Reportage: Mødetid, karatetid, skærmtid for altid

Politikerne og de andre ansatte på Borgen er storforbrugere af kantinerne. De hilser på hinanden, som man hilser på hende fra parallelklassen, man har snakket med én gang, og elevatoren er faktisk, som man har set i fjernsynet. Der er ikke så meget at sige om Christiansborg, som ikke allerede er sagt. Derfor vil jeg fokusere på nogle helt andre ting, der måske i virkeligheden siger en masse om Slotsholmens arbejdsvilkår og håndtering af både pres og presse. Her får I mine betragtninger fra hverdagens glimt på Borgen.

Det er mandag morgen og to kvinder i identiske beige trenchcoats med solbriller i håret og med gult adgangsskilt om halsen – hvilket, vi senere lærer, betyder ‘ansat i et parti’ – ryger cigaretter på den trappe, alle praktikanterne skal mødes på.

Jeg skal i praktik hos folketingsmedlem Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet og ved, at jeg skal følges med en vis Astrid. Jeg ved hverken, hvem hun er, eller hvordan hun ser ud, og smiler mig derfor lidt ind på alle, jeg møder på min vej, hvilket jeg ellers hurtigt finder ud af, at jeg skal holde op med.

Klik her og Støt SEIN

På dag to skal Camilla til noget hemmeligt. Astrid og jeg har pludselig en længere pause og snakker om, at det er, som om tiden ikke går på Christiansborg. Vi bliver enige om, at det er noget med, at der trods de mange vinduer stort set ikke kommer naturligt lys ind, og at man derfor ikke opdager, at solen flytter sig.

Der er i øvrigt spejle i både printerrummet, på alle kontorer, ved kaffemaskinerne, på gangene, ved håndvaskene på toiletterne men også inde på hvert enkelt toilet, og vi tænker: ”til hvilket formål?” Det må være noget med hele tiden at være klar til pressens jump scares. Eller også er det, så man kan se sig selv i øjnene, mens man laver topskattelettelser, man måske ikke engang selv tror på. I hvert fald ved enhver, at spejle er med til at gøre rum både større og lysere, men på trods af det er lyset dæmpet, og man opdager sjældent, at man har arbejdet i ti-tolv timer. Regeringen kunne fordelagtigt implementere denne lysdæmpning på alle offentlige arbejdspladser, så vi alle kunne arbejde lidt mere. 

Samtidig overlapper møderne. Google-kalenderen ligner en papmache, der er lavet af et børnehaveklassebarn – lag på lag på lag. Uanset hvad man gør, kommer man for sent til alting, men sådan er det bare. Det har Camilla efterhånden lært, fortæller hun på sit kontor den første dag, da vi gennemgår programmet, der i øvrigt slet ikke flugter med, hvad vi egentlig laver i løbet af ugen.

Den første dag fortæller en ansat i administrationen ligeledes, at hun efterhånden har lært, at en kop varm kakao fra servicekontoret – som er det sted, man får IT-hjælp – kan hjælpe ret så meget på de hårde dage. “Sådan én kan virkelig gøre underværker,” siger hun. Jeg tænker straks på de stakkels embedsmænd fra ‘Genstart’-afsnittet, der fortalte, hvordan nogle bestemte toiletter i et bestemt ministerium (muligvis Statsministeriet, jeg husker det ikke helt), bliver kaldt grædetoiletterne. Det skyldes, at de er lydisolerede og dermed de mest oplagte toiletter at græde på, hvis man er en presset embedsmand. Få en kakaomaskine ind i det ministerium!

Vi beslutter os for at se, om en servicekontorskakao virkelig kan lette presset, og tager den med ud på den store trappe for at få lidt frisk luft og tjekke, om tiden i øvrigt er gået. 

Mikkel Bjørn (ung, i jakkesæt og tidligere fra Nye Borgerlige men flygtet til Dansk Folkeparti) kommer ud med en pakke cigaretter i hånden, og jeg siger: “Giver du en cigaret, Mikkel B.?” Han siger, at det gør han og spørger, om det er det, man kalder ham, og jeg siger: “Ja, i den brede befolkning.” Han smiler, ved hvad der måske er tanken om at være kendt i den brede befolkning.

Han ryger blå Camel Swift, der giver mentolagtige læber. Vi snakker om, at man jo ikke længere må lave mentolcigaretter, men at der gerne må være mentol på papiret. “Satans EU,” siger jeg, og han svarer, at det rigtigt nok skyldes en EU-lov.

I Folketingssalen argumenterer han senere på dagen imod medmoderskab i (han siger nu altså på) Grønland. Det betyder, at en “ekstramor” i fx et homoseksuelt parforhold mellem to kvinder kan registreres som forælder, på trods af at der er opbakning til forslaget fra selve Grønland. Han begrunder det med, at alle børn har ret til både en mor og en far og altså ikke to mødre.

Det er klart, at det er træls, at EU skal bestemme i Danmark, men helt på sin plads, at Danmark bestemmer i Grønland.

Det er tirsdag formiddag og tid til gruppemøde.

Jeg har glædet mig gevaldigt og især til at se Mette, men jeg hører en fugl synge om, at hun er i Japan. Anyways. Vi starter – I kid you not – med at synge ‘Jens Vejmand’ fra en rød udgave af Arbejdersangbogen, og Jens Joel og Benny Engelbrecht synger allermest med. De er placeret ved et bord oppe foran, der kan betegnes som højbordet, selvom det ikke er højere end de andre borde, men det insinuerer helt klart magt, og ”ik fuck med os”.

Alle bordene danner tilsammen en firkant, hvor alle medlemmerne sådan set sidder over for hinanden.

Til højre for bordet – hvad der svarer til min venstre – sidder det, der kunne kaldes den unge fløj. Over for dem sidder de garvede, som er Nicolai Wammen, Jeppe Bruus, Christian Rabjerg Madsen og et par andre.

Ida Auken sidder meget symbolsk mellem de to fløje. Her sidder også Camilla Fabricius, som jeg er i praktik hos, og en der hedder Bjarne Laustsen (som egentlig er gammel men meget imod skattelettelserne, modsat de fleste garvede) og ligeledes et par andre. Jeg og de andre praktikanter – og der er omkring ti af slagsen – sidder helt ude langs væggen og må sætte os godt frem på stolen for overhovedet at høre, hvad der bliver sagt.

Måske er det grunden til, at de tør at invitere os helt ind i magtens centrum, som de selv kalder det. De regner simpelthen med, at vi slet ikke kan høre, hvad det er, de siger om de skattelettelser, koranlove og transportpolitikker, og det får de ganske rigtigt stort set ret i.

Ude fra periferien, hvor vi sidder, kan man til gengæld se, at der til mødet er mange flere skærme i brug, end der er på en normal uge for en daytrader med en gamingafhængighed.

De får scrollet, til de er ajour på den Instagram, hvilket vel nok ikke er sket for en almindelig borger siden 2016!

Det er onsdag eftermiddag og karatetid.

Vi mødes i dameomklædningen og går derefter – forbavsede over at Christiansborg gemmer på sådanne lokaler – ned i karaterummet. Man kunne kalde det et multirum, for her er der også en masse spejle. Det gør det muligt for Pelle Dragsted, der har smidt jakkesættet og i stedet er trukket i en vaskeægte karatedragt og blåt bælte, at kigge på sig selv, mens han tager armbøjninger på knoerne. Udover Pelle, er de deltagende en Mikkel, der ligner en Morten, en, der vist hedder Markus, Astrid, Camilla og mig selv.

Derudover er der en sensei, som en træner hedder på karatesprog. Han fortæller senere, at han engang var livvagt for Dalai Lama og aldrig brugte peberspray, men til gengæld havde noget sølvpapir med knust peber og chili i lommen, som han viftede foran ansigtet på gamle mennesker. Jeg forstod aldrig helt, hvad han mente.

Til gengæld forstod jeg, at den gren af karate, han underviser os og MF’erne i, er den mest kampsportsagtige, og jeg spørger, hvorfor politikerne dog er så ivrige efter at lære netop dét. Men han har tilsyneladende lært af politikerne at give et rigtigt ikke-svar, for jeg bliver aldrig klogere på mit spørgsmål.

Det er torsdag morgen, og jeg kan knap gå op ad trapperne, for i går satte Sensei Brian os til at lave hundrede hurtige squats meget tæt i rundkreds og med armene om hinandens skuldre. Jeg havde armene om Pelle D. og Sensei Brian. Vi lignede nok et forpustet håndboldlandshold til taktikmøde midt i en landskamp. Jeg plejer at være okay til at sige fra, men det virkede ikke til at være kutyme at gøre i det lokale. Derfor er mine ben i dag mere smadrede end nogensinde før. Men nu er det er tid til gruppemøde nummer to!

Her dukker professor emeritus i litteraturvidenskab Johannes Nørregaard Frandsen pludselig op, som var han Linse Kessler i Paradise Hotel, for at fortælle lidt om sin nye bog, ‘Hvor ligger provinsen’. Han vil holde et 10-12 minutters oplæg om begrebet provinshistorie, siger han.

Man kunne forestille sig, at de travle folkevalgte ville tænke, at det er en smule spøjst sådan at være indlagt til provinsoplæg, mens man for eksempel har for travlt til at se sine børn eller til at parkere lovligt, mens man afleverer dem. Men modsat hvad man skulle tro: De er vilde med det!

Johannes har klak i skoene og glimt i øjet. Han forklarer selv, at emeritus betyder udslidt, og åh hvor folketingsgruppen puster luft ud af næsen. Flere lytter, når Johannes taler, end når Joel taler, og skærmforbruget svarer til en almindelig gymnasieklasses i et almindeligt eftermiddagsmodul, hvilket er lavere end hidtil set. Bravo!

Det er fredag formiddag, min uge er slut, og jeg når aldrig at foreslå, at regeringen implementerer en mobilpolitik, der – ligesom i folkeskolen – kan øge fokusset. De kunne ligeledes implementere det dæmpede lys på alle offentlige arbejdspladser, så folk kunne arbejde lidt mere helt uden at opdage det. Og så kunne man give embedsmænd, og hvem der ellers må føle sig presset, fri adgang til kakaomaskinen.

Så let kan det gøres!

Skribent: Liva Kilt
Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen
Visuelt: Emma Hjortkjær