Vi spiser mere alene- men er det ensomme måltid mættende nok?

Jeg har haft ét nytårsforsæt i år. Jeg vil invitere gæster til aftensmad noget oftere. Det lyder overkommeligt, og næsten banalt. Men det er det ikke. 

Planlægningen begynder allerede dagen før. Hvad skal jeg lave? Hvornår skal jeg handle? Kan jeg nå min reformer-time klokken 17, eller skal jeg aflyse nu for at undgå en bøde på 70 kroner? Har jeg overhovedet tid, hvis jeg både skal nå forelæsning og arbejde? Og hvad tid skal jeg op dagen efter? Jeg har ikke lyst til at være den, der begynder at kigge på uret og sende folk hjem, fordi jeg skal sove.

Alle de undskyldninger er reelle. Men de er ikke uoverkommelige. Ofte handler det snarere om, at jeg ikke ved, om jeg på det tidspunkt, jeg inviterer til, har overskud til at forholde mig til andre mennesker, eller om jeg har mere lyst til at ‘slappe helt af’ og spise foran en skærm. 

Men ligesom med andre nytårsfortsæt, så giver det mig energi. Ikke den hurtige og opkvikkende energi, man kan få fra kaffe, sukker eller en løbetur men en dybere form. De aftener, jeg har spist med andre, er jeg lidt mere opløftet og lidt gladere, når jeg lægger hovedet på puden. Og blandt mine venner dukker den samme længsel ofte op. Vi taler i hvert fald tit om, at fællesmåltidet burde være en fast ugentlig tradition. Vi taler om det, bliver enige om det, men gør det sjældent. For vi har alle sammen lidt for travlt. 

Men vi er ikke alene. En undersøgelse foretaget af Megafon for TV2 og Politikken viser, at hver anden dansker aldrig eller kun hvert halve år inviterer gæster hjem på mad. Og andelen stiger, jo yngre respondenterne er. 

Paradoksalt nok er det altså os uden børn, faste arbejdstider eller stabile rutiner, der har sværest ved at få den fælles middag ind i hverdagen. 

Det kræver, at man kan planlægge ud i fremtiden 

For at forstå, hvorfor vi unge sjældent inviterer gæster på mad, og hvorfor det alligevel føles vigtigt at insistere på, har jeg ringet til Hannibal Hoff, videnschef i Madkulturen.

“Gæstemåltidet er en måde at vise værdier og idealer frem,” forklarer Hannibal Hoff. Derfor er det også forbundet med forventninger. Selvom formen i dag er blevet mindre formel end tidligere, er det stadig en situation, der opleves som ressourcekrævende. 

“Et ungeliv er et meget mere uforudsigeligt og afvekslende hverdagsliv. Det at spise sammen med andre er ikke nødvendigvis noget, man har forberedt i tre uger. Men det er måske noget der sker, når det sker lidt mere spontant, fordi det lige passer ind.” siger Hannibal Hoff.

For unge tager først stilling til, hvad de skal have at spise meget sent på dagen, og ofte ved de heller ikke, om de spiser hjemme. 

“For det at invitere gæster over på mad, kræver at man kan planlægge ud i fremtiden. Det er ikke for at sige, at unge slet ikke har faste rammer eller sådan, men de er jo bare ikke lige så fastlåste, som det er i en typisk børnefamilie for eksempel, eller et ældre par, der lever sammen”, fortæller han. 

Har vi nået et mæthedspunkt? 

At jeg har en uforudsigelig og afvekslende hverdag kan forklare, hvorfor det kræver meget af mig, at planlægge et middagsselskab ude i fremtiden. Men det kan ikke forklarer hvorfor, jeg nogle gange bare slet ikke orker at forholde mig til andre mennesker. 

Det spørgsmål stiller jeg derfor Hannibal Hoff. Selvom han ikke selv kender til nogle studier, der har undersøgt lige præcis den problemstilling, mener han alligevel, at der kan være en sammenhæng. 

“Man kan sige, at vi generelt jo i vores samfund ser den her sociale acceleration, hvor vi fylder mere og mere ind i vores liv, og oplever mange flere skift i forhold til job og uddannelse og socialt liv, og netop træning og frivilligt arbejde og politisk arbejde. Altså der bliver simpelthen fyldt langt flere aktiviteter ind i vores liv i dag”, siger han.

For god orden skyld, vil jeg lige forklare, hvad social acceleration er. Begrebet er formuleret af den tyske sociolog Hartmut Rosa, og beskriver hvordan vi i det senmoderne samfund lever i et form for højhastighedssamfund, og hvor tempoet i det sociale liv konstant stiger på tre niveauer. 

På et teknologisk niveau, kommunikerer vi hurtigere og mere.

På et socialt niveau foregår der en  konstant kamp om hele tiden at forbedre sig selv. Vi skal have bedre karakterer, et bedre job, en bedre familie osv.

Og sidst – men ikke mindst – er der sket en acceleration af livets tempo, hvor vi gør flere og flere ting på kortere og kortere tid. Vi hører lydbøger, mens vi cykler på arbejde, vi spiser take-away for at spare tid på madlavning, og vi speeddater, for at møde flere potentielle partnere på kortere tid.

Med andre ord optimerer og effektiviserer vi vores hverdag konstant. Og det kan ifølge Hannibal Hoff hænge sammen med min trang til at sidde foran en skærm: 

“Måske har vi også noget eller andet mæthedspunkt, og det er det, der måske også kommer til udtryk ved, at selvom vi fylder rigtig meget ind i vores liv, så stiger skærmforbruget også. Vi kan måske ikke rumme at have så meget i vores liv, og samtidig har vi brug for at koble af foran nogle skærme, og så er det ikke sikkert, at det er måltiderne med andre, der bliver prioriteret”, forklarer han. 

Mit behov for at sidde foran en skærm er måske ikke bare et udtryk for dovenskab eller ligegyldighed overfor andre mennesker. Jeg er måske bare enormt overstimuleret. 

Det sociale måltid er dybt indlejret i os 

“Hvorfor er det så vigtigt, at vi bevarer det fælles måltid?” spørger jeg. 

“Måltidet er en fuldstændig integreret del af det at være menneske, og hvis vi kigger på evolutionsudviklingen af menneskearten, så er der i hvert fald nogen der hævder, at vi er blevet mennesker og udviklet os til at være mennesker, fordi vi var i stand til at tilberede maden over ild.” siger Hannibal Hoff.

For det var selve varmebehandlingen af mad, der gjorde os i stand til at tygge den, og dermed kunne vi bruge mere energi til at udvikle vores hjerner. Samtidig har det, at maden blev tilberedt over et bål, været medvirkende til, at man sad og spiste sammen.

Dét at dele et måltid er altså dybt indlejret i os som mennesker. 

Men det er også en form for gestus, at invitere gæster til mad. Hannibal Hoff forklarer, at det at invitere gæster hjem på mad er mere end bare det. Det er nemlig en måde at acceptere andre og vise tillid. 

Og vi spiser generelt bedre, når vi spiser sammen med andre, fortæller Hannibal Hoff. Vi bruger længere tid på måltidet, vurderer maden som både sundere og mere velsmagende, og er generelt mere tilfredse med den. “Det har en form for social disciplinerende effekt, så når vi spiser sammen med andre, så er det måske heller ikke det allermest usunde, vi spiser.”

Samtidig har det sociale måltid nogle helt grundlæggende effekter på den måde, vi er sammen på.  

“Vi kan i højere grad have fokus på hinanden og på maden end i alle mulige andre aktiviteter, hvor der måske sker alt muligt omkring et eller andet. Når vi samles på den her måde, kan vi også se, at det skaber mere trivsel”, siger han. 

Og det er faktisk ikke kun en dansk observation. I World Happiness Reports seneste rapport peger forskerne på den samme sammenhæng på tværs af lande og kulturer: Personer, der oftere spiser sammen med andre, rapporterer højere livstilfredshed, flere positive følelser og færre negative, og de ser også ud til at nyde maden mere. Samtidig viser rapporten, at det at dele et måltid er en usædvanlig stærk faktor for menneskers trivsel. Effekten er så markant, at den ligger på niveau med klassiske forklaringer som indkomst og arbejdsløshed.

Det er med andre ord ikke bare et personligt indfald eller en romantisk ide fra min side. Over hele verden, er folk gladere og mere positive, når de spiser sammen med andre. 

Hannibal Hoff efterlader ingen tvivl om måltidets betydning. Til gengæld rejser det et mere praktisk spørgsmål: Hvordan overkommer man de barrierer, der gør det så let at negligere? 

Sænk forventningerne

“Et måltid må godt være takeaway. Det må også godt være rugbrødsmadder. Og det må sådan set også godt foregå i sofaen,” siger han. For det afgørende er ikke formen, men at vi har noget at mødes om. At samles om maden har altid været en grundlæggende del af det at være menneske.

“Det må gerne bare handle om det sociale,” fortsætter han, og forklarer, at vi lever mere  adspredte liv i dag og er sociale med hinanden på mange andre måder, end når vi sidder og spiser sammen. Hans bedste bud er derfor at sænke forventningerne til det man serverer.  

Jeg skal altså holde fast i mit nytårsfortsæt, selvom det virker uoverskueligt. Men fremfor at forsøge at presse en hjemmelavet middag ind, og planlægge dage i forvejen, skal jeg måske øve mig i, at sænke forventningerne til mig selv.

For det vigtige er ikke hvad jeg serverer. Det vigtige er, at jeg inviterer. 

Tekst: Anna Bach 

Visuel: Mie Rasmussen

Redaktør: Megan Vendelbo Owen