Opbrud og ankomster // Ankomsten

25. januar 2019

I sidste del af serien “Opbrud og ankomster” har Ida droppet alle sine planer for sabbatårene. I stedet øver hun sig i at tale et andet sprog, end hun har været vant til, spilde tiden og minde sig selv om aldrig at stoppe med at drømme eller elske.
Ida Fuglsang har lavet animationerne.

Teksten her skulle egentlig være den store kulmination og konklusion på en lettere sindsforvirret tid, der først bar præg af at gå rundt og savne den tid, der var før det skelsættende opbrud med at være gymnasieelev for derefter at føle sig lettere desorienteret i det vakuum, der opstår, når man skal navigere i den ikke-tid, man er blevet givet. Eller har valgt. Tænk sig selv at have valgt noget, rimelig angstprovokerende. Og så skulle det her altså være en beskrivelse af selve ankomsten til andetheden, det endelige afsnit, hvor jeg har fundet mig til rette, hvor ikke-tiden har fået fjernet sit ikke, hvor prinsessen i eventyret har fundet hjem igen med en dybere forståelse af sig selv og med nye erkendelser om sin verden, og som endelig kan finde hvile i sin skæbne, amor fati, elsk din skæbne!

Men det er så her, hvor realiteterne kommer som et omklamrende tungt tæppe, der på den ene side i sin tyngde føles ækelt klaustrofobisk og samtidig føles som en forunderlig lethed. Jeg er nemlig stadig skrubforvirret, og bedst som jeg troede, at jeg havde fået tag på tilværelsen, brækkede jeg anklen og fik fnat, og således har jeg den sidste måneds tid ligget i min seng og hyperventileret over dette frygtelige tidsspilde.

For nogle år siden læste jeg en digtsamling af Henrik Nordbrandt ved navn Opbrud og ankomster. Jeg mindes, at jeg var utrolig fascineret af sproget og allermest af digterjegets udforskninger af den forvandling, jeget oplever, idet det ser sig selv i en andethed. Jeg læste den i forbindelse med en rejse til Asien. Den gav mig et sprog for den sindsfylde, det er at lade sig desorientere under en fremmed himmel ved at turde løsrive sig fra sig selv og sine konventioner og på den måde i virkeligheden blive kastet tilbage til sig selv. Jeg var dybt forundret over, at jeg i mit møde med verdens mangfoldighed mødte mig selv. At idet jeg rejste ud, rejste jeg ind i mig selv og opdagede endnu usete afkroge af mennesket i mig selv. At vi bevæges af det, vi møder, og at hver gang vi ser et menneske i øjnene, ser vi et spejl af os selv. Men jeg forstår nu, at mødet med andetheden ikke nødvendigvis ligger i at skulle rejse over på den anden side af kloden. Det euforiske ligger måske ikke i ankomsten, men i bevægelsen, og i livet som en ustandselig række af opbrud og ankomster.

Det er lige så meget drømmene, som aldrig blev til noget, der bevæger os som mennesker, som det er dem, vi formåede at virkeliggøre

Der er nu gået et halvt år, siden jeg blev student, og alle de planer, jeg havde lagt, er enten blevet skubbet et sted ud i fremtiden eller fuldstændig forlist. I mellemtiden er der, for hver gang jeg har bortkastet en plan, opstået nye drømme. De, altså drømmene, slipper aldrig op. Gudskelov. At drømme er en gave, men måske er åndens hemmelighed også at kunne give slip på selvsamme drømme. Uden at de forsvinder. Jeg forestiller mig, at drømmene er stjernerne på en nattehimmel, som på magisk vis er tilgængelige for menneskene. Så når mennesket vil, kan det gribe ud efter sin drøm på himlen og klamre sig til den eller røre blidt ved den med spidsen af en negl. På den måde er det drømmene, der skaber forbindelsen mellem universet og os på jorden. Ikke alt behøver nødvendigvis at blive forløst. Det uforløste er en nødvendig modvægt til behovet for hele tiden at nå til en realisering. Det er lige så meget drømmene, som aldrig blev til noget, der bevæger os som mennesker, som det er dem, vi formåede at virkeliggøre.

 

Det har været svært for mig at nå til erkendelsen af, at jeg ikke nødvendigvis kunne sy mine egne drømme ind i virkeligheden, men at jeg nærmere bevæger mig i labyrinter af andre menneskers drømme. Det at have individuelle planer er en forventning, vores generation altid er blevet mødt med, og i en økonomisk verden er det at have en plan hardcore valuta. Det hele handler om progression, vækst og optimering, mål, delmål og formål. Altid skal man have en salgstale klar, der kan retfærdiggøre den måde, man bruger sin tid. Det kvæler drømmene. Og det overdøver det, som virkelig betyder noget. Så nu øver jeg mig i at tale et sprog, der rækker udover økonomiens termer, og jeg forsøger ihærdigt at vikle mine organer ud af tidsaccelerationens lange tråde.

Det at give sig selv lov til bare at gå og savne for en tid er den yderste tidsspilde, men det er en meget fin form for uegennyttig kærlighed, bare sådan at gå og elske det, der var. Ligesom jeg ikke altid kan kontrollere min hjemløshed, den kommer pludseligt, og jeg er heller ikke altid herre over, hvordan jeg kommer hjem igen. Et hjem er lige så meget en følelsesmæssig mental tilstand, som det er et geografisk rummeligt sted eller en tidslig kontekst. Det er både smukt og skræmmende. At være så meget i hænderne på andre mennesker og på tilfældigheder.

”Hvor vi end rejser hen, kommer vi altid for sent / til det vi engang tog afsted for at finde” skriver Nordbrandt. Det at ankomme er altså ikke at nå til en endelig tilstand, for opbruddet er en uadskillelig del af ankomsten. Andetheden kan optræde på mange forskellige måder. Det andet kan være et andet land, men det kan ligeså vel være at bryde med nogle af sine vaner, der hvor man er. For eksempel kan det være at øve sig i at elske mere, drømme mere eller bare at være til uden at have en plan. Vi ankommer lige så meget, som vi bryder op. Således tror jeg, vi får brug for at forbinde os til ting, steder, erindringer og mennesker, som kan udgøre en form for konstant i livet. Det er den slags evigheder, jeg som menneske må finde hjem i og ved hjælp af dem hvile i min blotte væren. Og så må jeg aldrig glemme at elske og drømme, bare fordi det kræver tid. For det er min skæbne.

Hvad tænker du?

  1. Mathilde siger:

    Malerisk og meget, meget prægtigt. Hvor du dog kan beskrive nogle af tilværelsens usynlige linjer på fineste vis – lykken være med det – og drømmene, som får lov til at flyve <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *