Opbrud og ankomster // Savn

Jeg savner at høre til et bestemt sted og en bestemt tid. At være placeret og være forbundet. At have faste taktslag, en kronologi. En selvfølgelighed med altings opståen iboende i sig. En fandenivoldskhed puttet ned i en perle. Alle de pludselige grin og uanede berøringer. Jeg hader opbrud. Følelsen efter festen. Det øjeblik, hvor alle gæsterne er taget hjem, stearinlysene er begyndt at svinde ud, og duften af mennesker sekund for sekund fortyndes af den ensomme luft. Jeg savner min veninde, som er taget til Schweiz. Hende med de smukke melodier og en skønhed i sit væsen, som jeg hele tiden forsøger at gengive selv, men som aldrig bliver helt det samme. Nogle gange kan Facebooks videochat-funktion aflaste savnet lidt. Andre gange gør den det kun værre ved at tydeliggøre distancen, fraværet af fysisk nærvær.

Savnet er en prikken i min mave, der vokser sig til en måne, vokser sig så stor, at jeg ikke forstår, hvordan den kan være der. Den må blive klemt, have åndedrætsbesvær. Og nogle gange er det en tåre, der rammer kanten af mit hjerte, en umættelig følelse af den ypperste livsfylde i lyset af en solnedgang. Jeg har altid savnet. Når jeg ikke savnede min mor, savnede jeg min far. Savnet som en grundtilstand. Og så begyndte jeg også at savne min bedstefar, min soul mate, men jeg har bedt for ham hver aften i otte år nu. Minder hele tiden mig selv om ham, så jeg ikke glemmer ham. Savnet er en uoverstigelig kærlighed. Taknemlighed. Savnet er flygtigt. Jeg kan bilde mig selv ind, at jeg savner ham svenskeren, som kiggede mig så sødt i øjnene en nat i slutningen af august. I virkeligheden savner jeg nok bare de bølger, der florerede imellem os lige i den tid, de timer. Jeg savner at være sådan rigtigt ung. Få lov til at opføre mig ungt. Tilhøre en institution. Jeg finder på undskyldninger for at gå forbi mit gamle gymnasium. Ofte tager jeg mig selv i at gå forbi steder, hvor savnet har rod. For bare at mærke et steds specifikke energi én gang til. Ligesom jeg kan finde på at gå forbi steder, hvor vi havde vores første kys eller en særlig samtale. Og jeg ved ikke, om det er savn eller længsel.

Længslen er nært beslægtet med savnet. Før længtes jeg mod nu, men nu savner jeg det, der var. Jeg ved ikke, om jeg savner eller længes efter noget, der kunne minde om. Savnet er frygten for at glemme. Hjernen er en forbandelse. Den lagrer alle minderne, som bliver til erindringer, som man kan gå og savne. Et sted i hjernen er en smuk dal, som opbevarer alle minderne uberørt, men det er solens lys, der bestemmer, hvordan minderne huskes. Hvordan og hvornår de savnes. Savnet er både grimt og smukt. Den romerske Gud Janus bliver altid afbildet med to ansigter. Ét, der skuer frem, og ét, der skuer tilbage. Han vogter byens porte og broer. Janus er en flod. På den ene side af Janus er savnet. På den anden er længslen. Savnet og længslen tilhører det samme ansigt. Distinktionen mellem at savne og længes findes, men begge nuancer oprinder fra samme grundtone. De kommer fra en sammenlignelig affektiv tilstand, men skuer to forskellige retninger. Det er denne dobbelthed, der er både savnets og længslens særegne tegn. At de er uskønne i deres skønne essens.

Nogle minder er så stærke, at de ikke kan slettes fra ens hukommelse. Fordi kærligheden er ubrydelig. Eternal sunshine of a spotless mind kan ikke eksistere. Jeg har endnu ikke set et datingprogram, hvor teknologien var kærligheden forskyldt. Jeg fordømmer den dag, det sker. Nogle gange tænker jeg på, om grunden til at jeg ikke tog til Berlin lige efter gym var, fordi savnet ville være for ubærligt for mig på det tidspunkt. Og så skammer jeg mig over, at jeg er så forsigtig og så lidt young, wild and free, men jeg tænker endnu mere, hvor heldig jeg er at have så meget at savne.

Savnet holder ting i live, og at savne er at bære på det, der var. På tiden, stedet, stemningen, menneskene. Alle savner. Længslen er vi fælles om. Nogle gange savner jeg noget, jeg ikke ejer og aldrig har haft. Jeg længes. Platon skriver i sin kendte myte Symposion, at menneskene oprindeligt var hermafroditter, men Gud spaltede dem i to, og siden har kærligheden været længslen efter vores egen tabte halvdel. Længslen som et grundvilkår. At savne er at elske. Længsel er kærlighed. At savne er at føle, at man har placeret et stykke af sit indre hos en anden, så når personen ikke er der, kan man mærke rent fysisk, at man mangler det. Når gudinden Frejas ægtefælde, Od, rejser ud på sine langvarige rejser, græder hun guldtårer af savn og drager ud for at lede efter ham. For at fuldende det, der mangler i hende. For at fuldende kærligheden. Du føler dig mindre, når den, du savner, ikke er der, og du mærker, at det stykke, som mangler i dig, bliver større og større, uden at du kan være sikker på, at det også vokser i det andet menneske. Det er smukt, at noget, der aftager i én selv, kan vokse i et andet menneske. At man kan være så forbundet. En sjælelig forbindelse mellem savnende. På den måde er der noget ejendommeligt ved at savne på en slags omvendt måde.

Det hårdeste er at savne én, der ikke længere savner én selv, og man kan forsøge at finde someone like you, og måske vil det være fint. Måske vil det gøre savnet endnu mere smertefuldt, og man vil pludselig tage sig selv i at kunne relatere mere til Adele, end man troede. Og når den, som forlod dig, uformodet kærtegner dig igen efter det, der skulle være aldrig mere for evigt, vil du føle det som en forudanet andethed, og du vil genkende dig selv. Og du tænker, om dine arme og ben og læber tilhører en anden, men opdager, at det stadig er dig.

Gad vide, om man nogensinde bliver fortrolig med savnet? Om man længes, når man er gammel. Gad vide, om man kan spare sig selv for at savne ved at lade være med at elske eller holde af? Vil man helt uundgåeligt komme til at længes ud af intetheden?

Sommetider savner jeg, før noget overhovedet er slut, og jeg kan savne et menneske, der sidder lige ved siden af mig. Fordi det kan føles så rigtigt at befinde sig et bestemt sted. Så jeg begynder at savne på forhånd, fordi jeg ufrivilligt kommer til at minde mig selv om, at det vil nå til et opbrud. Når jeg læser det, lyder det, som om jeg ikke bare kan være, men jeg tror måske, at det i virkeligheden intensiverer min væren. Jeg hader at afslutte. Jeg ville ønske, at vi bare kunne spise spaghetti og drikke rødvin og høre Frank Ocean hele tiden. Savnet er et rum, der starter i min mave. Jeg vil ikke glemme, så jeg savner og savner og.