Rom – del II

19. juni 2023

I denne anden del af en serie på tre artikler fortæller Pauline Varming om at flytte til Italien alene. Hun rejser og forventer en klassisk skelsættende dannelsesrejse, men lever i fire måneder med ensomhedens stumme brutalitet, der pacificerer hende. Hun rejser med en plan om at skrive fiktivt, men ender med at endevende sig selv på skrift. Hvis du ikke har læst første del, kan du gøre det her.

Efter nogle uger i Monti, Rom, husker jeg tilbage på at have klaustrofobi som yngre uden at kende ordet for det. Kælderdøre kunne ikke åbnes igen. Døre til biografer. Metrostationer blev blokeret oppefra. Elevatorer gik i stå og skrumpede ind om mig. Der skulle være et vindue. Rom passerer stadig. Den kælderdør, jeg aldrig blev lukket inde bag som barn, kan ikke åbne sig for mig nu. 

Jeg har ikke andet i Rom end varmen, værelset, enken og enkelte relationer, som jeg føler mig desperat i. Mine korte skoledage og mine egne tekster om mig selv. Jeg er under-ernæret af virkeligheds-opfattelse. Jeg føler mig syg, når mine venner hjemmefra lægger på. Jeg mister deres stemmer, men jeg føler, at det er mig, de mister. For de lever selv videre i Danmark, og jeg er den, der svinder ind.

Jeg kan ikke sige noget ærligt til dem, når vi taler, uden at lyde utaknemmelig eller bange. Jeg undgår deres opkald, så afskeden udskydes, for der er ikke nogen hos mig efter deres sidste danske ord. Panikken er varm i nakken, når de er væk, indtil jeg bliver til et koncentrat af ingenting og uro, og jeg kan gå videre uden noget indeni.

Jeg har ingen indflydelse på, hvor jeg ser hen. Jeg skal huske mig selv på, at andre mennesker kan se det. Det eneste, jeg har indflydelse på, er, hvilket monument, der er mit mål for min næste tur. Trafikken larmer. At købe ind og at tale med de andre elever på skolen er opretholdt af manérer og vaner. Det er ikke personligt, og jeg mærker ikke noget imens. 

 

En romersk mand falder ned af en trappe, og en romersk kvindes nyre svigter. Italienerne spiser, arbejder, voldtager, maler, græder og råber. Ingen opdager, at en ung kvinde, der kigger mere og mere ned i jorden, går forbi deres borde. Hun sætter sig på Piazza Trilussa og ser op.

Første aften jeg ser ham på pladsen, tror jeg, at det er tilfældigt. Fjerde gang, jeg ser cowboy-guitaristen, går jeg, inden italienerne slipper sig løs og begynder at synge og danse med de ældre. De tror, at de er heldige at befinde sig på pladsen her til aften. Jeg går op på bjerget bag Trastevere og står mellem nåletræerne og ser ud over byens lys i mørket. Her er ingen mennesker. Det bliver aldrig køligt. Efter to måneder er byen ikke afgrænset. Det er bare et udefinerbart varmt område. 

Jeg går på sprogskole hver dag, men tiden rundtom er en undtagelsestilstand, og dagene gentager sig. Jeg vågner ikke udhvilet op. Jeg er lykkelig på skolen i hårde, korte sekunder, og jeg er lykkelig, når jeg skriver i min lænestol. Min krop er lammet, så den højre hånd om pennen overtager bedrifter og intuitioner. Jeg skriver mere, end jeg gør noget andet. Jeg går mere rundt, end jeg taler. Jeg går fra lokation til lokation uden at opdage forskellene. 

I skolen skriver jeg flere noter i min grammatikbog om de andre elever end til grammatikken: polsk nonne bleg som kutten. Smiler altid, græder ofte af rørelse over, hvor smuk jeg og lærerinden er. Hun tænker aldrig på sig selv. Under hver time mærker jeg kortvarigt og manisk mening i undervisningen og mine noter.

Efter skole planlægger jeg mulige karakterer til potentielle bøger uden at bevæge min krop nok til, at meningsløsheden kommer tilbage og overvælder mig. Mit hoved er rødglødende, og kroppen er hudløs, når jeg skriver. Det eneste stålfaste, jeg har, er skriften. Jeg prøver ikke at tænke, inden jeg skriver en historie, for min krop er ikke ernæret eller tempereret. Jeg kan ikke forme sætninger uafhængigt af papiret og ordene. Jeg kan ikke tænke historien igennem uden at se dele af den stå foran mig i forståelige fragmenter.

Uden for det åbne vindue aer bilers metalliske raslen over brostenene mig i flere timer på det samme sted. Sætningerne står på papiret, men jeg kan ikke bruge dem. Jeg kan ikke ramme linjerne på papiret med bogstavernes base, når jeg skriver. Mine E’er og I’er er ens, mens min hånd ryster. Bagefter kan jeg ikke læse, hvad jeg har skrevet.

Jeg skriver alligevel og prøver at skabe en anden version af mig selv som energisk og fyldestgjort. Det kan jeg ikke. Ordene har ingen betydning. Ordene handler ikke om en iskold, determineret udgave af et menneske. Det, jeg skriver, handler om min ensomhed. Ordet ensom står der mange gange. Jeg plejede ikke at gentage ord. Jeg er lykkelig, når jeg skriver, men det giver mig ingen sikkerhed, når sætningerne er færdige. De betyder mest, når jeg ikke kan vælge, hvad de handler om. 

Alt, jeg laver, bliver devalueret, når nogen hjemmefra spørger, om livet i Rom er så skønt, som det ser ud. Jeg har ikke noget at sige til det, men jeg kunne fortælle dem om en gammel købmands-forretning, jeg havde fundet ved Peterskirken. Når jeg nævner Peterskirken, sukker folk. Det er nemt at nævne et monument med dets italienske navn. Jeg kunne fortælle om at se de fine etiketter på de italienske regioners specialiteter i forretningen uden at overveje at købe noget.

Jeg kunne fortælle, at jeg kunne flå varerne ned fra hylderne derinde, imens jeg skreg, og der dryppede blod fra hver hudpore, uden at nogen ville opdage det. Jeg kunne sige, at det er en smuk forretning, som de bør besøge, hvis de kommer til Rom. Det glæder mig, at jeg kan anbefale steder, som mennesker med indhold kan besøge, nyde, værdsætte og fortælle videre, som om de ejede Rom efter tre dage.

Jeg begynder at overveje, hvor længe jeg skal blive boende hos enken i Monti. Motorcykler kører imod mig langs fortovene. Jeg kunne gå ud foran dem – uden at blive ramt, uden at føreren ville opdage mig. Selv ville jeg have et hul bagefter, hvor forskærmen var gået igennem. Motorcykler kører på midten af vejene. 

Efter skole begynder jeg at drømme om ‘At Studere’. Det infinitte verbum gør mig lykkeligere end det varme lys om natten i Rom. Jeg forestiller mig, at jeg under min uddannelse ikke har tid til at genoverveje mine sætninger om mine følelser og mine tanker; At min viden, vilje, min karriere og min målrettethed gør mine følelser underordnede; At jeg kan bedømme, om mine sætninger er intetsigende; At jeg ikke har brug for at malke et tomt menneske. Det gør mig lykkelig at drømme om ikke at kende til den tomhed, som Rom får til at runge. 

Jeg sidder på trapperne foran Altare della Patria og turister passerer. Men jeg ser dem ikke. Varmen udligner forskellen mellem hud og luft. Min overkrop bøjer indad mod sig selv, og knoglerne i mine knæ hælder mod hinanden. Jeg er forseglet uden indhold. Min krops evne til at nedkøle sig selv virker ikke, og jeg har ikke fået noget ind i dag.

Jeg ved ikke, hvad man gør på den her tid af dagen. Jeg har ikke noget at vente på, så jeg rejser mig. Jeg vil krydse Piazza Venezia og gå ned af Corsoen – ind imellem flokkene af svedige mennesker med meget ben. Jeg vil nå ned til Piazza del Popolo for enden af gaden. Jeg går for hurtigt for at nå pladsen, men jeg opdager ikke, om jeg går på fortovet eller på midten af gågaden. Jeg konserveres i monotoni og ængstelse, imens jeg ser rundt langs pladsens runding. Det er et mål, men tilfredsstillelsen ved at nå målet, er ikke indfriet.

Jeg kunne gå til Paris. Eiffeltårnet ville ikke påvirke mig. Omgivelserne har ingen betydning i mig. Andre må tro, at jeg leder efter en bekendt, for mine øjne søger efter noget på pladsen. Jeg prøver ikke at forstå, hvor jeg står. For man har ikke noget at forstå, når man ikke ved noget om det, man ser på. Tusindvis står her på Piazza del Popolo hver dag. Søjlerne foran kirkerne foran mig er ikke vildere end brostenene under dem, som mine øjne fikserer sig på for at holde fast i noget uden for mit hoved.

Et dansk par går forbi mig med doven ro. En engelsk mand læser op fra en rejseguide bag mig. Jeg bliver stående og håber, at han bliver ved. “Det grandiose romerske monument Altare della Patria (fædrelandets alter) blev bygget mellem år 1885 og 1925 som en hyldest til Italiens første konge, Vittorio Emanuele II. Monumentet ligger på den trafikerede og filmisk skønne Piazza Venezia, hvorfra shopping-gaden Via del Corso fører blikket mod henrettelses-pladsen fra romerrigets tid, Piazza del Popolo, hvor de to tvillinge-kirker, Santa Maria del Miracoli og Santa Maria in Montesanto, ligger.”

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her