Bliver jeg voksen for tidligt?
Oskar har altid drømt om at blive voksen hurtigt. Han har skrevet en tekst om at være et modent barn, der pludselig fylder atten og står på tærsklen til voksenlivet, men som alligevel ikke føler, at der er sket den store forandring. Om at være bange for at man bruger sin ungdom forkert. Og om at længes efter at sidde under et tæppe en fredag aften og læse bøger.
Jeg har altid gerne villet være voksen. Som barn ville jeg altid hellere snakke med de voksne end de andre børn, når vi havde besøg eller var ude hos andre. Jeg ville være venner med pædagogerne i børnehaven og senere, efter timerne i skolen, ville jeg bare så gerne snakke med læreren om alt mellem himmel og jord. Sådan har jeg det stadigvæk.
Jeg tror ikke, at det som barn er usædvanligt at drømme om at blive ældre. Jeg har altid været forholdsvist moden af min alder, så jeg har helt sikkert følt mig begrænset og undervurderet på grund af den. Jeg kan huske alt legetøjet: lægesættene, legekøkkenerne, plastiktelefonerne. Og tyggegummicigaretterne! Drømmen var at putte det hele i en taske, tage den over skulderen og lade, som om man havde virkelig travlt. Jeg misundte min storesøster for at kunne passe min mors sko, især dem, der var guld. En dag fandt jeg dog endelig et par sko, jeg kunne passe i en genbrugsbutik – de var sorte, havde en lillebitte hæl og en stor pailletsommerfugl på snuden. Min lykke var gjort, og når jeg trissede rundt med dem i gården, følte jeg mig som alle de voksne kvinder, jeg så på gaden. Jeg var så nysgerrig, fascineret og sindssygt utålmodig.
Man snakker ofte om børn, der bliver for hurtigt voksne, fordi de bliver udsat for noget traumatisk, der tvinger en udvikling i gang, eller fordi de føler et ansvar, som børn ikke bør. Hvis man skal se på min situation med de øjne, så kan man selvfølgelig sige, at mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 10 år, og at jeg i den periode var enormt bekymret, fordi jeg kunne mærke, at de var kede af det. Jeg påtog mig et ansvar for at beskytte mine forældre. Det er jeg sikker på har spillet ind i min udvikling. Men udover det kunne man måske også tænke på, om mine længselsfulde blikke på de voksne fra børnebordet, den måde, jeg har studeret dem og efterlignet dem på i leg og fantasi, har modnet mig? Har jeg tvunget mig selv til at blive mere voksen? Var det det, vi gjorde, mig og mine veninder, da vi tvang os selv til at drikke kaffe i sjette klasse?
Nu er jeg atten og trådt ind i de voksnes rækker, men måske er der i virkeligheden ikke sket den store forandring. I dag fungerer min telefon på andre måder end at sige lyde, når man trykker på knapperne, jeg har for længst overhalet min mor i skostørrelse, og tyggegummicigaretterne er blevet skiftet ud med ægte. Men jeg kaster stadigvæk længselsfulde blikke mod voksenbordet. Jeg vil stadig gerne være venner med de voksne: lærerne, dem, jeg ser op til i mit Instagram-feed. Og så ser jeg på alt, jeg gør, med et metablik: ”Så gjorde jeg lige det her, og hvor var det bare voksent”. Jeg elsker middagsaftaler med venner og vin, at tage til møder og at føle, at jeg bliver nødt til at administrere en work-life balance. Men jeg føler stadig, det er noget, jeg lader som om, leger eller performer for mig selv. Jeg er der ikke helt endnu, men jeg længes.
Jeg føler mig kedelig, som om jeg gør det forkert og spilder en vigtig tid af mit liv.
Jeg glædede mig som sagt hele tiden til at blive ældre, da jeg var barn. Jeg kan huske, at jeg mærkede efter, om jeg var ved at gå i puberteten. Og nu er jeg her. Jeg har været teenager i snart seks år, men jeg har længe været klar til at komme videre. Det gør også, at jeg føler mig som en dårlig ung. Jeg er ikke god nok til at tage i byen, til at give slip på mine bekymringer, til at udforske mine grænser. Jeg føler mig kedelig, som om jeg gør det forkert og spilder en vigtig tid af mit liv. Hvis jeg ikke er vild, rebelsk og ubekymret nu, kan jeg så nogensinde blive en spændende person? At ungdommen er en vigtig tid er sandt, men det kan bare så nemt føles, som om man gør det forkert. For samtidig kan jeg miste modet bare af at kigge omkring på mine jævnaldrende – dem, der er målrettet på vej et sted hen, dem, der kan administrere at gå i skole, opretholde et socialt liv, tjene penge til pænt, dyrt tøj og endda bane vejen for sig ind i voksenlivet.
Tiden lige nu, imens jeg færdiggør gymnasiet, føles så altafgørende for resten af mit liv. Og jeg føler ofte, at det allerede er for sent. At resten af mit liv bliver afgjort nu, og hvis jeg ikke enten fester igennem eller planlægger hele mit uddannelsesforløb nu, så bliver jeg aldrig forløst. Jeg føler, at jeg har sat mig mellem to stole, og jeg vil bare gerne blive voksen med det samme, sidde under en plaid fredag aften og læse i en bog. Være i gang med alle de spændende ting, jeg drømmer om at gøre, men ikke kan overskue, hvordan jeg nogensinde skal finde vej hen til.
Men jeg synes, at det er ærgerligt, at jeg ikke kan stoppe op der, hvor jeg er nu, få vejret, se mig omkring og nyde det. At jeg skal bruge så meget tid på at føle, at jeg er ung på den forkerte måde. At jeg ikke kan være tilfreds med de ting, jeg laver nu, men hele tiden føler, at jeg må videre, videre. Burde man ikke netop nyde at kunne være bekymringsfri, inden man lige om lidt skal ud og navigere i et kaotisk arbejds- og boligmarked? Voksen skal man jo tids nok blive, så hvorfor har jeg så travlt?
Mega fed tegning!!
Jeg kan virkelig sætte mig ind i det du siger her i teksten, Oskar. Jeg er ikke selv 18 endnu, men jeg føler, som du også siger om jeg er for kedelig? Misbruger jeg min ungdom?
På en måde vil jeg gerne være voksen og ligesom komme i gang, men på den anden side er jeg bange for det store ansvar der ligger bag.
Hej Juliane
Jeg synes det er ærgerligt, at vi skal gå og føle os kedelige. Jeg tror der er mange flere som os. Og hvis man ikke føler sig kedelig, så føler man sig forkert på en anden måde.
Jeg er sikker på at du ikke er kedelig. Så længe du gør de ting du selv har lyst til, og ikke dem du føler du bør gøre, misbruger du ikke din tid. Det er det jeg fortæller mig selv.
Simpelthen så fine tanker, Oskar! Jeg tror, at mange betragter deres egne handlinger i et metaperspektiv, fordi vi sammenligner situationerne med det vi i forvejen kender til (og har oplevet); Sommetider er tingene bare så tæt knyttet til idéen om dem, at det kan være svært at lade være med at gå meta på alting. Jeg synes også at den lidt over-sofistikerede/skuespilagtige undertone ved venner-og-vin-middagene, er en stor del af grundene til hvorfor man elsker dem så meget. Tak for fin artikel!
Tusind tak Anine! Og jeg tror du har helt ret <3
Utrolig ærlig og fin tekst. Tak for den! Jeg er altid vild med at læse indhold fra SEIN, men især dem som jeg føler, at jeg kan relatere til. Bare en lille smule.
Mega fed illustration også!!
<3 tak <3 er glad for at du er vild med SEIN og at du føler du kan relatere – det er meget vigtigt for os! er også vild med illustrationen! x
Enormt tiltalende skrevet! Mit råd er: Stop med at se alting i sort/hvid, det behøver ikke være enten eller. Jeg tror på at når du engang bliver rigtig voksen, Sa har du lært at balancere tingene.
Med fare for ikke bare at lyde voksen, men gammel, vil jeg sige, at det fuldstændig lyder som mig i 3.g. Skoleåret 1998-99 var på mange måder en helt anden ting, men nogle oplevelser er nok universelle. Jeg tror på, at hvis man altid gør, hvad man mener er bedst, skal det hele nok gå – så længe man ikke vælger fra i frygt. Husk også, at der er mange måder at være voksen (og menneske) på. Du kan sagtens være den kloge bogorm, selv om du får klassens julefrokost med. Der er så uendeligt mange kombinationsmuligheder i livet.
Hej Carina. Hvor sjovt, det er året jeg blev født – vildt og rart at tænke på at det ikke er helt nyt fænomen. Du lyder hverken voksen eller gammel, jeg tror du har helt ret i det med det universelle. Det også rart, for synes nogle (voksne?) er hurtige til at skyde skylden på internet og smart phones.
Og ja, det er sindssygt vigtigt at huske at det aldrig er forkert at vælge som man kan mærke er rigtigt for en selv. Sådan prøver jeg selv at tænke, hvis jeg skammer mig over at være kedelig. Men også sindssygt vigtigt, at man lærer at kende forskel på ikke at have lyst eller ikke turde. Som du siger.
x
Jeg føler også selv at jeg er ved at blive for hurtigt voksen. Jeg er en pige på kun 14 år, og jeg er allerede begyndt på det med alkohol og jeg fortyder det virkelig. Men kan man bare gå tilbage til sit gamle jeg? Det tror jeg ikke. Det er fx. ligsom hvis jeg bager en dej, jeg har taget melen i, jeg har blandet det rundt i resten af dejen, men jeg kom til at putte for meget mel i. Men jeg kan ikke bare fiske det op igen, jeg kan ikke bare tage det mel jeg har taget i ud igen. Jeg ved ikke om du måske kan relatere lidt til det her, men synes bare lige at jeg ville skrive hvordan jeg havde det. Jeg havde brug for at komme ud med det.