Ræset om den perfekte sommer

Forleden dag var jeg taget på runddelen på Nørrebro med nogle venner, for at fejre, at det endelig var varmt nok til, at man kunne sidde udenfor om aftenen. Det var i en af de der konstellationer, der opstår, når flere grupper spontant slås sammen og laver noget, hvilket alene i sig selv er et forårstegn for mig.

Da vi sad der, spurgte en i selskabet så: “Er vi enige om, at den her sommer bliver fucking fed?”. Et retorisk spørgsmål, som vi alle istemte os med forskellige variationer af “ja klart”. Sådan lidt kliché, men et ritual, jeg nemt kan sætte pris på – det skulle få os til at glæde os over, hvad vi har i vente.

Klik her og Støt SEIN

Det kunne godt virke som starten på en Jonas Risvig-serie. Men det føltes for mig mere som at se gyserfilmen ‘Saw’. Og det burde nok give mig sommerfugle i maven, men det gav mig i stedet kvalme. Eller, mere nøjagtigt, gav det mig samme følelse, som at skulle finde camp på Roskilde eller lægge planer for nytårsaften: præstationsangst.

Sommeren kommer hurtigere og hurtigere for hver dag, der går. Hver dag bliver lysere, længere og varmere, og det går for stærkt. Tanken om de lange dage, der skal fyldes ud, er intimiderende. Sommeren kan til tider føles som et langt nytår. Den skal fyldes med de rigtige mennesker, se rigtig ud på billeder og lyde perfekt, når den genfortælles.

Min præstationsangst kan faktisk beskrives med et konkret og uundgåeligt scenarie: I løbet af de næste par måneder kommer der, før eller siden, til at være mindst en gang, hvor jeg sidder derhjemme uden planer med andre.

Og jeg vil kunne følge med i alt det, jeg ikke laver. Ølkander, udspring i havnen, nye bekendtskaber over kortspil og Meyer. Og hvordan jeg kommer til at have det med mig selv i den situation, er det, jeg bekymrer mig om. For at sige det ligeud, kommer jeg nok til at sidde med følelsen af at være en kæmpe taber.

Det drejer sig ikke om den klassiske FOMO. Stod jeg med planer og dermed overfor valget om faktisk at tage ud, ville jeg måske sige nej. Det er ikke altid, at jeg ville ønske, at jeg var derude – jeg ville bare ønske, at jeg var en der havde muligheden. Ellers føler jeg, at jeg sakker bagud i ræset.

Det hele startede nok, da jeg selv begyndte at deltage i dette ræs om den perfekte sommer. Da jeg selv nøje udvalgte mine ord til at fortælle om mine kommende planer, tog jeg ud, selv hvis jeg var træt, og tog 100 billeder for at få nøjagtigt det, der så perfekt ud på min story.

Det bliver heller ikke meget bedre af, at vi med sociale medier lige har et par hundrede mennesker, udover dem, vi taler med til hverdag, at spille smart overfor. Jeg har nok, hen ad vejen i min egen deltagelse, glemt at ræset også bare er en leg, og er kommet til at internalisere dets spilleregler lidt for meget.

Forleden læste jeg om et studie, en forsker havde lavet om popularitet og status blandt unge. En afgørende faktor for dem, der var dømt populære i studiet, var en simpel faktor: udstrålingen af at have det sjovt. 

“De populære fællesskaber er populære, fordi de giver adgang til at realisere, som opfattes som det gode ungdomsliv. Og det handler rigtigt meget om, at man skal have det sjovt,” forklarer ungdomsforsker Maria Bruselius Jensen i artiklen ’14 år for evigt’ i Weekendavisen den 26. april.

“Det lyder måske meget basic. Men det fylder helt vildt meget. Det kan handle om at have det grineren i kantinen eller komme til de rigtige fester. Altså simpelthen bare at lave noget, som opleves som sjovt og spændende, og kunne vise det til de andre.”

Det er altså ikke helt uforklarligt eller overfladisk, at vi har så stærk en trang til at vise andre, hvis ikke også os selv, at vi har det sjovt. Det er jo dybest set det, vi prøver at opnå i vores fortælling om den perfekte sommer. Det udtrykkes på forskellige måder, afhængigt af, hvilke kredse, vi er i, men alt sammen har det tilfælles at ville vise, at vi lever det gode ungdomsliv.

Popularitet er mere end et kosmetisk og forbipasserende teenagefænomen – det er en måde at sikre sin plads på i et hierarki, og bekræfte os selv i, at vi ikke ligger på bunden. Et fænomen, der findes i alle fællesskaber. Voksne bruger bedrifter, indkomst og succes som markører, og vi bruger vores fortælling om vores gode liv.

De populære i studiet er faktisk også dem, der har bedst status i deres voksenliv. Dem, der tjener godt, lever længere og er lykkeligere. De samme, der udstrålede det gode liv, da de var unge. Populariteten går ikke som sådan væk, den skifter bare udseende. Det er altså ikke helt mystisk, at vi er så optagede af den.

Jeg ved ikke, om min ven spurgte ind til sommerens gang, for at bekræfte sig selv. Men jeg erklærede mig enig, for at bekræfte min egen plads – ja klart, jeg er også en af dem, der får en god sommer.

Det mest oplagte ville nu være at opfordre til at melde sig helt ud. Det står lidt skrevet mellem linjerne. Og det er da nok det mest ideelle.

Men jeg kan heller ikke forestille mig at melde mig helt ud af ræset, ligegyldigt hvor meget jeg måske kritiserer det. Det er nok et mindretal, der helt kan det. Så i stedet har jeg lavet en liste af ting, der hjælper på at få ræset lidt mere ud af hovedet.

Spørg dig selv: Hvad vil du selv?

Vil du rent faktisk gerne være ude lige nu, eller ville du bare ønske, at du havde muligheden? Hvis svaret til det første er nej, så nyd stilheden.

Gør flere ting alene

Hvis det, du vil lave, er ude i offentligheden, kan du også gøre det selv. Så skal du heller ikke konstant gå på kompromis med andre. Det er også en af de bedste øvelser imod frygten for, hvordan man bliver opfattet af andre. Det er også en helt vild fed måde at møde nye mennesker på. Kæmpe anbefaling herfra. 

Få en hobby

Eller ej, det lyder lige lidt hårdt. Men helt seriøst. Enten har du 1000 film, du vil se på en liste. Eller bøger, du gerne vil læse. Eller to eller ti hækleprojekter, du ikke har færdiggjort. Det er sikkert oftest, når du ser stories i midten af din doomscrolling, at du kan få det værst med dig selv. Hvis du har det fedt med at passe dig selv, bekymrer du dig ikke over, hvad alle andre laver.

Lav planer

Nok den mest pragmatiske løsning på listen. Hvis du ikke kan finde planer, må du selv lave dem. Og hvis du ikke kan få nogen med på dine planer, så pyt! Så læs listen (og måske indlægget) forfra.

Tekst: Idun Sandsgaard
Visuelt: Emma Kreutzfeldt
Redaktør: Laura Rye Bislev