Radioaktiv stråling

10. september 2020

Rasmus har skrevet en tekst om sangerinden Joan Baez og hendes album ‘Gulf Winds’ fra 1976. Han har skrevet om at forbinde bestemte albums med helt specifikke situationer, og om hvor utilstrækkelig man kan føle sig, når man forsøger at finde ord, der kan beskrive noget, man elsker.

Dette er ottende del af en tekstserie om plader, Rasmus mener ikke har fået den anerkendelse, de fortjener.

Illustration af Helena Hollænder

Der er musikere, jeg er besat af i perioder, hvorefter jeg glemmer dem til fordel for andre musikere, og musikere, jeg stort set kun lytter til i meget specifikke situationer: Jeg lytter for eksempel altid til Joni Mitchell om vinteren, og jeg hører altid Britney Spears, når jeg er ude at flyve – måske fordi der er noget ved hendes mekaniske og syntetiske poplyd, der passer godt til den futuristiske oplevelse, det altid er for mig at sidde i en flyvemaskine. Og så er der de – meget få – musikere, jeg mere eller mindre altid lytter til. De musikere, jeg altid er i humør til, uanset hvor jeg er, og hvad jeg laver, uanset årstiden, vejret, og hvor mange meter jeg er over havets overflade. En af dé musikere er den amerikanske sangerinde Joan Baez. Siden jeg stiftede bekendtskab med hende for små fem år siden, har der været meget, meget få tidspunkter, hvor der ikke har været i hvert fald et blandt hendes mere end 30 albums, der har formået at indkapsle den stemning, jeg netop i det øjeblik har befundet mig i. Hendes musik har altid været et hemmeligt sted, et fort bygget af to stole med et lagen henover, en blyforet skattekiste, jeg igen og igen har besøgt for at finde ro, vejledning og mening, og den betydning, jeg på forskellige tidspunkter har kunnet finde i hendes musik, har efterfølgende permanent farvet mit forhold til den. Ligesom radioaktiv stråling stadig hjemsøger Marie Curies ejendele – hendes tøj, møbler, kogebøger og laboratorienoter – er der minder, tanker og følelser, der altid kommer tilbage til mig, når jeg lytter til Joan Baez. Når jeg for eksempel lytter til hendes varme, countryagtige 1971-album ‘Blessed Are…’, er jeg med det samme hensat til solrige forårsdage tilbragt liggende i det tørre græs i El Retiro-parken i Madrid, mens den mere rå, rockede og melankolske lyd på ‘Dark Chords on a Big Guitar’ fra 2003 altid minder mig om gåture i efterårets grålige København med regndråber, der lyder som små piskesmæld mod paraplyen over mig. Hendes hudløse, gåsehudsfremkaldende fortolkninger af traditionelle folkesange på ‘Joan Baez in Concert’ fra 1962 minder mig altid om den fantastiske periode, hvor jeg endelig slog op med min ekskæreste – jeg elskede, hvordan alle sangene handlede om død – og hendes seneste album, ‘Whistle Down the Wind’ fra 2018, dannede soundtracket til en magisk sommerferie i New York for nogle år siden. Og så er der ‘Gulf Winds’ fra 1976, mit yndlings Joan Baez-album. Det lytter jeg til, når jeg drømmer mig væk. Fra alting.

Sangene er sælsomme puslespil af billeder, erindringer og refleksioner, der er sat sammen på mærkelige, kantede måder

For man kan drømme sig væk i ‘Gulf Winds’: Joan Baez skrev albummets ni sange, mens hun rejste rundt i USA og spillede på den ikoniske, karnevalslignende koncertturné ‘Rolling Thunder Revue’, der var anført af Bob Dylan, og sangene er på hver deres måde præget af den drømmeagtige og flimrende rastløshed, der – forestiller jeg mig – kendetegner livet on the road. Sangene er sælsomme puslespil af billeder, erindringer og refleksioner, der er sat sammen på mærkelige, kantede måder, og få af disse billeder bliver dvælet ved meget længere end det formodentlig ville tage at passere dem på motorvejen. En anmeldelse i New Musical Express fra 1976 konkluderede, at hun i modsætning til eksempelvis Bob Dylan og Joni Mitchell ikke formår at økonomisere sit billedsprog. Det er på en måde rigtigt, men den overvældende og desorienterede måde, hun sammenkobler metaforer af både den unikke og den allermest banale slags, er også en styrke: Når hun skriver, er hun som en tryllekunstner, der lægger en hel stak spillekort ud på bordet foran dig og beder dig trække et, men selv samler alle kortene sammen og blander dem, før du overhovedet har nået at overskue situationen. Det er forvirrende, let frustrerende, men stadig sært kraftfuldt.

Det er denne konstante skiften mellem det abstrakte og det intime, der gør ‘Gulf Winds’ til en meget, meget følelsesmæssigt rensende og nærmest magisk lytteoplevelse.

Det bedste eksempel er den ti og et halvt minut lange akustiske titelsang, hvor den sælsomme åbningslinje “It’s only when the high winds blow that I wish my hair was long” fører lytteren direkte ind i en uendelig lang og helt fantastisk montage af scener fra hendes liv: både drømte og virkelige. Jeg kommer til at tænke på klichéen om livet, der passerer revy. Det ene øjeblik besynger hun uigennemtrængelige, surrealistiske billeder af sin sjæl, der forlader hendes krop for at materialisere sig som et spøgelse forklædt som et persisk barn, og det næste øjeblik er vi helt nede på jorden igen, i køkkenet sammen med den helt unge Baez og hendes mor, der lægger en hånd på sin datters pande og råder hende til ikke at forsøge at bære hele verdens problemer på sine skuldre. Det er denne konstante skiften mellem det abstrakte og det intime, der gør ‘Gulf Winds’ til en meget, meget følelsesmæssigt rensende og nærmest magisk lytteoplevelse. Ja, dét og så hendes stemme. Joan Baez synger så rent, så klart, med så meget indlevelse og med så perfekt udtale og artikulation, at jeg har svært ved ikke at tro på alt, hvad hun synger. Når hun synger, kan jeg ikke forestille mig, at Joan Baez nogensinde ville lyve for nogen. Jeg kommer til at tænke på Marie Curie igen, på hendes radioaktivitet, jeg tænker på den måde, radioaktive genstande altid bliver skildret i tegnefilm: med et kemisk grønt, ulmende og selvlysende skær om sig. Sådan forestiller jeg mig sangene på ‘Gulf Winds’: selvlysende. Et selvlysende skær, der forhindrer selv albummets til tider lige lovligt 70’eragtige produktioner i at overskygge sangenes nærmest kemiskbestemte ærlighed.

Det ene øjeblik beskylder hun Gud for med fuldt overlæg at ødelægge menneskeliv, bare fordi han mangler noget at tage sig til, og det næste, ja, det næste øjeblik proklamerer hun dogmatisk, at Gud er ufejlbarlig, og alle hans straffe retfærdige.

Denne sommer læste jeg Joan Baez’ bog ‘Daybreak’ fra 1968, en bog, der er lige dele memoir, drømmedagbog og politisk manifest. Jeg læste den, mens jeg befandt mig i Kroatien, læste den på stranden under den bagende sol og på altanen, hvor blæsten var overvældende og nægtede at finde sig i at blive ignoreret. Hen mod slutningen af bogen lyder det: “En af mine venner fortalte mig, at det ville være risikabelt at skrive om Jesus. Jeg risikerer det”. Jeg kommer til at tænke på netop de linjer, fordi kristendommen er et af de eneste motiver, der går igen på stort set samtlige af albummets sange. Gud, Jesus, djævelen, engle og dæmoner dukker op konstant: “One preacher said sing out loud and clear / It’s the only life you’ve got / And the next one said be good on earth / you have another life at the feet of God” synger hun gåsehudsfremkaldende om sine oplevelser i søndagsskolen som barn. Djævelen genkender hun i både en elskers øjne og i månelyset, der bliver reflekteret på en båd et sted ude i nattens stille hav, og selv Bob Dylan får nogle gammeltestamentlige ord med på vejen: “You’ve got eyes like Jesus / But you speak with a viper’s tongue”. Den ellers både smukke og iørefaldende sang ‘Kingdom of Childhood’ er ren dommedagsprofeti: Folk står intetanende ved kysten, mens tidevandet kommer og oversvømmer alt, døden ankommer i store vikingeskibe. Det ene øjeblik beskylder hun Gud for med fuldt overlæg at ødelægge menneskeliv, bare fordi han mangler noget at tage sig til, og det næste, ja, det næste øjeblik proklamerer hun dogmatisk, at Gud er ufejlbarlig, og alle hans straffe retfærdige. “Understand why God took back your voice” synger hun. Så kan man lige tænke over det. Og tjek lige den dramatiske og kryptiske ‘Stephanie’s Room’ ud, hvor kaskaderne af klaver lyder som en snestorm, der indhyller sangen i iskold hvidhed, og hvor verfremdung-agtige brudstykker af usammenhængende dialog bliver kædet sammen med skæbnesvangre billeder som dette: “Five red tail hawks are circling / Above us in the sky / You said they’d bring good luck / And then you said goodbye / You smiled and said: “I’ll see you sooner than you think.” / But will you?”. Man aner undergangen lige indenfor rækkevidde. Og jeg kunne blive ved…

Jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal stoppe igen, når jeg først er gået i gang med at skrive om ‘Gulf Winds’. Jeg har svært ved at stoppe, før jeg synes, jeg tilstrækkeligt har formået at indkapsle alle de mange faktorer, der gør albummet fantastisk, skønt jeg ved, det er umuligt nogensinde at blive helt færdig. Det er svært for mig at forklare hendes genialitet, at forklare, hvorfor jeg elsker hende så meget, som jeg gør. Der vil altid være nye sten at vende, nye verdner at drømme sig væk i, altid være lagre af uranium, der endnu ikke har bestrålet mig, gjort mig selvlysende. Jeg bliver aldrig færdig med Joan Baez.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN