Poesien til dit liv – Når vinteren bider

03. marts 2018

Olivia har et soundtrack af poesi i hovedet. Digte, eller bare brudstykker af dem, som popper op i forskellige situationer. Som en linje fra en sang. Her i (den mest sindssyge) vinterkulde præsenterer hun tre digte, der kan sættes på repeat til foråret kommer tilbage. Digte om koldt og vådt vejr. Om tungsind. Om lyden af regn. Og om hvordan man flyver væk fra sommeren.

Foto af Caroline Hjorth Lehmann

På SEIN har vi gennem et halvt års tid haft en fast podcastserie ved navn ‘Soundtracket til dit liv’. Afsnittene havde forskellige temaer som fx ‘Når du smækker med døren’ og ‘Når du kommer videre’. Det giver så god mening at have musik til at følge én gennem en svær, spøjs eller fantastisk situation. Meget ofte skal der andres ord og kunst til at forstå ens egne følelser. Netop derfor har jeg taget idéen om et soundtrack til livet op igen. Jeg har masser af playlister med navne som ”januar”, ”godt humør!” eller ”blablabla” (der vist nok handler om et knust hjerte), der indeholder musik, som passer lige netop til de særlige situationer. Men der er også et andet ”soundtrack”, jeg næsten altid har med mig i baghovedet, og det er litteraturens. Det kan både være romaner, noveller, poesi eller noget femte. Bøgernes verden overrasker mig gang på gang ved at sætte ord på tanker og følelser, jeg slet ikke havde regnet med de kunne. Eller også kan jeg hive en bestemt passage eller et bestemt digt frem fra gemmerne, når jeg har brug for det til at sætte ord på nogle ting for mig.

Derfor vil jeg gerne prøve at præsentere noget poesi som for mig beskriver tiden lige nu – nemlig vinteren.
Vinteren er ikke noget nyt og spændende pust mere, her dybt begravet i februar. Den har bidt sig godt og grundigt fast, og jeg går, som mange andre, og drømmer om og tæller ned til det forår, jeg håber kommer meget snart.

Jeg vil starte med et lidt ældre digt af Frank Jæger, der skrev i første halvdel af 1900-tallet. Det er egentlig ikke, fordi jeg har et særligt forhold til ham eller kender specielt meget til hans (i øvrigt virkeligt store) forfatterskab. Jeg ved kun, at han er blevet kendt som en lidt ubekymret og sorgløs naturdigter, der dog også ofte havde en mørkere eller melankolsk undertone. Faktisk kan jeg heller ikke huske, hvordan jeg er faldet over det her digt, men det er linjen ”Februar har gjort os mindre”, der har bidt sig fast og dukker frem, ja, netop i februar.

Digtet beskriver, hvordan kulden og sneen kan tynge os, og hvordan vi ikke kan ”bede om at blive større” midt i al kulden. Jeg synes, det sætter fine ord på den følelse af afmagt, vinteren og manglen på sol kan give. Det beskriver også ventetiden hen mod foråret og håbet om, at april vil give ild og liv til hjertet igen.

Liden sol i disse uger.
Februar har gjort os mindre.
Sne som tynger.
Is som knuger.
Vi kan ingenting forhindre.
Vi kan heller ikke bede
om at måtte blive større.
Stær og mus og vinterhvede.
må på vore vegne spørre.
Men måske april vil hente
vore hjertebål tilbage
Sammen vil vi tålsomt vente,
liden sol i disse dage.

Tilbage i november ville Tove Ditlevsen have været fyldt 100 år, og det virker, som om hun virkelig har fået en ”revival” og bliver læst meget for tiden.  Der er meget at skrive om Tove Ditlevsen, og jeg er bestemt ikke ekspert; jeg er indtil videre kun blevet rørt af hendes poesi og har stadig romanerne til gode. Men lidt kan jeg da sige: Tove Ditlevsen kom fra arbejderklassen og blev ved at skrive for og med den gennem hele sit forfatterskab. Hun havde et omtumlet liv, som hun skrev meget nøgternt og ærligt om: forlist kærlighed, det svære i at være mor, psykisk sygdom, misbrug mv. Og så blev hun ofte kritiseret for at være sentimental og håbløst gammeldags i sin måde at digte på, bl.a. pga. hendes mange rim, men hun holdt alligevel fast i sin stil.

Jeg synes, Tove Ditlevsens ord er hjerteskærende knivskarpe i deres enkelhed. I digtet ”Regn” fra 1942 er det en regnvåd mørk nat, der sætter rammen om melankolien. Regndråberne smelter sammen med tårer, og ”tungsind har lyd af det dryppende regn”. På den måde synes jeg, digtet sætter ord på den genkendelige følelse af, at sindstilstand og vejr ofte hænger sammen, og at vinterens tunge, sortgrå og regnvåde tåge også kan tynge sindet.

REGN
Venner der gik og venner der kom,
regn over sortegrå tage,
tårer der drypper og falder så blødt,
én du har elsket, og én du har mødt,
da der ikke var lykke tilbage.

Regndråbers fald mod din åbnede hånd,
våde og skinnende blade,
rendestensfloder og hastende skridt,
et barn går imod dig, men er ikke dit,
og blir borte i barndommens gade.

Tungsind har lyd af det dryppende regn
og slukker hvert lys, der brænder –
skumringen bedrøvet i parkens trær
med benede oldingehænder.

Snart skal du sove så sødt, så dybt,
var du mon éngang vågen?
Dryppende dråber fra modent korn,
dagen er borte – nymånens horn
skinner fortabt gennem tågen.

Gråden er stilnet – stjernerne står
som klokker, der svinger og ringer –
Den du har mistet er lysende nær,
sindet er blødt som et regnbueskær –
natten har veldige vinger.

Jeg vil slutte med et digt fra en af mine absolutte yndlingsforfattere, i hvert fald af danske, Naja Marie Aidt, og et digt fra hendes debut Så længe jeg er ung (1991), der hedder ‘Hertil gik sommeren’. Her har vinteren ikke bidt sig helt fast endnu, så det passer måske bedre til overgangen fra efteråret til vinter, men jeg synes, det siger noget så fint om stadig at forsøge at hænge fast i sommeren og ”de talte dage”, selvom den er forbi. Det fortæller også om at skulle vænne sig til at være glad for vinteren og vende sig mod ”nye knitrende dage”. Igen det med, at der kan være en sammenhæng mellem vejret og himlens farve og så den farve, man har inden i. 

Hertil gik sommeren
Hertil gik sommeren
og ikke længere

om morgenen
er himlen stadig lyseblå
mine øjne er stadig naive
når jeg spejler dem i uret
men himlen og de blå blå øjne
de lyver

for op ad dagen
lukker vejret sig om mig
og fuglene flyver
et andet sted hen
mine vinger stækkede
når jeg spejler dem
i uret

hertil gik den yngste sommer
men de talte dage
er stadig de eneste
dem tør jeg ikke forlade

en spejlblank lyseblå
morgen
ta’r jeg omsider
en fremmed fjerdragt på
og prøver at vænne mig til den
jeg vender mig i den
mod nye knitrende dage

så skifter himlen farve
så letter jeg ganske langsomt
jeg flyver
i urets retning
fra sommeren
_________

Jeg håber, nogle af alle ordene fra digtene kan give mening som en slags ”poetisk soundtrack” til vinteren. Både når det kommer til at lade sig suge ned i følelsen af det frosne, melankolske tungsind, men også den utålmodige venten på forår og sommer og håbet for, hvordan det vil blive, når det kommer. Jeg synes i hvert fald ofte, at der er en sammenhæng mellem årstid og sindstilstand, og at det kan være fint at få sat ord på. For mig giver det rigtig meget mening at få sat ord på tanker og følelser af poesi (eller andre typer litteratur), det giver mig ikke bare genkendelse, men også liv og fantasi, og heldigvis er det en nærmest uendelig stor verden, man kan gå på opdagelse i.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *