Oprør for omverdenen #1

11. februar 2020

I Horisont-dokumentaren “Vero’s kamp mod Spanien” vises et klip af blå, røde, grønne telte, der fylder en gade i metropolen Barcelona. Teltene tilhører over 500 unge, der har slået lejr i centrum af byen for at protestere mod fængslinger af separatistledere. De unge kæmper med lederne for at gøre Catalonien uafhængigt af Spanien, og det fører nogle gange til voldsomme demonstrationer og splittelse blandt befolkningen. Men hvorfor vælger man som ung at tage kampen op? Ungdomsoprøret er også opstået i Frankrig, hvor det nærmest er blevet normen at protestere for sine rettigheder.

Dette er første af to dele i Tanyas serie om ungdomsoprør.

Det var en lørdag i december, dagen før min 21-års fødselsdag, og jeg befandt mig på en sidegade til menneskefyldte Champs-Élysées. Fire måneder forinden havde jeg pakket min kuffert, kysset min kæreste og min familie farvel for en stund og var draget til Paris. Selvom de første fire måneder bød på sprogblomster og metroforvirring, så glædede jeg mig ret meget til at holde fødselsdag i storbyen. Men når hjemveen var størst, fandt jeg tilflugt i Den Danske Kirke, hvor jeg kunne få lov til at glemme hårde arbejdsdage ved hjælp af søde danskere. De selvsamme søde danskere skulle jeg tilbringe tid med den lørdag. Jeg skulle nemlig være frivillig til julebazaren og sælge lidt juleslik. Alt var godt. 

Jeg var forvirret, men nåede ikke at tænke længere, før De Gule Veste kom marcherende fra Triumfbuen mod politibetjentene.

Den morgen kørte den metrolinje, jeg skulle med, ikke. Selvom jeg efter fire måneder allerede var blevet vant til at svovle af metroen i tide og utide, når jeg havde travlt, havde jeg i dag tid til at gå op til kirken. Der var voldsomt stille. Selvom Paris godt kan have sine stille øjeblikke, så virkede det her næsten foruroligende stille. Jeg var nu på den gade, hvor kirken lå, og nåede lige et stykke længere hen, da mit blik blev fanget af en mur af politibetjente. En mur af politibetjente, der ikke havde tænkt sig at rykke sig. På trods af min nærsynethed kunne jeg lige ane, at der stod ‘gendarmerie’ på uniformerne, indtil mine øjne bevægede sig mod de store skydevåben, de stod og havde fast greb om. Jeg var forvirret, men nåede ikke at tænke længere, før De Gule Veste kom marcherende fra Triumfbuen mod politibetjentene. De Gule Veste, der hver lørdag havde fyldt gader i Paris og resten af Frankrig for at demonstrere mod Macrons reformer.

Før jeg vidste det, fyldte røgskyer og romerlys den lille sidegade, og jeg stod imellem det hele. Jeg satte det lange ben foran og nåede over til kirken, hvor to andre fortvivlede franskmænd forsøgte at komme ind. Forpustet fik vi åbnet døren og smækket den i, før tåregassen kunne nå at snige sig ind. 

Det var en dramatisk dag for mig, men det her var bare en af mange weekender i Paris, hvor arbejder- og middelklassen demonstrerede mod skatte- og pensionsreformer, Macron og økonomisk retfærdighed. Hver lørdag stod både butiksejeren og den studerende side om side for at demonstrere for deres rettigheder, som franskmænd i flere århundreder har gjort. Men demonstrationerne har også kostet liv. Siden demonstrationernes begyndelse i november 2018 har 11 mistet livet, og 4.000 er sårede. For en dansker som mig virkede det helt surrealistisk nærmest at ville risikere livet for en skattereform. Men i Frankrig er det fundamentalt for samfundet at demonstrere for sine rettigheder.

Før jeg vidste det, fyldte røgskyer og romerlys den lille sidegade, og jeg stod imellem det hele.

I løbet af de måneder, jeg var i Frankrig, tog jeg bl.a. til klimademonstrationer og demonstrationer mod politivold for at prøve at forstå, hvorfor selv unge studerende ville være villige til at modstå tåregas for at demonstrere. Jeg har snakket med den unge franske aktivist, Arsene van Cooten, som bl.a. har demonstreret mod klimaforandringer, politivold og den franske regering. Han er selv blevet ramt af tåregas til adskillige demonstrationer, men mener, at demonstrationerne er yderst vigtige for at bevise noget overfor regeringen. Alligevel ved han ikke, om demonstrationer er nok, og om politikerne vil gøre noget ved demonstranternes budskaber. 

Efter at have snakket med Arsene er det klart, at mange af demonstranterne ser det som en nødvendighed og en menneskerettighed at protestere. Som aktivisten Vero i Spanien har de unge i Frankrig følt sig nødsaget til at tage sagen i egen hånd, og det er i Frankrig nærmest blevet normen for de unge at protestere for deres rettigheder. Jeg ved ikke, om den samme standard er nået til Danmark endnu, men med flere klimabevægelser i Danmark er der måske alligevel et større ungdomsoprør på vej herhjemme.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN