På SMK’s Skulpturgade søger kunsten øjenkontakt

15. november 2022

Når man vokser op i et land, der har måttet kræve sin ret til at eksistere, og borgerkrige tvinger en til at flygte for at opretholde ens egen eksistens – så er det uundgåeligt, at der opstår kløfter. Kløfter i ens liv, i ens familie, i ens bevidsthed – og kløfter mellem lande, kulturer, traditioner og rettigheder. Syv danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien har, trods et liv i kløften mellem nationer og kulturer, skabt kunst, der både handler om – og skaber – forbindelser. Netop det talte Linnea med udstillingens kurator, Tijana Mišković, om på en bænk midt i udstillingen en onsdag eftermiddag.

Historier der skal mærkes
Tijana har samme baggrund som de syv kunstnere, både hvad gælder det at være kommet til Danmark i 90’erne fra det tidligere Jugoslavien og være uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Derfor har interessen for kunst, der portrætterer immigration med de kløfter og forbindelser, det skaber, været så naturlig for hende som at trække vejret.

Jeg kan alligevel ikke lade være med at spørge hende, hvorfor netop kunsten kan sige noget vigtigt om disse emner? Hvorfor ikke skrive et debatindlæg eller en erindringsroman?

“Kunsten er nok et af de medier, der egner sig bedst til at behandle ømme emner. På et museum giver både kunstneren og publikummet noget af dem selv – kunstneren giver en historie, og publikum deres opmærksomhed. Og de historier, de syv kunstnere kommer med til publikum, er ikke nogen, der bare kan fortælles – de skal mærkes.”

Jeg tygger på ordene. I Ana Pavlovićs videoinstallation ’Proposal’, ser vi Pavlovićs hænder klippe i billeder af sine venner og familiemedlemmer, som hendes mor og hun sendte via breve for at skabe en erindringskollage i afsavnet. En erindringskollage, vi møder igen i ’Paper Theatre’. Værket forestiller Det Kgl. Teaters gamle scene med Pavlović selv til sit bryllup og hendes nære – alle som pap-rekvisitter, vi blandt publikum kan rykke rundt på – samle og adskille. I de performances, hun laver på museet, mødes hun og hendes forældre i pap-teateret. Mødes nu, som de ikke kunne dengang. Jeg forstår tanken om Pavlovićs værk som noget, der skal mærkes.

Ana Pavlović, "Paper Theatre", 2019 © Ana Pavlović / VISDA

På samme måde forstår jeg Nermin Duraković værk ’(re)arranging’, en ready-made installation af et 12 kvadratmeter stort værelse på et asylcenter, som noget, der skal mærkes. Rumlighed og stemninger er ikke så meget noget, der kan forklares, som det er noget, der føles i kroppen. Især når jeg står i Skulpturgaden på SMK, med de hvide marmorgulve og over 25 meter til loftet, og kigger på en lille rød afgrænsning i hjørnet med industrimøbler, der repræsenterer et værelse på et dansk asylcenter, mærker jeg et skel. Et skel mellem de kår, jeg selv som etnisk dansker er vokset op i – og de kår, flygtninge møder på asylcentre.

Jeg ser egentlig ikke værket som en kritik af Danmarks indkvartering af flygtninge. Som jeg ser det, er det Durakovićs måde at sætte den øvrige befolkning ind i asylansøgerens vilkår. Hvordan, man så oplever disse vilkår, kan være med til at forme forståelsen af værket. Sikkert er det, at installationen tilbyder et perspektiv, vi med det rødbedefarvede pas ellers ikke ser verden fra.

Samtaler på SMK og Facebook
Tijana refererer til kunstteoretikeren, Susan Sontag, der undersøgte muligheden for at sætte sig ind i andres smerter gennem fotos af krig. Hun konkluderer efter en længere disputs, at det ikke er muligt. Det mener Tijana godt, man kan – og at man i udstillingen netop gør. Smerten ved kløften såvel som glæden ved forbindelsen.

“Jeg oplever, at udstillingen åbner for nogle historier, der siden ferniseringen i september har givet publikum lyst til at dele deres egne – om egne oplevelser med flygtninge, migration, krig og kulturkløfter hos både etnisk danske og tidligere flygtninge. Udstillingen gør folk bevidste om egen position og de forbindelser, denne position rummer.”

Men Tijana oplever også, at udstillingen skaber røre. Hun fortæller mig om et andet af Durakovićs værker. Det består af en plakat med teksten ”MULTICULTURALISTIS, PLEASE DEAL WITH THE DANISH RACISM AND LEAVE US FOREIGNERS ALONE!”, der giver mig associationer til Superflex’ plakat fra 2002, der siger ”FOREIGNERS, PLEASE DON’T LEAVE US ALONE WITH THE DANES!” og synes at udpensle det skel, der er fra dengang til i dag. Tijana fortæller, at netop det værk har fået en del højreorienterede til tasterne. De er vrede over mangel på taknemmelighed og over at danske skattekroner går til “venstrefløjspropaganda”. For mig at se, så understøtter vreden udstillingens aktualitet og relevans. Især nu, hvor krigen i Ukraine har vist, hvor stærk empatien over for flygtninge kan være – men også blottet nogle, for mig at se, grimme sandheder om, hvordan vi som land også rangerer nogle flygtninge over andre. Der er også en ubalance i, at en person, som er født ind i de trygge rammer og goder fra velfærdsstaten, bliver vred over, at en person, som ikke har de samme privilegier, ikke er taknemmelig nok. Privilegier tildeles fra fødslen, men der er noget forkert i troen på, at man derfor er eneberettiget dem.

Nermin Duraković, "MULTICULTURALISTS, PLEASE DEAL WITH THE DANISH RACISM AND LEAVE US FOREIGNERS ALONE!", plakater i Københavns gader, 2018.

Et brøl fra midtergangen
Udover at kunsten har en fortælling eller to på hjerte, så er placeringen på museet også et statement i sig selv. Imellem Matisse, barokkunst, moderne dansk kunst fra 1960’erne og scenen ligger Skulpturgaden, ”midtergangen”, hvor værkerne er placeret rundt omkring. Positionen ude i det åbne, hvor du sjældent er for dig selv, understøtter min og publikums mulighed for at mærke historierne. Det forstyrrende, midlertidige og u-private i at være i en mellemposition – på en midtergang såvel som på et asylcenter.

Tijana fortæller, at udstillingen ikke henvender sig til en bestemt gruppe. Jeg tror også, at den fortæller forskellige ting, afhængigt af hvem den opleves af. For mig føles den som et venligt prik på skulderen. En påmindelse om det komplet anderledes udgangspunkt mennesker, jeg passerer, kan have. Og jeg håber, at danskere af anden etnisk herkomst oplever den som et skulderklem ved repræsentationen, nuanceringerne og brølet. Et brøl på SMK, der lyder fantastisk.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her