Voksensyg

Min veninde har haft kyssesyge. Hun var nede i en måned, talte minutterne, ja sekunderne, til hun kunne tage den næste dosis smertestillende – to iprener og to panodiler.
Selvom det snart er mere end et halvt år siden, bliver hun ved med at blive syg. Halsbetændelse, influenza og forkølelse.
Før hun blev syg var hun ude hver weekend, fest på kollegiet eller i byen, nu går hun hjem klokken 20.00 efter vi har set Bjørne Brødre.
Det gør mig ikke så meget, jeg er ikke en hardcore festtype, du finder mig aldrig på et brunt værtshus klokken 05. Jeg skal have en øl, max tre eller måske 2 drinks, så skal jeg danse, og sådan kan du holde mig ude, måske til klokken 02 allersenest. Og nu efter corona, så er jeg med et slag 10 år ældre. Jeg har slet ikke behov for at mase i en kø, i en bar med for høj musik, mennesker der lugter af sved og røg, tisse på et klamt toilet eller gå på klistret gulv.
Jeg vil gerne inviteres til middag, få en lille starter, gerne i form af aperol spritz, derefter et fuldt måltid, gerne flere retter. Så vil jeg gerne drikke rødvin langsomt, vegeterende, mens vi vender verdenssituationen. Jeg vil gerne stå frisk op søndag morgen klokken 09, vande mine planter, spise røræg og drikke kaffe laaaaaangsomt.
Jeg vil ikke udsætte mig for forgiftning og med vilje påføre mig selv de symptomer, som følger med, heriblandt kvalme, opkast og udmattende træthed.

Tusindvis, hundredtusinder af danskere har været syge med corona.
Det blev til ugevis af beskeder fra alle afkroge af min omgangskreds, nu er den syg eller nu har vi lige været syge, så “vi er ikke nervøse for at få det længere”.
Til sidst fik min roomie det også, men ikke jeg. Den sidste bølge gav mig en følelse af at stå nystrøget ved udvælgelsen i The Hunger Games. Navn efter navn bliver trukket, til sidst er der ikke nogen andre tilbage end jeg selv, og alligevel bliver jeg ikke udvalgt. Jeg har haft normal influenza, men ikke corona, så det er ikke fordi, jeg har et Super-Woman-immunsystem, corona ville bare ikke have mig. Måske er det ligesom med myg, hvis man lugter på en bestemt måde, vil de ikke have éns blod.
Det gjorde mig uendeligt frustreret, at der er en global pandemi, men jeg bliver almindeligt voksensyg. Jeg følte mig helt elendig, havde så meget selvmedlidenhed. Man skulle tro, at vi bliver mere robuste med årene. Min personlige oplevelse er dog det modsatte.

Mit barne-jeg elskede at være syg. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har ”faket” sygdom i folkeskolen og gymnasiet. Når man er børnesyg betyder det hele dage på sofaen opvartet af ens forældre, Ringenes herre eller Harry Potter på repeat, is og hønsekødsuppe, for man kan umuligt spise fast føde, “medmindre det måske er pizza” for at citere Anders Matthesen.
At være voksensyg stinker. Man kommer bagud med arbejde og studie og bliver endnu mere stresset end man er i forvejen. Der er ingen, der tager opvasken eller skifter ens gennemsvedte sengetøj. Måske bestiller man take-out, hvilket leder til finansielle tømmermænd eller man spiser havregryn med mælk, indtil man løber tør for mælk. Man drikker te, skriver en undskyldende besked til studiegruppen, og sender dem det halvfærdige powerpoint, som de nu må overtage ansvaret for.
Man er alene med sine tanker, for syg til at læse, være produktiv og rydde op, men ikke syg nok til bare at sove 20 timer i døgnet og få det overstået.
På dag to slår det overreflektive stadie ind; Hvad laver jeg egentlig med mit liv? Burde jeg droppe studiet, rejse til Zanzibar og blive guide? Hvorfor skriver mine venner ikke og hører, hvordan jeg har det? Helt ensom og ynkelig. Skulle jeg tage hjem til mine forældre? Ej, det orker jeg heller ikke, så kommer vi sikkert bare op og skændes, fordi jeg har minus overskud til at deale med dem.
Dag 3. Ok, det går lidt bedre. Det er tid til et bad, rykke ind i sofaen og se en tv-avis, så kan man da i det mindste re-joine verden en lille smule. Instagram flyder over af vinterbadning, gåture, cafeture, kæresteture, ture, ture, ture, hvis folk bare turde at være i nuet.

Gilmore Girls og te, file negle, ømme muskler, snotpapir i en bunke på gulvtæppe. Jeg kommer til at tænke på min mor, som altid ville komme med en plasticpose, som jeg kunne putte dem i, netop for at undgå det lille snebjerg af papir på gulvet. Nu stabler jeg snotkuglerne i trods, samler dem måske op senere eller imorgen. Kigger ud af vinduerne, de kunne godt trænge til en pudsning. Bliver aldrig færdig, kommer aldrig i bund.
Dag 4. Melder mig rask på arbejdet, tager til forelæsning på studiet, det er spændende, men de sidste 30 minutter dunker min pande. Har glemt panodiler. Jeg er et genfærd genopstået fra de døde, socialt akavet, stiv i hele min væren. Jeg sidder i en osteklokke adskilt fra de andre. Jeg er der kun, fordi jeg har trukket mig selv af sted, fandens stædig, eller måske er det mere fordi, jeg ikke kan overskue konsekvenserne af at blive væk.

For præcist et år siden stod min familie mit i en krise, min far gennemgik et alvorligt kræftforløb (som om der er nogen kræftforløb, der ikke er alvorlige).
Foråret 2021 sidste fase – en transplantation af stamceller i rygraden. Jeg kunne først ikke rigtig acceptere eller forstå, at det var muligt; at tage levende stamceller ud af rygraden, rense dem og puttet dem tilbage igen. I mellemtiden slog bidsk kemobehandling praktisk talt alle andre celler ihjel. Kræftceller er “kroppens celler, der vender sig mod sig mod sig selv” sagde de, for min hjerne var det helt uforståeligt og ulogisk, hvis jeg ikke kunne forstå det, passede det nok ikke (tror måske det er sådan nogle mennesker har det med klimakrisen).
Efteråret 2020, ville jeg ikke tænke på det, ikke snakke om det, ikke engang se min far.
Jeg var bange for hvad min hjerne kunne finde på, hvis jeg begyndte at acceptere det faktum, at han havde en dødelig sygdom.

I Danmark er det mest dramatiske man kan dø af efterhånden kræft eller biluheld.
I denne tid tænker jeg på Ukraine og kan slet ikke tage det ind. Kan forskellige traumer stilles op kulturelt på en rangstige? Jeg tænker på, hvordan sønner og fædre kæmper for deres land, for deres frihed og fremtid. Jeg tænker på, hvordan jeg kørte min far frem og tilbage fra Roskilde sygehus. Det var det eneste, jeg kunne gøre. Det er måske dumt, arrogant, barnligt eller bare langt ude at sammenligne på den måde, men hvis jeg havde kunnet vælge kampen frem for at se passivt til, så tror jeg, at jeg have valgt kampen. Hvis jeg kunne være blevet formindsket med nanoteknologi, indplantet i min fars immunsystem og slå alle kræftcellerne ned med kemiske kugler og bomber. Det ville jeg have foretrukket.
Når det handler om ens familie, er der pludselig ikke noget, der hedder frygt. Folk giver raskvæk en nyre eller mere for at redde dem de elsker, sådan er det bare.
Tiden efter den hårdeste del af kemobehandlingen faldt sammen med lockdown. Det var meget begrænset med besøg fra pårørende på hospitalerne. Til at starte med var det kun min mor, der måttet komme ind. Efter 14 dage fik jeg, og senere også min søster, lov til at komme ind. Jeg er sikker på, min far ville være død, hvis vi ikke var kommet ind og besøgt ham netop da, det er jeg helt sikker på. Jeg kunne se det i hans øjne, han havde givet op, hvis der var gået længere tid, uden at vi havde besøgt ham. Han havde brug for at vide, at vi har brug for ham. Det er nok humlen, man skal have noget at kæmpe for, det er måske dét, krig og sygdom har tilfælles.

At blive voksen betyder på mange måder at lære at leve med voksen-sygdom. Vores forældre er ikke uovervindelige superhelte. Alle har deres svagheder og begrænsninger, man kan ikke klare alt.
Som ung og som barn har jeg taget fysisk sundhed forgivet. I skrivende stund er jeg lige blevet 26 år og jeg forstår endelig, at fysisk og psykisk sundhed ikke nødvendigvis hænger sammen, sådan som det ofte prædikes. Den efter sundheds-forskrifterne perfekt fysik sikre dig ikke mod at være bundulykkelig eller omvendt.

Jeg har siden mine teenageår ofte svunget  i vægt. Ser jeg tilbage på tiden lige inden min far blev syg, synes jeg at huske et øjeblik, hvor jeg faktisk var i rimelig psykisk og fysisk balance, men jeg er ikke sikker, måske var det bare sammenlignet med den tid, der skulle komme. Kriser gør noget ved hukommelsen, jeg tror det er en overlevelsesmekanisme, hjernen giver slip for at give systemet ro.
Min fars sundhedskrise påvirkede hele min familie. Tiden føltes som et vakuum med ukendt udfald, vores individuelle behov blev tilsidesat og alt mod, håb og udholdenhed blev suget ud af os. Det var, som det lyder, forfærdeligt. Min far overlevede og ”silver lightning”, så har vi, han og jeg, det bedre sammen end før.

Her efterfølgende er jeg taknemmelig for den mentale udvikling, der fulgte med. Krisen gav mig så at sige “perspektiv” på tilværelsen. Jeg forstår og accepterer nu, at man ikke kan forudsige og planlægge alt, lige meget, hvor meget man prøver “at regne den ud”.
Jeg mærker efter på den gode måde, hvor jeg ikke bliver mere i tvivl hele tiden, men faktisk er i stand til at sætte grænser, skifte retning og tage valg, uden den eksistentielle angst som jeg ofte døjede med før.

For hvor slemt kan det gå? Vi lever i et velfærdsland, jeg kan altid flytte hjem til mine forældre, hvis det hele brænder på og frem for alt er vi i live.
Når alternativet er at miste sine kære, er det som om alle de valg, man skal tage, karriere, relationer, identitet osv., pludselig kræver langt mindre bekymring, man kan jo bare vælge om det er en selv, der bestemmer. Du kan kæmpe for det, som du vil have af livet, og det er frihed.
At miste til sygdom er det modsatte, du kan ikke gøre noget.

Livet, kroppen er skrøbelig og alderdom slipper ingen for, men jeg er i modsætning til mange af mine jævnaldrende ikke bange for at blive ældre. Jeg har indtil nu nemlig kun fået det bedre med mig selv og mit liv med alderen. Jeg er ikke bange for rynker, eller for at nå forskellige “liv-levels” indenfor en bestemt tidsramme. Jeg er kun bange for ikke at være i nuet, for (kliche-warning) det er, om vi vil acceptere det eller ej, det eneste vi har med garanti, vi har det, der sker lige nu! Så gå en tur, kys din kæreste, søg ind på den uddannelse, memento mori herfra og hold op med at spilde tiden.

Hannah har gjort sig nogle tanker om Astrids tekst:

Dette er vigtigt at værne om, selvom regn og skyer gør det svært at holde hovedet højt.