Pytmand

Jeg er sindssygt dårlig til at være ærgerlig. Jeg hader den følelse. Som regel forsøger jeg derfor blot at undgå den. Jeg undgår situationer, hvor jeg kan risikere at blive ærgerlig, for det er svært at rumme ærgrelse, og den kan sidde i en længe. Da min søster og jeg var små, blev min søster altid afsindigt ked af det, hvis hun gjorde noget galt eller for eksempel kom til at ødelægge noget. Min mor kom i tanke om et program, hun havde set, da hun var barn. “Pytmand” hed det. Pytmand kom og reddede folk, når noget gik galt. Han havde et stort P på brystet, ligesom Supermand har et S. Men efter min mening er Pytmand den største helt af de to. Og så begyndte vi at sige “Pytmand”, hver gang min søster og jeg var kede af det og ærgerlige over noget. Og det hjalp.

Den historie kom jeg i tanke om for nylig. Og jeg tror, at jeg har brug for at få Pytmand ind i mit liv igen. Derfor har jeg fundet på min egen Pytmand. Han er ikke helt ligesom Supermands-Pytmand, men til gengæld lærer han selv at sige pyt. Det tror jeg, at rigtig mange af os har brug for at gøre.