Bliver jeg voksen for tidligt?

Jeg har altid gerne villet være voksen. Som barn ville jeg altid hellere snakke med de voksne end de andre børn, når vi havde besøg eller var ude hos andre. Jeg ville være venner med pædagogerne i børnehaven og senere, efter timerne i skolen, ville jeg bare så gerne snakke med læreren om alt mellem himmel og jord. Sådan har jeg det stadigvæk.

Jeg tror ikke, at det som barn er usædvanligt at drømme om at blive ældre. Jeg har altid været forholdsvist moden af min alder, så jeg har helt sikkert følt mig begrænset og undervurderet på grund af den. Jeg kan huske alt legetøjet: lægesættene, legekøkkenerne, plastiktelefonerne. Og tyggegummicigaretterne! Drømmen var at putte det hele i en taske, tage den over skulderen og lade, som om man havde virkelig travlt. Jeg misundte min storesøster for at kunne passe min mors sko, især dem, der var guld. En dag fandt jeg dog endelig et par sko, jeg kunne passe i en genbrugsbutik – de var sorte, havde en lillebitte hæl og en stor pailletsommerfugl på snuden. Min lykke var gjort, og når jeg trissede rundt med dem i gården, følte jeg mig som alle de voksne kvinder, jeg så på gaden. Jeg var så nysgerrig, fascineret og sindssygt utålmodig.

Man snakker ofte om børn, der bliver for hurtigt voksne, fordi de bliver udsat for noget traumatisk, der tvinger en udvikling i gang, eller fordi de føler et ansvar, som børn ikke bør. Hvis man skal se på min situation med de øjne, så kan man selvfølgelig sige, at mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 10 år, og at jeg i den periode var enormt bekymret, fordi jeg kunne mærke, at de var kede af det. Jeg påtog mig et ansvar for at beskytte mine forældre. Det er jeg sikker på har spillet ind i min udvikling. Men udover det kunne man måske også tænke på, om mine længselsfulde blikke på de voksne fra børnebordet, den måde, jeg har studeret dem og efterlignet dem på i leg og fantasi, har modnet mig? Har jeg tvunget mig selv til at blive mere voksen? Var det det, vi gjorde, mig og mine veninder, da vi tvang os selv til at drikke kaffe i sjette klasse?

Nu er jeg atten og trådt ind i de voksnes rækker, men måske er der i virkeligheden ikke sket den store forandring. I dag fungerer min telefon på andre måder end at sige lyde, når man trykker på knapperne, jeg har for længst overhalet min mor i skostørrelse, og tyggegummicigaretterne er blevet skiftet ud med ægte. Men jeg kaster stadigvæk længselsfulde blikke mod voksenbordet. Jeg vil stadig gerne være venner med de voksne: lærerne, dem, jeg ser op til i mit Instagram-feed. Og så ser jeg på alt, jeg gør, med et metablik: ”Så gjorde jeg lige det her, og hvor var det bare voksent”. Jeg elsker middagsaftaler med venner og vin, at tage til møder og at føle, at jeg bliver nødt til at administrere en work-life balance. Men jeg føler stadig, det er noget, jeg lader som om, leger eller performer for mig selv. Jeg er der ikke helt endnu, men jeg længes.

Jeg glædede mig som sagt hele tiden til at blive ældre, da jeg var barn. Jeg kan huske, at jeg mærkede efter, om jeg var ved at gå i puberteten. Og nu er jeg her. Jeg har været teenager i snart seks år, men jeg har længe været klar til at komme videre. Det gør også, at jeg føler mig som en dårlig ung. Jeg er ikke god nok til at tage i byen, til at give slip på mine bekymringer, til at udforske mine grænser. Jeg føler mig kedelig, som om jeg gør det forkert og spilder en vigtig tid af mit liv. Hvis jeg ikke er vild, rebelsk og ubekymret nu, kan jeg så nogensinde blive en spændende person? At ungdommen er en vigtig tid er sandt, men det kan bare så nemt føles, som om man gør det forkert. For samtidig kan jeg miste modet bare af at kigge omkring på mine jævnaldrende – dem, der er målrettet på vej et sted hen, dem, der kan administrere at gå i skole, opretholde et socialt liv, tjene penge til pænt, dyrt tøj og endda bane vejen for sig ind i voksenlivet.

Tiden lige nu, imens jeg færdiggør gymnasiet, føles så altafgørende for resten af mit liv. Og jeg føler ofte, at det allerede er for sent. At resten af mit liv bliver afgjort nu, og hvis jeg ikke enten fester igennem eller planlægger hele mit uddannelsesforløb nu, så bliver jeg aldrig forløst. Jeg føler, at jeg har sat mig mellem to stole, og jeg vil bare gerne blive voksen med det samme, sidde under en plaid fredag aften og læse i en bog. Være i gang med alle de spændende ting, jeg drømmer om at gøre, men ikke kan overskue, hvordan jeg nogensinde skal finde vej hen til.

Men jeg synes, at det er ærgerligt, at jeg ikke kan stoppe op der, hvor jeg er nu, få vejret, se mig omkring og nyde det. At jeg skal bruge så meget tid på at føle, at jeg er ung på den forkerte måde. At jeg ikke kan være tilfreds med de ting, jeg laver nu, men hele tiden føler, at jeg må videre, videre. Burde man ikke netop nyde at kunne være bekymringsfri, inden man lige om lidt skal ud og navigere i et kaotisk arbejds- og boligmarked? Voksen skal man jo tids nok blive, så hvorfor har jeg så travlt?