Perfekt musik, uperfekte kvinder

Da Lily Allen i oktober udgav albummet “West End Girl”, føltes det næsten som et kulturelt eksperiment, og albummet blev hurtigt omdrejningspunkt for endnu et af internettets moraliseringsrunder. Efter syv års fravær fra musikscenen leverede Allen ikke blot et lyrisk og musikalsk stærkt comeback, der høstede ros fra anmelderne, hun satte også gang i en længe savnet debat: Hvor meget tilgivelse er der egentlig tilbage til kvindelige kunstnere? 

For mens nogle kaldte albummet ærligt og sårbart, stemplede andre det som hyklerisk og uberettiget, fordi Allen selv var sin første mand utro og generelt har haft en problematisk fortid. Pludselig handlede den offentlige samtale ikke længere om musikken, men om hvorvidt Lily Allen overhovedet havde ret til at skrive den.

Klik her og Støt SEIN

Det er et mønster, der efterhånden føles genkendeligt. Vi vil have kvindelige artister, der er stærke og står op for sig selv, men ikke for bossy. Sårbare, men ikke selvoptagede eller udleverende. Relaterbare og ægte, men helst uden fejl. Vi siger, vi savner dengang  “celebrities were real celebrities”, men går næsten i spåner, når en kunstner som Chappel Roan siger “hold kæft” til en irriterende paparazzi på den røde løber. Og når de ikke lever op til vores forventninger, bliver vi skuffede – ikke bare over dem, men over os selv for at tro på, at de faktisk var “en af de gode”. 

Men hvornår har de egentlig bedt om, at være moralske eksemplarfigurer? Og er det ikke nærmest uundgåeligt, at vi, hver gang en ny kvindelig artist får succes, starter en stille mental nedtælling, til at hendes ellers fejlfrie image, spoleres af en enkelt dårligt formuleret udtalelse, en uunderbygget anklage eller bare af noget, der falder uheldigt i tidsånden? Se bare på Lizzo, hvis karriere styrtdykkede efter beskyldninger om et “toxic arbejdsmiljø” (en sag hun siden vandt), eller Janet Jackson, som blev blacklistet af MTV og andre store netværk efter Super Bowl-skandalen, som hun havde ingen kontrol over. 

Og det er ikke fordi, at de mennesker, som får mest spalteplads og taletid i medierne ikke skal holdes op til en vis standard, men jeg undrer mig over, om vores kollektive søgen på den “moralsk perfekte” kvindelige kunstner i virkeligheden er med til at yderligere opretholde de ekstremt høje forventninger, kvinder i forvejen lever under.

For med debatten, om at man “ikke længere kan adskille kunstneren fra kunsten”, føles det ofte som, at det kun gælder kvindelige artister, og at dem, der er bedst til at praktisere det, er kvinder selv. Og jeg spørger mig selv, om jeg, og mange andre unge kvinder, er begyndt at forvente en slags moralsk perfektion af vores idoler, som vi aldrig ville forvente af mænd?

Og er det reelt fordi at vi gerne vil have kvindelige idoler med et perfekt moralsk kompas, eller bruges det nogle gange som et dække på en ubevidst, internaliseret hård fordømmelse af alt, hvad kvinder foretager sig? Jeg kan ihvertfald ikke lade vær med at lægge mærke til forskellen på, hvordan vi fordømmer forskellige kvinder, og intensiteten af det.

På trods diskursen der har været omkring Lily Allens berettigelse til at lave albummet, er det som om at hendes image som den evigt 2010’er cool-girl har skærmet hende mod en større shitstorm. Måske fordi hendes fans er mere tilbøjelige til at undskylde hendes fejl? Eller måske fordi vi generelt er selektive i vores kritik?

Og det har jeg nødvendigvis ikke noget imod. Det er måske netop nødvendigt, at en højt elsket og likeable kunstner som Lily Allen blev sat under internettets lup for at tage hul på en nødvendig samtale. For hvis vi endelig skal forstå, at kunstnere er mennesker, og at menneskelighed ofte er med til at lave kunsten god, så må vi også løbende revurdere, hvad der er fair at forlange. Ikke bare for deres skyld, men faktisk også for vores. Jeg tror nemlig, at jo større en lup vi holder over dem, jo større en lup holder vi også over os selv.

Hvem må egentlig lave fejl?

Jeg synes det er en interessant samtale, for jeg ved ikke engang, hvad mit eget standpunkt er. Hvor høje forventninger skal vi have til hinanden? Jeg vil selvfølgelig ikke støtte kunstnere, der er diskriminerende, men er det realistisk (eller konstruktivt) at kræve moralsk renhed af mennesker, vi samtidig forventer at spejle os i? Hvad med idéen om at “support women’s rights AND wrongs”? #womeninmaledominatedfields? Er det kun de “quirky girlboss”-typer, der må lave fejl, eller må kvinder faktisk gerne lave noget, der er helt etisk forkert – uden at vi udrydder deres karriere? Eller ville det bare resultere i moralsk forfald?

Se bare på Kanye West. Trods adskillige adskillige skandaler, beskyldninger, antisemitiske, nynazistiske og kvindehadske (selv mod hans egen datter) udtalelser, fortsætter folk med at undskylde hans opførsel, fordi hans “genialitet” trumfer alt andet. Eller Johnny Depp, der, på trods af dokumentation på vold og misbrug af hans ekskone Amber Heard, blev frikendt af folkedomstolen, og hvor hans karriere fortsatte næsten uforandret. Mandlige kunstnere får lov til at gå på arbejde, gøre deres job og tage hjem igen. Deres kontroverser hænger aldrig rigtig ved deres karrierer, kunst eller legitimitet. 

Jeg kan ihvertfald få lange løg af, hvor gode vi som samfund er til at forstå nuancerne hos mandlige kunstnere med deres “krøllede hjerner” og “excentricitet”, mens kvindelige kunstnere konstant skal måles på både talent, moral og politisk bevidsthed. De forventes simpelthen at leve et liv, uden at træde nogen over tæerne, nogensinde. 

Og som om det ikke var nok, så skal de også være den “rigtige” slags politiske forkæmper og feminist. Bare se på Sabrina Carpenter, der med sn 60’er æstetik, babydoll-kjoler og sangtekster fyldt med seksuel innuendo, både hyldes og kritiseres for netop dette. I nogles øjne skaber hun et rum for kvinders femininitet og seksuelle lyster, hvor i andres er for male-gazet og stereotypt. Da hun udgav coveret til sit album “man’s best friend” med en mand, der holder hende i håret, gik internettet amok igen: Er hun feministisk? Er hun problematisk? Hvem bestemmer det? Og hvornår er det nogensinde godt nok?

I en verden, hvor alt er politisk, og hvor kunst aldrig “bare” er kunst, er det sværere end aldrig før, at ramme rigtigt. Alt kan læses som en kommentar til en større struktur, hvilket i sig selv ikke er forkert, men som også skaber et næsten umuligt landskab for kvindelige kunstnere at navigere i. Så risikerer vi ikke, at vi bare modkæmper de kvinder, som indtager de pladser, vi netop har kæmpet for i så mange årtier?

Den nye perfekthedskultur

Og det her handler ikke om at sympatisere med multimillionærer, som tjener på de mange usynlige led af underbetalte arbejde, og som jo er med til at forme den kultur vi alle indtager. Men det handler om en retorik, vi alle bidrager til, og som i sidste ende drysser ned til os dødelige borgere. For er det her ikke bare en fornyet udgave af vores velkendte perfekthedskultur, der førhen primært eksisterede i form af puritet, slanke kroppe og 12-taller, og som nu handler om ideologi og progressivitet? En perfekthedskultur, der historisk set altid har ramt piger og kvinder hårdest, og som altid formår at skifte form, lige inden vi når at slippe helt af med den? Er det mest feministiske og progressive måske bare at lade kvinder sænke skuldrene og være en smule nederen en gang imellem?

Men hvordan navigerer man så i alt det her, som en ung kvinde, der elsker musik, men også vil være bevidst omkring hvem og hvad man støtter op om? Hvordan balancerer man lysten til bare at nyde et album og behovet for at tage stillingen til kunstnerens person? Og når man først har lært at se de politiske implikationer i alting, kan man så nogensinde gå tilbage til at have skyklapperne på?

Midt i skriveprocessen på denne artikel fangede jeg mig selv i at tænke, om jeg bare hælder mere brænde på bålet. Hele dette selvkritiske trummerum, om hvordan man skal konsumere kulturelle produkter på den bedste og mest progressive måde, er måske bare endnu et unødvendigt krav til kvinder? En form for metakritik af kritikken, som man kunne skrive endnu en artikel om, og endnu en, og endnu en…

Men jeg tror nu, at jeg er nået frem til, at hverken fans eller kunstnere er problemet. Det er nok nærmere de rammer, vi alle eksisterer indenfor: en perfekhedskultur, der farver vores blik, og som gør det næsten umuligt ikke konstant at måle eller vurdere. Kvindelige kunstnere, og kvinder generelt, står i en umulig dobbeltrolle, hvor vores samfund insisterer på, at de både skal være produktet, fortællingen og moralen. Så måske er løsningen ikke at give dem længere snor, men at ændre den fortælling vi har om at kvindelige kunstnere skal være vores kollektive moralske projekter, i stedet for bare at være… mennesker.

Nu tror jeg, at jeg vil hoppe på min cykel, sætte West End Girl på og bare nyde det. 

Tekst: Anna Pauck Holm
Visuelt: Cirkeline Aggerholm
Redaktør: Laura Rye Bislev