Er Emma Holtens ‘Underskud’ den førstehjælp, vi allesammen har brug for?

Det er en tydeligt nervøs Emma Holten, der træder ud på scenen i teatret Revolver i København. Der lyder en klapsalve, hvorefter der bliver stille. På den store skærm ved siden af det lille menneske, spiller en slags GIF af et samlebånd på repeat, inden selve foredraget går i gang, og hun skifter slide. 

Holten taler enormt hurtigt, og i begyndelsen kan jeg næsten ikke følge med den informationsstrøm, der gør mig dels fascineret og dels forarget. At hun taler hurtigt, virker i begyndelsen forstyrrende, men understreger også meget fint, hvor meget der er at sige om det emne, hun taler om.

Den usynlige omsorg

Emma Holten blev i 2011 udsat for en digital seksuel krænkelse og skriver om, hvordan hun indtil da havde været blind overfor den omsorg, som samfundet dagligt drager for en i form af respekt.

”Da jeg begyndte at lave aktivisme om ofres ret til omsorg, både i form af ting som gratis psykologhjælp og forståelse fra omverdenen, var meget af den respons, jeg fik, at jeg krævede for meget af andre mennesker. Ingen skyldte mig respekt,” siger hun.

Hun beskriver, hvordan forbindelsen mellem mennesker i form af omsorg er blevet glemt og overset og i stedet erstattet af en forståelse af, at vi er uafhængige små øer, der ikke har brug for andres hjælp.

Det er en forståelse, der også i høj grad taler ind i forestillingen om, at man er svag, hvis man viser sårbarhed og beder om hjælp fra andre. Ingen skylder hinanden noget i en verden, der er designet til fuldstændig uafhængighed, og hvor frihed er det ultimative mål.

Hvad er den omsorg, som vi alle modtager hver dag, men som ingen lægger mærke til?

Emma Holten giver et eksempel fra en kommentar i Berlingske af Anne Kristine Cramon, der har titlen ‘Hvid du bager til dine kolleger, bliver du aldrig chef’.

At, en af dine kolleger har bagt kage til personalemødet, er netop den omsorg, der kan virke banal, og som måske bliver glemt efterfølgende, men som giver dig det ekstra overskud, du har brug for. Problemet er bare, at det ikke er den slags initiativer, der giver dig point i karrierebogen.

Samlebåndet 

Et af Emma Holtens spørgsmål, som hun kredser om til foredraget, er, hvorfor vi som land bliver rigere, men mere ulykkelige. En af hendes påstande er, at vi har taget al mening ud af det, vi laver.

Netop dette eksempel fik mig til at tænke over mit eget arbejde. Lige nu er jeg studerende, men i mit sabbatår arbejdede jeg i hjemmeplejen. Nu er jeg der kun i weekenderne og har det ikke længere så tæt inde på livet.

Jeg oplevede ofte, at der var så stringent en plan, at de borgere, man skulle besøge, bare blev et flueben, der skulle tjekkes af. Systemet er på en måde, hvor borgerne bliver tildelt hjælp til forskellige ting, for eksempel at få støttestrømper på og lave kaffe. Det er to ydelser, og dem bliver der måske sat fem minutter af til hver. 

Udover den slaviske plan, man skulle følge, skulle man også krydse af og skrive ned, når man var færdig med et besøg, eller hvis der var ændringer. Det er selvfølgelig smart nok, så der kan holdes et overblik, men man fik virkelig en følelse af at blive åndet i nakken, og det, tror jeg ikke, skaber de bedste forudsætninger for at drage omsorg for andre mennesker. 

Det er nogle hårde vilkår at arbejde under, fordi der ikke bliver taget højde for menneskers behov dag for dag. Og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at modtage den hjælp. 

Den slags planer er lavet med en forestilling om, at man altid har brug for det samme. Der er sjældent lagt op til, at man kan afvige fra planen og spørge personen, man besøger, hvad de har brug for i dag. Det er jo ikke sikkert, at det er det samme som i går. 

Emma Holten omtaler dette fænomen som taylorisme efter den amerikanske ingeniør Frederick Winslow Taylor, der er ophavsmand til ledelsesteorien scientific management, der søger at optimere arbejdsprocesser ved masseproduktion. 

Pointen er, at man gør arbejdspladsen til et samlebånd, hvor arbejdsopgaverne er så indskrænkede, at man ved præcis, hvilken værdi hver arbejdsopgave skaber, og medarbejderen dermed ikke er uerstattelig. 

Afslutningsvis siger Emma Holten: “Jeg vil give jer mere af det, I har brug for: ingenting,” og en blank side dukker op på skærmen bag hende.

Tekst: Dagmar Jespersen
Visuelt: Esben Løbner Rosenberg
Redaktør: Mille Ravn Nyhauge