Opera, hvad ka’ du?

Er du en af dem, der bliver rørt til tårer? Mærker sangernes vibrerende stemmer på egen krop, fortrylles af orkestrets storslåede harmonier, de detaljerede kostumer eller den gennemførte scenografi?

Måske det er det dramatiske, fortællingen og historien i sig selv, der rammer noget i dig. Du betages, fascineres eller forundres. Det kan også være, at du slet ingenting mærker, fordi det sammensurium af indtryk, du præsenteres for, virker fremmed, fjernt eller utilgængeligt.

Uanset hvad du måske, måske ikke, måtte føle, skal vi snakke lidt om operaen – udfordre og udfolde den. 

Så tag med på en lille operarejse a la SEIN.  

Klik her og Støt SEIN

Opera er en sjov størrelse. Jeg er ret fascineret af dens univers og dens mystik. Alligevel fremstår opera lidt som en dør, jeg gerne vil gå ind ad, men ikke helt tør af frygt for at fare vild, så snart jeg har trådt over dørtrinnet. Jeg betragter døren udefra på sikker afstand. Eller det gjorde jeg i hvert fald indtil for ganske nylig. 

Copenhagen Opera Festival vil favne bredt

Festivalsæsonen tæller ikke kun Roskilde, Heartland, Syd for Solen og Northside (listen bliver hurtigt lang). Den indebærer også festivalen Copenhagen Opera Festival, der første gang løb af stablen i 2009.

Mellem den 16.-25. august indtog festivalen forskellige venues i København og forsøgte med en blanding af både indendørs, udendørs og gratis forestillinger at trække operaen ud af dens vante rammer og ned på gadeplan, bogstaveligt talt.

Og timingen kunne næsten ikke være bedre. For der sker nemlig et eller andet med operaen. For det første er den flyttet ind hos DR, som med den populære programserie ‘Operarejsen’ (hvis tredje sæson ruller over skærmen as we speak) forsøger at gøre operaen mere folkelig og forståelig.

Men den omtales og anmeldes også i medier som Information, Politiken og Føljeton. Operaen florerer altså andre steder end i operahusene. Den siver ud af den kulturelle højborg og blander sig med andre kunstgenrer.

Man kunne fristes til at sige, at operaen selv er på lidt af en rejse. 

At opera er forbeholdt de få, er en af de fordomme, som Copenhagen Opera Festival forsøger at gøre op med. For som festivalen proklamerer på deres hjemmeside: “Opera er for alle”. De arbejder med at udfordre grænser, udvikle nye talenter og favne mere og flere.

Det lyder lovende, men det er også et ambitiøst projekt at tage på sig.  

Selvom opera er en relativ gammel genre, er det ikke ensbetydende med, at den er støvet eller stagneret. Det er Copenhagen Opera Festival et stærkt eksempel på. Under de 10 dage, som festivalen varede, kunne du opleve en buffet af forskellige operagenrer.

Årets program bød blandt andet på en klimaopera, nyfortolkninger af ældre klassiske værker, fællessang, diverse talks og ikke mindst Opera Party-bussen, der kører rundt i de københavnske gader og skaber et møde med opera, når du mindst venter det.

Men hvori består operaens relevans anno 2024, og hvad kan den egentlig som kunstform? Som vaskeægte reporter tog jeg ud i felten for at opleve Copenhagen Opera Festival på egen krop.

‘The Undoing of Carmen’

Lad mig starte med en disclaimer: Jeg ved ikke særlig meget om opera. Til gengæld er jeg sulten efter et større kendskab.

Så når jeg sidder i sofaen og lukrerer på den viden, som Frederik Cilius gavmildt deler ud af i ‘Operarejsen’, opdager jeg ofte, at mine fingre simultant famler sig til tasterne og googler videre på komponister, opsætninger, datoer eller andet “gossip”.

Da jeg den 19. august befinder mig på Edison Teatret for at se forestillingen ‘The Undoing of Carmen’, er det derfor også på et relativt spinkelt fundament af baggrundsviden. Kort fortalt er ‘The Undoing of Carmen’ en nyfortolkning af verdens mest kendte opera ‘Carmen’, der er skrevet af den franske komponist Georg Bizet.

Modsat originalværket dykker ‘The Undoing of Carmen’ ned i det psykologiske aspekt ved partnerdrab. Et emne, der desværre til stadighed er uhyre relevant.

Partnerdrab følger typisk et mønster, som kriminologen Jane Monckton Smith har inddelt i otte forudsigelige trin. I ‘The Undoing of Carmen’ udgør disse trin handlingsforløbet og rammesætter den verdenskendte fortælling om Carmens tragiske død. 

Tilbage til salen. Mens jeg sidder der på rækkerne, lige inden forestillingen går i gang, kan jeg ikke helt lade være med at betragte mig selv, betragte en opera.

Jeg kigger rundt. Salen er så godt som fyldt. Selvom lyset er dæmpet, bliver jeg overrasket over, hvor stor aldersspredningen er. Mit blik møder mange unge ansigter, og den første af mine (semi-ubevidste) fordomme om operaens publikum punkteres.

På scenen lander mine øjne på et flygel og en pianist, og tre kvinder i sorte habitbukser og hvid skjorte står klar.

Scenografien er simpel: Den består af sokler, røde roser, et par borde og nogle stole samt en stor skærm, der fylder hele bagtæppet. Afstanden til scenen er desuden virkelig kort. Jeg skal ikke have en dum kikkert op af lommen for at se artisternes ansigtsudtryk, og endnu en fordom fordufter. Forestillinger begynder. 

50 minutter senere er forestillingen færdig, og publikum kvitterer med en stående applaus. Fordom nummer tre sendes ud i æteren. Man behøver altså ikke reservere tre timer, hvis man har trang til at opleve en opera.

Jeg vender indtrykkene med min ven, og vi er enige: ‘The Undoing of Carmen’ er vellykket, ikke udelukkende grundet musikken og de meget smukke sangpræstationer, men i særdeleshed fordi du kan tilgå forestillingen så godt som forudsætningsløst.

Som publikum bliver du taget i hånden hele vejen, de otte trin præsenteres én for én, og du behøver altså ikke have det store kendskab til hverken kriminologi eller det originale værk, ‘Carmen’, for at mærke operaen. 

‘Passages’ på Thorvaldsens Museum

Endnu en disclaimer: Da jeg den 25 august cykler ind mod Thorvaldsens Museum, slår det mig, at jeg på ingen måde ved, hvad jeg er på vej ind at se, til trods for at jeg faktisk har forsøgt at sætte mig ind i forestillingen.

Men det lader sig ikke rigtig gøre. Det uforudsigelige er kernen i forestillingens dna. Det, jeg ved, er, at forestillingen hedder ‘Passages’ og måske bedst kan kategoriseres som en danseperformance, selvom det senere viser sig at være en stærk reducering. 

“Forvent en kontrastfuld totaloplevelse, når dette sanselige performanceværk går i dialog med Thorvaldsens Museum”. Sådan lyder introteksten på hjemmesiden. Jeg har læst, at værket blandt andet indebærer moderne dans, elektronisk musik, operasang, visuel kunst, en percussionist og en violinist, og at det skaber “et dragende, udtryksfuldt ingenmandsland”.

I’m intrigued.  

En time senere ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg har været vidne til. Eller rettere: Hvad jeg har været medskaber af. For det med, at værket går i dialog med både publikum og museets forskellige rum, er ingen overdrivelse.

Jeg er blevet ført og forført, fra rum til rum, ud i det åbne atrium, for at ende samme sted som forestillingen begyndte. Jeg har selv valgt, hvor jeg ville sætte mine fødder hele forestillingen igennem, men sådan føles det underligt nok ikke.

Jeg er forvirret og rundt på gulvet over denne oplevelse, men mest af alt er jeg fascineret af, hvor fedt jeg syntes, værket var. På trods af de mange indtryk blev forestillingen aldrig rodet.

Væbnet med intens øjenkontakt blandede artisterne sig med publikum, og deres stemmer og sang (som desuden blev opført uden mikrofon, og derfor skabte en meget intim atmosfære) fik værket til at virke levende og vibrerende. Hele forestillingen føles på én gang tilfældig og enormt velkoordineret.

Opera og Netflix 

Festivalens kunstneriske direktør, Amy Lane, fortæller mig, at sloganet “Opera er for alle” ikke betyder, at alle skal forelske sig lige meget i opera. Det, som opera kan – dens kvalitet som kunstform – er, at den rammer modtageren med en umiddelbarhed.

Ifølge Lane behandler opera komplekse, men universelle menneskelige følelser og tematikker såsom kærlighed, relationer, jalousi, begær eller hævn, og derfor vil der altid opstå en eller anden form for reaktion.

Opera er, som mange andre kunstformer, sat i verden for at skabe diskussion. Du behøver ikke at kunne lide det værk, du præsenteres for. For Amy Lane er sådan en dom lige så valid, som hvis du bliver fuldstændig tryllebundet. At, du føler noget, er det væsentligste. Enten kropsligt eller tematisk.

“Det er lidt ligesom, når du surfer på Netflix,” forklarer Amy Lane.

“Du starter som oftest med en kategori. Er du til romantik, komedie, thriller eller en splatter i aften?”

Det samme gør sig gældende for opera, uddyber hun. Spektret er enormt stort, og ifølge Lane er det en af festivalens helt store opgaver; nemlig at præsentere den alsidighed og diversitet, som opera rummer.

Det kan også tage lidt af presset væk fra opera som genre – at den netop er mange forskellige ting og i evig udvikling. 

Okay, så hvad er en vellykket opera(festival)? Er der mest substans i de værker, der skaber referencer til de historiske og klassiske operaer? Eller skal de nyere, mere eksperimenterende multiværker fylde mest? Måske er det spørgsmål både irrelevant og svaret på sig selv.

En operafestival skal hverken være kun det ene eller det andet. At begge valg er repræsenteret (og alt det midt i mellem), bekræfter mig i, at opera anno 2024 har en relevans, og at det er en kunstform, der godt tør udfordre sig selv.

For – og her kommer den sidste disclaimer – min egen største fordom var, at operaen havde sat sig godt og veltilpas i hjørnet af festen og betragtede alle de andre. Min største fordom var, at opera var blevet en magelig kunstform. 

Tekst: Annika Rask
Visuel: Emma Hjortkjær
Redaktør: Laura Rye Bislev