Tanker fra det første marathon

10. maj 2024

Søndag d. 5. maj var dagen, hvor København atter engang fejrede sit årlige løbeamok. For nogle var søndagens løb ét af mange, men for mange andre, heriblandt mig selv, var det første gang. Denne artikel byder på mine, Mads’, tanker og refleksioner derfra.

”Jeg gør det her næste år”

Femtentusinde deltagere – professionelle som amatører – stillede forhåbningsfuldt op med drømme, der indebar alt fra nationale og personlige rekorder til blot at gennemføre et marathon.

Som sædvanlig var store dele af Hovedstadsområdet blevet lukket ned, for at det aktive København kunne holde folkefest. En folkefest med centrum på Østerbro, der spredte sig over adskillige gader og kvarterer. Sidste år kom marathonløberne forbi min egen lejlighed. Der stod jeg på min altan, 20 år gammel, naiv og lige flyttet til København og beskuede de mange løbere. Her lovede jeg også mig selv, at jeg bare måtte deltage i denne festlighed. Og det løfte fik jeg omsider indfriet i søndags.

Jeg har altid set marathondistancen som noget nærmest umenneskeligt. En af de ypperste fysiske præstationer, som man måtte være en smule syg i hovedet for overhovedet at kaste sig ud i. Især hvis man ikke har baggrund fra en udholdenhedsbaseret sport som løb (hvilket jeg ikke har).

Det har altid været noget jeg har haft lyst til at prøve, men samtidig har jeg tænkt, at det kommer jeg nok aldrig til. Ganske vist kender jeg et par stykker, som engang for længe siden har gennemført et marathon, men det var stadig noget, der syntes meget fjernt for mig. Indtil jeg pludselig stod og havde tilmeldt mig.

 

Det har altid været noget, jeg har haft lyst til at prøve, men samtidig har jeg tænkt, at det kommer jeg nok aldrig til.

Beers out, gels in

Umiddelbart efter min tilmelding følte jeg en bølge af løbesyge skylle ind over befolkningen. Særligt unge. Strava var pludselig blevet et hvermandseje sidestillet med Instagram og TikTok. Hver gang jeg snakkede med nogle fra folkeskolen eller gymnasiet, blev der lige smidt noget ind i samtalen med hvor hurtig en pace, vi hver i sær løber fem kilometer.

At bevæge sig ud i et spontant langdistanceløb er ikke længere noget, man kun forbinder med mænd med midtvejskriser i 40’erne, men det er nu også unge som mig selv, der måske trænger til lidt spænding eller en ekstra udfordring i sabbatåret. Var jeg blevet fanget i dette pace-optimerende løbeunivers? Og hvilke drivkræfter havde båret mig derhen?

En ven spurgte mig engang lidt kritisk: Er det bare så du kan sige du har løbet et Marathon? Et spørgsmål der tog mig lidt på sengen. Hvorfor vil jeg det egentlig? Er det for at vise andre noget? Vil jeg vise noget overfor mig selv? Og hvorfor har jeg overhovedet brug for at bevise sådan noget overfor mig selv.

Jeg havde inden da aldrig løbet mere end ti kilometer, så det kom i den grad bag på samtlige i min omgangskreds, at jeg efter at have set Copenhagen Marathon fra min altan, havde besluttet mig for, at den oplevelse måtte med i livets rygsæk.

At bevæge sig ud i et spontant langdistanceløb er ikke længere noget, man kun forbinder med mænd med midtvejskriser i 40’erne, men det er nu også unge som mig selv, der måske trænger til lidt spænding eller en ekstra udfordring i sabbatåret.

Blod på tanden

For omkring ni måneder siden begyndte jeg så at træne op til mit første marathon. Uden helt at have på plads hvorfor eller hvordan jeg skulle udføre det. Jeg svor overfor mig selv, at jeg ikke ville hæfte mig så meget i min tid, det perfekte udstyr, og sådan nogle ting.

Jeg så det som en in-and-out. En once-in-a-lifetime-experience. Alt, jeg havde på agendaen, var blot at gennemføre det. Løb måtte nødigt blive min personlighed, så jeg var opsat på stadig at få et par øl, når jeg så fodbold med vennerne, og ellers ikke ændre betydeligt på mine vaner med kost og alkohol. Men efter et par løbetest samt at have bevæget mig ud på nye længere distancer fik jeg blod på tanden. 

På en måde var jeg blevet resultatorienteret på samme måde som de fast dedikerede marathonløbere, jeg før kunne have fordømt. Øl og byture har siden da været stort set lig nul fra min side af. Kylling, ris og pasta blev min primære spise. Kulhydrat- og elektrolytpulver blev mikset sammen med vand og drukket i stiv arm når jeg skulle carbloade.

Som tiden gik, anerkendte jeg mere og mere, at jo tættere vi kom på løbsdagen, at løb nok egentlig havde overtaget en stor del af min personlighed. I hvert fald en betydelig plads i mit liv.

Løb måtte nødigt blive min personlighed, så jeg var opsat på stadig at få et par øl, når jeg så fodbold med vennerne.

Den store dag

Den 5. maj 2024 bliver en dato, jeg aldrig glemmer. Det har jeg nok tilfælles med de 15.000 andre løbere og mange af dem, der ivrigt heppede med i københavns gader. Jeg stod i startområdet med fire andre drenge, jeg havde gået i 0. klasse med. Vores respektive familier var også med.

Selvom vi havde vidt forskellige mål for løbet, så var det meget stort for os alle, familierne inklusiv, at en flok drenge, der havde kendt hinanden i så lang tid, nu bevægede sig ud på 42,195 kilometer sammen for første gang.

Vi er allesammen, uafhængigt af hinanden og måske uden at vide hvorfor, blevet ramt af denne her første-marathon-feber omtrent samtidig. Vi gik en tur sammen i Fælledparken dagen inden løbet, hvor vi så nogle af de bedste marathonløbere i Danmark være på deres opvarmningstur. Det var enormt spændende for amatører som os at se verdenseliten, som skulle løbe det samme løb som os.

De første mange kilometer af løbet var svære ikke at smile sig igennem. Især når jeg så nogle i publikum, jeg kendte. Et utal af tilskuere heppede på, der var larm og fest i gaderne, og jeg var fanget midt inde i den stemning, der gjorde, at jeg besluttede mig for at stille op sidste år.

Det var en helt bestemt euforisk følelse, der strømmede igennem kroppen, da vi løb forbi mange af Københavns fineste mindesmærker og attraktioner. Særligt husker jeg omkring 19 kilometer inde i løbet, da vi krydsede Dronning Louises Bro. Her blev jeg, for første gang på løbet, bekendt med smerte. Selvom det var svært ikke at smile i starten, kom der et tidspunkt hvorfra det blev umuligt at smile. Lige som jeg løb under 30 km-porten, løb jeg ind i den famøse mur.

Det var en helt bestemt euforisk følelse, der strømmede igennem kroppen, da vi løb forbi mange af Københavns fineste mindesmærker og attraktioner.

Jeg begyndte at blive døsig og havde svært ved at holde øjnene åbne. Helt fysisk sagde min krop fra på en måde, jeg ikke havde prøvet før, og nu kunne jeg ikke løbe lige så hurtigt, som jeg hidtil havde gjort.

Jeg fik en lille ny vind, da jeg omkring 34 kilometer inde i løbet blev overhalet af Siriuspatruljen. De løb med en stor slæde bundet fast til dem, som de havde en Soundboks på. Der var et par hunde i publikum, der gøede mens de løb ved siden af mig, hvilket virkede uvirkeligt. Jeg fik ekstra energi i et par minutter.

En stor forløsning

Til sidst måtte jeg virkelig hive langt ned i min rygsæk af ni måneders træning for at komme igennem løbet. Hver kilometer begyndte at føles længere end den sidste. Jeg kunne mærke en følelse af at give slip på alt. Alt, hvad der hed kontrol og fatning, var stille og roligt blevet taget fra mig.

De fantastiske tilskuere – og det skal virkelig understreges – var nu blevet en distrahering, der larmede og viftede med deres prætentiøse motivationsskilte, som om de ville forhindre mig i at gennemføre det her løb inde i mig selv. Flere gange var jeg ved at bryde ud i gråd imens jeg løb.

Om det var, fordi jeg udsatte min krop for den ultimative tortur, eller fordi jeg løb tættere og tættere på målstregen, vidste jeg ikke helt. Særligt i det sidste sving fra Østerbrogade til Østre Allé var jeg lige ved at græde af glæde af ren forløsning.

Til sidst måtte jeg virkelig hive langt ned i min rygsæk af ni måneders træning for at komme igennem løbet.

Jeg krydsede målstregen efter at have tabt en halv time til den tid, jeg oprindeligt havde sat næsen op efter. Men det var ligegyldigt. Jeg havde gennemført et helt marathon, og jeg kunne ikke være mere stolt. Da jeg krydsede målstregen i øsende regnvejr, var jeg så konfus, at jeg ikke engang kunne fælde en glædeståre. Jeg frøs.

Vigtigst af alt dog havde jeg presset mig selv min yderste grænse. Endda meget længere. Og selv efter jeg havde gjort det, pressede jeg videre. Mit første marathon er det vildeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg har stadigvæk svært ved at fatte, at jeg rent faktisk gjorde det. Jeg har lyst til aldrig nogensinde at røre mig igen, men har samtidig en følelse af, at måske gør jeg det igen en skønne dag.


 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her