Opbrud og ankomster // Hjem(løshed)

20. december 2018

De fleste mennesker vil før eller siden opleve at føle sig hjemløse. Nogle gange finder man hjem ved at tage meget langt væk eller ved hjælp af en oldgammel folkevise og mødre med magiske eliksirer. Ida har i sit sabbatår mødt hjemløsheden og forsøger at finde hjem igen.
Ida Fuglsang har lavet animationer til.

Agnete hun ganger i Blinde,
hun kan ingen Veje finde

Min bedstemor forærede mig for nogle måneder siden en striktrøje, og når jeg bærer den, kan jeg dufte hende, og jeg kan mærke hendes hænder. Det er en fuldkommen følelse af hjem. Det er ikke kun hjernen, der lagrer alle minderne, men øjnene og ørerne og huden. Det er, når nogle sansninger sammensættes på bestemte måder og tidspunkter, at man føler sig hjemme. Et hjem er ikke et tomt rum, det er svært at være stedligt forankret i en tomhed, måske umuligt, men et hjem er et rum med elementer, der får erindringerne til gentagelsesvis at gå baglæns i tiden. Og alt det, der er hændt, vil være ridset ind i væggene på det hjem, og i panden på de mennesker, der har hjemme. Men i hjemmet ligger hjemløsheden indskrevet, og vi er nogen, der ved, at det at have et hjem ikke er noget, man bør tage for givet. Vi, som har oplevet vores barndomshjem blive spaltet i to, vi, som mærkede, at sommeren i år var varmere end normalt og forudser at blive gjort hjemløse på vores egen planet. Vi, som har prøvet at føle os så hjemme hos et menneske, der pludseligt forsvandt, at vi er blevet hjemløse i os selv. Vi mennesker. Og den grumme hjemløshed…

Hjemløsheden kan i al sin menneskelighed føles utænkeligt ensom og som sådan en stor, altoverskyggende kraft, der æder alt, hvad der hedder drømme og ambitioner. På den måde synes hjemløsheden at dele verden op i to. De, som er hjemme, og de, som ikke er. Jeg mindes utallige nætter, hvor jeg er faldet i søvn til billederne af en by i et land langt, langt borte, hvor der er en masse små dukkehuse med en mor og en far og to børn og en kanin. Ved byen løber en flod, og på den anden side af floden er der vagabonder, hjemløse og sigøjnere, hvor børnene ikke bor i dukkehuse; de bor i huler og træhuse. Og nogle gange går de ture i skove med store, høje træer, hvis kroner og løfter rækker helt op i himlen, og alle drømmenes støv ligger på de øverste blade. Det kan svie i øjnene, når et støvkorn falder ned og borer sig helt ind til den blinde plet. Det kaldes et ”fremmedlegeme i øjet”. Det kan virke så ondskabsfuldt. Og det er ikke særlig rart at gå rundt med sådan et betændt øje. Men så går børnene hjem til deres mor, som bor i et træhus, og moderen har en særlig salve, som er varm, og som hun drypper i sit barns øje, så barnet smiler igen.

Og børnene har nogle ting, som de altid tager med sig, når de skal flytte, og som til hver en tid kan give dem en hjemlig følelse. Det er meget materialistisk, de er forankret i materialistiske ting, i døde ting, som for dem er tegn på liv. Døde ting, som et levende menneske ejer. Døde ting, som et menneske ikke kan undvære, fordi mennesket har følelser, som det har placeret i tingene. Levende døde ting. Børnene er mestre i at slå rødder i oaser, og de kan høre oaserne synge langt væk fra. Børnenes sanser er skærpede. Og nogle gange har barnet i et menneske brug for at blive kaldt hjem af sin mor. For at få sin hvile. Men det indser barnet først, når det ser sig selv som et sansende væsen i en andethed for eksempel på en stor blå plet af vand i et andet land.

Hjemløsheden er flerstemmig

Jeg sidder på en sø i Canada. Der er helt stille. Søvandet laver bløde tunge svalehalefolder som kappen på en hellenistisk skulptur, og bag et arkaisk smil gemmer sig en rindende evighed, en underverdens totalitetstilstand, der formår at nulstille de levendes verden. Og nulstille en pige, der har været lidt for meget i hænderne på andre levende mennesker på det sidste og set sine egne hænder hænge i luften et sted lige foran hende, men uden evnen til at tage dem tilbage. For hun har jo mistet sine hænder. Søen som i går var grøn og dagen før det sort er blevet til en dybblå masse, der er tyk af evighed, og den er et spejl, der får træerne til at vokse ud af himlen. Der er noget attråværdigt ved det undersøiske på en anden måde end ved det himmelske, det er, som om himlen er af en mere vidtrækkende transparens, end søen er. Så når man skriger til himlen, forsvinder det et sted ude i universet, men når man skriger til søen, får man bare det hele kastet tilbage i smasken. Der er tidspunkter, hvor levende mennesker er enige om at være stille.

Jeg troede, at jeg skulle besøge andre lande, byer og kontinenter, men så mødte jeg en ven, som spurgte, om jeg ville med til Canada. ”Hvorfor ikke,” svarede jeg, som jeg så mange andre gange har gjort noget pludseligt og er havnet et sted pludseligt eller hos nogle mennesker. Pludseligt. Og der har været flere uanede opbrud, end der har været ventede. De uformodede opbrud som et menneskes virkekraft i livet. En afbrydelse midt i alting til et intet. Men den sø, jeg sidder på, er ikke en intethed, for under søens hvide slør er hele mit liv. I en båd sidder jeg på hele mit liv. Og som en skipper, der tillader sig at lukke øjnene for en stund, selvom hans skib stadig sejler, er det at være så langt væk fra alt den mest klangfulde oplevelse af at være hjemme. Skipperen kan mærke, at der er tråde fra enhver af hans celler, som binder sig til atomerne i søen, og mennesket i skipperen mærker, at søens erindringer er ioniseret til alt, hvad hans krop er. Og han mærker, at hans legeme er hvirvlet ind i geografien, når han zoomer ud på verdenskortet og ser sig selv sidde på en sø på et andet kontinent, og alle hans elskede stimler sammen som små prikker på den anden side af et verdenshav. Hans syn er i 3D, fordi søen nu også har fået berettiget en dimension. Hjemløsheden er flerstemmig. De pludselige opbrud rummer et potentiale for en evig ankomst, noget bestandigt, sjovt nok.

En mor siger ”Jeg graver mig ned, når du tager til Canada,” og en datter fornemmer, at der stadig sidder en nål i hendes bedstemors striktrøje, som syer savnet ind i huden på hende. Når solen på himlen rammer den mørke sø, dannes et hvidt lys, som afbryder søens stilstand med dansende hvide pletter. Hver eneste plet er et barn, og børnene råber stille på deres mødre i søen, at nu vil de gerne kaldes hjem igen. Og så tager hver enkel mor sine hænder på og finder sit barn og bringer det i eksil. Med sine hænder finder moderen sin salve frem og gnider det blidt i øjnene på sit barn.

Hjemløsheden kan være en varm sommer, et barn eller en skipper, og et hjem kan være en sø på et andet kontinent eller en bedstemors striktrøje, ligesom et hjem kan være to sole, der er ridset ind i huden på en mor og en datter. Solene hører hjemme på de to mennesker. De kan aldrig være midlertidige, men altid for evigt. Det er den fineste sang.

Men nu vil jeg blive paa grønneste Grund,
og aldrig vil jeg mere til Havsens Bund

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *