin kandidat i Statskundskab på Københavns Universitet.

Hendes mærkesager er: klimahandling, anti-diskrimination og mental sundhed.

Hun har følgende ordførerskaber: demokratiordfører, finansordfører, indenrigsordfører, kommunalordfører, LGBTQI-ordfører, ligestillingsordfører, minoritetsordfører, pengeordfører, skatteordfører, transportordfører og ungdomsuddannelsesordfører.


 

“Det jeg gerne ville tale med dig om,” siger jeg og ser hen på et kæmpestort, grønt Å, der står lænet op af væggen, “er først og fremmest din rolle som ligestillings- og minoritetsordfører. Jeg ved ikke, men da jeg læste det i min research, kunne jeg ikke lade være med at spejle mig i det og tænke på, at det på mange måder repræsenterer vores generation, og hvordan vi har et helt nyt ordforråd og en bevidsthed omkring minoriteter og ligestilling.”

“Det, tror jeg, du har ret i. Jeg har jo mange ordførerposter, også inden for finans og demokrati, men det betyder meget for mig at få lov at have ligestillings- og minoritets-ordførerskabet. Jeg tror både for mig personligt, men også bare, fordi det er så vigtigt; at alle føler sig set og repræsenteret i politik. Faktisk fandtes minoritets-ordførerskabet slet ikke i forvejen. Det er noget, som vi har opfundet i Alternativet.Og det siger jo lidt om, at det har manglet.

For mig personligt har det virkelig været en udvikling at være en minoritet. Der har været faser i mit liv, hvor det fyldte og ikke fyldte. Jeg kan huske som barn det der med, at man havde en hudfarve. At sidde med en farveblyant og hvis den var beige, så var den hudfarvet – det var meget internaliseret for mig. Det der med at de andre var hudfarvede, og så var jeg brun. Jeg havde meget en oplevelse af, at jeg var noget andet end de andre.

Det tog mig flere år at forstå, at det er helt fucked up, at jeg har tænkt det som barn. Det var først i mine teenageår, da jeg fik bedre selvværd, og jeg begyndte at reflektere over, hvordan jeg egentlig så ud, at jeg begyndte at forstå, at jeg på en eller anden måde havde gået og været lidt ubevidst undertrykt i mange år. Uden at forstå det. Netop hudfarve-eksemplet, men også bare det, at man siger afro-hår og ikke bare hår. Der er mange udtryk omkring mørke mennesker, som marginaliserer. Og det lever jeg bedre i nu. Nu tænker jeg ikke så meget over, at jeg er mørk i huden. Jeg føler mig måske mere empowered omkring det faktisk”.

Tror du, at det har noget at gøre med, at diskursen i samfundet også har ændret sig lidt?

“Ja det kan godt passe. Især i kunsten og kulturen.
Film, hvor mørke mennesker ikke kun spiller stereotype roller; f.eks. Bad Bitch på DR, som handler om at være mørk i Danmark, men også bare kærlighed, sex og alle mulige andre dele af at være ung.
Det er der generelt kommet meget mere af. Mere at spejle sig i. Flere rollemodeller. Det håber jeg også, at jeg kan være for nogen i politik.”

Jeg er privilegeret, fordi jeg kun er halvt afrikaner

“Der er lag og dimensioner i det hele, og det er vigtigt for mig at være opmærksom på. Man kan f.eks. godt være et mere privilegeret mørkt menneske sammenlignet med andre mørke mennesker.

For mit vedkommende har jeg været ret privilegeret, fordi jeg kun er halvt afrikaner: min far er fra Nigeria, mens min mor er fransk/dansk. Så derfor er jeg ikke helt mørk. Det, tror jeg, gør en forskel. Jeg har oplevet meget subtil diskrimination ved f.eks. at blive spurgt: “Er du dansker?” Ting, som ikke er direkte racisme, men som kan føles sådan.

Jeg tror, at folk, som er født i mellemøstlige lande og kommer til Danmark eller taler med accent, oplever meget mere direkte racisme, end jeg gør. Det er et privilegium at være født her, tale uden accent og være lidt lysere i huden. Min far har fortalt mig om mange af de ting, han har oplevet. Han taler med accent og er flyttet hertil, så han har tit oplevet at blive talt ned til; som om han er dum, fordi han har den accent, han har. Det oplever jeg ikke på samme måde, fordi jeg kan tale dansk uden accent.

Derfor er det vigtigt for mig at være opmærksom på alle de lag og nuancer, der ligger i at være minoritet både som flygtning, person med handicap, LGBT+ person eller person med anden minoritetsbaggrund.

Jeg beskæftiger mig med og taler med mange forskellige minoriteter. For jeg ved jo kun noget om, hvad det vil sige at være mørk, og det er jo kun en lille del af det. Især fordi jeg også er en privilegeret mørk person, der bor her. Jeg ved jo f.eks. ikke, hvordan det er at være inuit i Danmark. Så det tager jeg ud og taler med folk om. Jeg har blandt andet talt en del med de to Grønlandsmedlemmer i Folketinget, som lærte mig, at det hedder inuit og ikke grønlænder. Jeg tror mest af alt, det handler om bare at spørge folk. Jeg vil gerne beskæftige mig med det her. Hvad, synes du, er den rigtige måde at gå til det på? Man er nødt til at tale med folk for at forstå. Det kan virke så banalt, men det er virkelig bare sådan, det er.

Men det forpligter også og føles som et stort ansvar både at repræsentere en minoritet og tale for mange forskellige mennesker. Især i forhold til hvilket ordforråd, jeg bruger. Jeg tænker meget over, hvordan jeg taler omkring minoritetspolitik, fordi der bare er rigtigt mange sårede mennesker i det allerede. Og de forkerte ord kan skade meget, hvis jeg bruger dem forkert, Der ligger en meget fin linje mellem ikke at såre folk, og den prøver jeg at holde mig på. F.eks. er der en del diskrimination af inuitter i Danmark, og der er jeg meget fokuseret på at sige inuit og ikke grønlænder. For det betyder meget for dem. Samtidig vil jeg heller ikke gøre de folk, jeg taler om til ofre. Jeg vil gerne styrke dem, og det er svært at balancere.”

Hvordan forholder du dig til, at vi ændrer og udvider vores ordforråd i den forbindelse ?

“Jeg tror, at det vigtige, når man har en snak om ordforråd og betegnelser, er, at man er åben overfor, at folk måske siger ting med gode intentioner, men i uvidenhed. Jeg tror nogle gange, at debatten om diskrimination kan blive en debat om sprog, hvor man kan male hinanden op i nogle kroge, fordi man tror, at folk har dårlige intentioner med det, de siger. Og det tror jeg, at vi skal passe på med. Jeg plejer f.eks. at sige mørk person, selvom der er mange, der siger sort. Det er nok, fordi jeg oplever, at der er mange forskellige nuancer af at være mørk og lys. Og jeg oplever, at betegnelserne sorte og hvide mere deler mennesker op i hold – i os og dem. Og det vil jeg helst ikke.”

Nå, så du er finansordfører?

Der sidder en 26-årig ung kvinde og skriver. Hun har sort, krøllet hår, tænksomme, brune øjne og et par dokumenter spredt ud over et stort bord på Christiansborg. De taler om finansloven. Christina byder ind som Alternativets finansordfører. Flere af de andre finansordførere ser op på hende – de fleste overraskede. De fleste ældre mænd i jakkesæt. Hun er en ud af to kvinder i lokalet, og så er hun ung. Hun har cowboybukser og en sort sweatshirt på og er klar i stemmen, når hun taler:

“Jeg tror, vi bliver fanget i nogle systemer og noget vanetænkning, hvor vi siger: ‘Det plejer vi at gøre. Det er for dyrt. Det siger regnemodellen ikke, at man kan.’ Der mangler noget innovativt fra den virkelige verden; noget, som er uden for murene. Jeg tror, at det er vigtigt med noget udskiftning.

Jeg tror, at politik i dag er blevet meget regneark-styret. Så det er meget svært at komme med noget, der ligger uden for arket. Der er så mange ting, som vi ikke værdisætter; og så er alt det, der ikke er værdisat, ligesom bare dyrt. Den logik tror jeg ikke, at vi havde før i tiden, for der havde vi ikke regnemodellerne. Der var det mere; ‘Vi tror på, at det er en god ide. Lad os prøve det.’

Jeg tror, at når ting bliver så styret af modeller, så har de modeller også en bias mod det, vi allerede gør, fordi det er det, som vi har mest data på. Så det er dyrt at tænke ud af boksen. Det er dyrt at investere i mennesker og investere i klima, fordi det er ting, som ikke bliver værdisat. Og så bliver det mere set som en udgift frem for en investering.

Det er noget af det, jeg gerne vil italesætte som finansordfører: hvordan vi værdisætter. Jeg tror i virkeligheden, at de bedste politikere er meget entreprenante, sådan lidt opfinder-agtige, kreative. Fremfor bare at drifte på samfundet. Det er sådan, jeg oplever meget politik i dag: at vi drifter og justerer på det eksisterende, vi har. Fremfor at vi siger: ‘Lad os gøre noget nyt. Hvor er Danmark om 50 år?’ Den samtale tager vi slet ikke. Og det tror jeg faktisk, at tidligere politikere var bedre til at gøre.”

Er der en ældre politiker, som du spejler dig i?

“Ja. Det er virkelig tørt, men jeg kan faktisk rigtig godt lide Jens Otto Krag, som er tidligere statsminister fra Socialdemokratiet. Han opfandt velfærdsstaten og var den store tænker bag den. Og det synes jeg bare er så sejt. Der var ikke nogle lande, der rigtigt havde det. Men han sagde: ‘Det er en god ide; det gør vi.’ Han arbejdede på det i to årtier og endte med at lykkes med det.

Det der med at investere så mange milliarder i gratis skattebetalte ydelser, det er jo egentlig helt fucked. Hvis en regnemodel havde regnet på det, havde den jo sagt: ‘No way.’ Men han troede på det og gjorde det. Folk dengang troede på, at det var en god idé at investere i mennesker, prøve sig frem og få erfaringer. Det føler jeg ikke, at vi gør i dag. Vi lukker den diskussion på forhånd med et regneark. Og der synes jeg, at vi mangler noget mod.”

Hvilke tiltag vil du gerne ændre eller investere i?

“Jeg synes hele tanken om, at vi ikke er til for økonomiens skyld, men at økonomien er til for os, er vigtig. Der er meget debat i Danmark om, at vi skal arbejde noget mere, arbejdsydelsen skal op, færre skal have dagpenge, uddannelserne skal være kortere; ud og arbejd og tjen nogle penge. Der er meget fokus på, at vi er objekter for økonomien. Og der gad jeg godt, at vi tænkte noget mere i: ‘hvad kan økonomien gøre for os?.’

Så noget som borgerløn, synes jeg, er enormt spændende. At vi har tillid til, at folk gerne vil arbejde. At vi giver dem en ydelse, og så bruger de pengene på måske at opfinde en virksomhed, være kunstnere eller lave noget omsorgsarbejde i hjemmet. Det her med at anerkende, at alle de ting, vi ikke værdisætter, også giver værdi, og at det ikke kun giver værdi at have lønarbejde. Det er derfor, jeg er glad for, at jeg har fået de økonomiske ordførerskaber, fordi jeg oplever, at økonomien sætter rammen for al politik. Så hvis du har et godt økonomisk system, så kan du også få en god minoritetspolitik.”

Billederne er Christina Olumekos egne

Hvordan er det at være den eneste kvinde sammen med Lisbeth Bech-Nielsen fra SF som finansordfører?

“I forhold til at være minoritet på Christiansborg generelt har det faktisk mere været min alder, jeg har mærket det på. Aldrig ondt ment, men mere med overraskede kommentarer som: ‘Nå, så du er finansordfører?.’ Næsten som om: ‘Kan det være rigtigt? Er du sikker på det?’

Det er en mærkelig oplevelse at sidde i et rum med finansordførere, der næsten alle sammen er mænd i jakkesæt og i 50’erne. Og så kommer jeg ind i min sweatshirt og mine cowboybukser og sætter mig. Der er nok noget i, at de andre partier er vant til, at dem som beskæftiger sig med finanspolitik er de ældste og mænd. Hvor vi f.eks. næsten alle sammen er kvinder i ligestillingsordførerskabet. Så der rykker jeg nok ved nogle fordomme ved at være finansordfører.”

Påvirker det måden, du er i rummet på?

“Det påvirker mig helt klart. Jeg kan godt mærke, at jeg føler, jeg skal bevise noget. At jeg er lige så klog som de andre. Men samtidig går jeg også meget op i, at jeg gerne vil rykke ved fordommene og normerne, så jeg f.eks. med vilje ikke går i jakkesæt herinde. Jeg vil gerne vise, at man godt kan være en seriøs politiker uden at have jakkesæt på. Så jeg har tit sweatshirt på nede i folketingssalen. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi også skubber til vores normer for, hvornår man er seriøs, ansvarlig og dygtig.

Jeg får helt ubevidst rykket ved nogle grænser, bare ved at være her og sige noget, som nogle af de andre finansordførere måske ikke havde regnet med, jeg kunne byde ind med. Det var jo det samme, da kvinderne kom ind i folketinget første gang. Og nu er det efterhånden næsten 50/50. Jeg har også fået virkeligt mange søde beskeder fra mennesker, som er glade for, at der kommer én ind, der ligner dem.

Jeg kan f.eks. huske, at jeg er til et pressemøde den anden dag, hvor jeg er den eneste mørke, der er repræsenteret fra et parti. Jeg står foran Inger Støjberg og ved siden af Nicolai Wammen og tænker: Her står jeg ung, kvinde med minoritetsbaggrund og politiker. Jeg tror, sådan nogle billeder betyder meget; for jeg har en rolle, hvor jeg kommer til at repræsentere og spejle nogen, som måske ikke ellers ville have følt sig spejlet i politik. Og det er jeg både stolt over og bevidst om.”

Hvad tænker du?

  1. Dorte Kolding siger:

    Det giver glæde i maven at læse interviewet med Christina.
    Olumeko.
    Det giver håb. Hun hæver sig op over dagligt politisk vande, når hun siger “Jeg synes hele tanken om, at vi ikke er til for økonomiens skyld, men at økonomien er til for os, er vigtig“ og fremhæver indførelsen af velfærdsstaten som eksempel på modig, succesrig politik. 👏👏👏👏

  2. Olayide Olumeko siger:

    Hello Sade,

    Trust you are keeping well, am super excited you have made us proud as our sister. Thanks for all you do, your impact programs which I have followed passionately.

    I live and work in the UK with the University of Lincoln, I thought I should visit Amsterdam this Christmas if that will be suitable to also meet you in person. That will be a milestone.
    Please let me know if that works with you.
    Looking forward to your response.
    Thanks
    Olayide Olumeko

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her