Reportage: For en dag blev City Vest omdannet til et kulturelt paradis

26. marts 2024

Tomme butikslokaler og en snarlig gentænkning af, hvad centeret skal kunne, gav anledning til en fest af usædvanlig karakter. Aarhus’ kulturaktører var gået sammen om festivalen Centrum Vest, og Magnus drog med.

I slutningen af tresserne fremlagde man planerne for et visionært indkøbscenter i det yderste af Aarhus-bydelen Gellerup. Da dørene en håndfuld år senere åbnede til det, der i sin tid blev kaldt Gellerup Center, var det Jyllands første og største af slagsen.

Et center, som med årene blev kaldt ikonisk. De snørklede gange, overdækningen på centertorvet og den enorme parkeringsplads med OK-tankstationen som varemærke.

Men for ti år siden lagde man så småt an til det, der skulle ende som en “centerdød”. Butikkerne lukkede på stribe. Som årene skred frem, blev centeret solgt videre til entreprenørvirksomheden A. Enggaard. Til sidst kunne man læse i avisen, at de sidste tilbageværende butikker ville blive samlet i en lille del af bygningen.

Klik her og Støt SEIN

De visionære planer var blevet reduceret til et fjernt minde på en planche i ét af de gamle butikslokaler. Byens arkitektskole var rykket ind med en udstilling om transformationer, hvor tegninger og fotos fra centerets storhedstid hang på endevæggen, mens en DJ agerede soundtrack.

Anledningen var Centrum Vest. På papiret var det en endagsfestival, som fandt sted den 2. marts. Men man kunne lige så godt have kaldt det en slags begravelse eller farvelfest på tværs af planerne i det, der engang hed City Vest.

Fragmenter af et center

To kæmpemæssige, skriggule bannere hang ned fra balkonen. “UDSALG”. Der var lagt i kakkelovnen til en vaskeægte familiefest, som folk stod i barerne og drak Vodka Maté, mens børn for ind og ud ad lokaler med deres forældre i hænderne.

I et rum stod et DJ-set up bestående af spolebåndoptagere og en mixerpult – og det var i høj grad dén lyst til at udfordre normen, som gennemsyrede hele konceptet.

Der kørte stadig reklamer på skærmene rundtomkring. Disney+ og Mr. Vegas skulle lige nå at udbrede deres budskaber en sidste gang. I det tilstødende lokale sad folk bænket til mad og fadøl. Et spacey, rave-agtigt lokale var mørklagt og mindede en anelse om Berlin.

På selvsamme plan havde man den sjældne chance for at tegne på et butiksvindue og prøve kræfter med tufting. En gæst ved navn Sidsel havde været i centeret et par timer. Hun fremhævede netop tuftingen som det bedste, hun havde oplevet indtil videre, uagtet at hun selv kaldte værktøjet “en maskinpistol til garn” og fremstammede et nervøst grin.


Ved siden af kunne man prøve kræfter med et nylavet Escape Room. Historien var, at centeret var kommet i økonomiske vanskeligheder, og at en rig dame gerne ville finansiere et køb af hele stedet. Det krævede imidlertid, at man løste de tre poster. Anita fra ungefællesskabet Skaberværket havde været med til at lave en post og nævnte, at mange var kommet igennem med succes.

Inde bag et blåt tylgardin stod Muskila på en interimistisk scene omgivet af elektronik. På gulvet reagerede folk med genert nikken til musikken, som på ingen måde sparrede på bassen. Sideløbende blev der givet koncert på centerets torv, hvor man til lejligheden havde hængt aflange lyskegler i forskellige farver op langs bagscenen.

“Det er fandeme første gang, jeg spiller i et storcenter”, lød det fra scenen, da Dayyani havde spillet sit første nummer. Med sig havde hun et skarptskåret backing band med trommer og guitar. Sangene fra det kommende debutalbum bar præg af spansk guitar, og især ‘Nobody Kills Me Like You Do’ gjorde sig bemærket.

På trods af en konstant tikken over anlægget gennem hele koncerten, som end ikke blev løst af et mikrofonskift undervejs, nåede Dayyani i sidste ende i mål på stærk vis med sin hjemmebanekoncert.

Fortiden blev efterladt på rulletrappen

Det var lidt som at tage forskud på den beslægtede SPOT Festival, da man sad på en bænk ved indgangen og indåndede den blandede lugt af friture og cigaretrøg. Køerne snoede sig rundt om burgervognene og toiletterne, mens drenge løb rundt og råbte “Icekiiiid!” i munden på hinanden, så man ikke var i tvivl om, hvad de var kommet for.

Imens dannede den gamle H&M ramme om en koncert arrangeret af den lokale rapklub. De nye talenter blev bakket op ad DJ Zuuzan bag pulten, mens de rappede, som gjaldt det deres liv.

Publikum holdt sig ikke tilbage – klappen, jubel og hujen var det brændstof, som gjorde, at man måske var vidne til noget, der i fremtiden kunne blive stort. “Det’ en H&M, det her! Tag lige det med jer”, udbrød værten på syngende aarhusiansk, takkede for i aften og jagede folk ud på centertorvet.

Alt var, som det plejede, da DJ’en lagde ud med Pop Smokes ‘Dior’. Da Icekiid så endelig trådte ud på scenen iført en gorpet vest, var det til lyden af øredøvende skrig og “hey-hey”-råb.

Der var ikke sparet på noget, og da slet ikke den klassiske air horn-lyd, som i tæt sammenspil med ‘Seven Nation Army’-tricket lykkedes med at hype folk endnu mere. “Erru-erru-erru”, blev det teaset, så ventilationsanlægget oppe under glastaget gav sig til at brumme.

Under ‘Drippy’ stimlede centerets fyre sammen til moshpit oppe foran med deres blitztændte telefoner hævet i vejret. Det var nærmest som at se en tjekliste af publikumsklichéer blive vinget af, men Icekiid formåede at få folk med, som man sjældent har set det. Og da slet ikke i et indkøbscenter.

Efter koncerten bevægede publikum sig ud i centerets hjørner og op ad den stillestående rulletrappe.

På Plan 2 stod en flok mennesker rundt om et aflangt bord. “Vi er ved at pynte os med lir og tatoveringer”, fortalte Juline fra DJ-kollektivet VVE Collective, som havde været med til at arrangere de forskellige aktiviteter i rummet.

De var gået målrettet efter at genskabe stemningen af et forstørret pigeværelse. Væggene var prydet af kæmpeplakater med ‘The Hunger Games’ og ‘Twilight’, mens en hjemmelavet frisørsalon, DJ-pulte og forskellige slags stof med zebraprint udgjorde resten af interiøret.

Selv midt på aftenen var der stadig børnefamilier en masse rundt på gangene, og meget symbolsk var rulletrappen gået i stå. “MOVE with the TROUBLE” stod det skrevet over indgangen til kulturfællesskabet MUX’ rum.

Derinde stod et af deres bestyrelsesmedlemmer, Julie, og forklarede om samarbejdet mellem dem og andre af Aarhus’ kulturaktører, som havde indtaget stedet.

Midt på aftenen var man efterladt med en form for optimistisk dommedagsstemning

“Det bliver delt bag klædet”, sagde hun om det opdelte rum, hvor DJ’s spillede i det ene, og kunst blev vist frem i det andet. Bindeleddet var dekorationen på tværs af rummene, som var skabt af arkitekttrioen Snavs.

“Jeg bliver, indtil det ikke er sjovt at være længere, men lige nu synes jeg, det er fyldt med indtryk, så jeg bliver nok hængende, til det slutter. Men vores lydværk kan man ikke høre længere”. Hovedscenens enorme anlæg overdøvede det, selvom Omar Soleyman ikke var gået i gang med sin koncert endnu.

Midt på aftenen var man efterladt med en form for optimistisk dommedagsstemning. Stedets fremtid var konstant i baghovedet, og alligevel markerede man lukningen af centeret med en fejring af fremtiden.

Centrum Vest gav den kommende generation en unik mulighed for at være med til at skabe noget stort – uden overhovedet at gå på kompromis med stedets dna.

Det var lige dele begravelse og genfødsel.

Held og lykke i fremtiden. Tak for det hele, City Vest.


Tekst: Magnus Møller 
Visuelt: Emma Hjortkjær
Redaktør: Laura Rye Bislev

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her