Rusk. Tøm. Genstart

22. februar 2021

I pandemiens skygge har unges psykiske velvære og deres brug af psykiatri erobret mere spalteplads i landets aviser. Unge under 30 har som aldrig før ondt i sjælen. Hvorfor skulle der en pandemi til for, at vi kunne snakke åbent og ærligt om vores forbrug af psykologtimer? Og hvorfor er det fortsat et tabuiseret emne? Asta skriver her om sin egen erfaring med psykologhjælp og opfordrer flere til at udnytte den.

Viserne på uret viser enogtyve minutter over fire. Så har jeg stadig cirka 40 minutter tilbage. 40 minutters dyrebar taletid. Taletid, jeg bruger på at forklare, det bedste, jeg har lært, hvad der foregår inde i min normale, krøllede hjerne. Overfor mig sidder hun. Med briller og et par overbærende øjne inde bagved. Jeg forsørger, uden selv helt at forstå så meget, at forklare om den ene eller den anden form for dilemma, der uundgåeligt opstår i et liv. Unge og gamle liv. Jeg forsørger at finde passende ord og konstruere uddybende sætninger inde i hovedet, inden jeg siger det højt. Som en rebus eller en andengradsligning, der er umulig at løse. Men inden jeg når så langt, har hun allerede læst mig. Læst mig som en åben bog. Jeg bliver gang på gang overrasket, endda fascineret, når det sker. Jeg bliver også lettet. Føler mig forstået. Samtalen kører som en bordtennisbold i et intenst spil beerpong. Med lethed hen over distancen imellem os. Og når de sidste cirka 40 minutter er gået, forlader jeg hende kvinden med briller og et par overbærende øjne inde bagved. Men modsat da jeg trådte ind omkring klokken fire, er jeg nu som et fuldt opladt batteri. Det er, som om min hjerne er blevet taget ud, rusket, tømt og så genstartet. Klar til at blive krøllet igen.

 

 

"Sorgen i alle skikkelser går ikke med armbåndsur og har ikke en udløbsdato. Sorgen gør mig søvnløs."

På vej hjem i bussen tænker jeg på, hvad samtaler med en psykolog har gjort for mig gennem tiden. Igennem svære tider. Ikke ekstraordinært svære tider. Bare svære tider. Tider med skoleskift. Hvor skænderier, løgne og giftige venskaber var ved at æde mig, som en snylter æder sit bytte, så jeg til sidst blev en anelse i tvivl om, hvem jeg var. For mig startede behovet for psykologtimer i en alder, hvor alt begyndte at blive vigtigere og større i mit liv. Venskaber. Skole. Drenge. En tid, hvor et lille væsen blev dannet inde i mig og stadig er der i dag. En overtænker. Hvem var jeg, før den udfyldte hele min mavefornemmelse? Problemer og dilemmaer med nære relationer truede min sjælefred. Tider med breakups og med sorg over tabte familiemedlemmer. Sorgen i alle skikkelser går ikke med armbåndsur og har ikke en udløbsdato. Sorgen gør mig søvnløs. Mut og rastløs og kedelig at være sammen med. Alt, hvad der gør ondt, viser mig også, hvad der er vigtigt for mig, så derfor skal jeg afsted. Afsted og ud at snakke med en, der lytter meget længe, inden hun snakker. Jeg tænker på, hvordan terapi er balsam for sjælen. Jeg oplever ofte, at man udelader en stor gruppe af mennesker i diskussionen om brugen af psykologhjælp og koger det ned til noget, man kun har brug for eller kan nyde godt af, hvis man allerede er mentalt syg. Jeg tænker på, at mange flere i grunden burde gå til psykolog. Hvorfor er det stadig et tabu?

 

 

 

 

"Jeg tænker på mine fantastiske veninder. Hvordan samtaler med dem kan være lindrende og helende. Lærerige."

Jeg læner panden mod busruden. Jeg tænker på mine fantastiske veninder. Hvordan samtaler med dem kan være lindrende og helende. Lærerige. Samtaler, som jeg ofte har følt som nærmest terapeutiske og filosoferende, men spontane og letflydende. Hvor snakken glider ubesværet som vandet i en bugtet flod. Ikke med voldsomhed, men med tankestrømme og spørgsmål, der er svære eller umulige at svare på. Hvor man får vendt alt, spurgt om alt, sagt alt. Hvor man vejleder, guider og til tider også giver kritik. Samtaler med veninder kan tit være meget øjenåbnende. Enormt vigtige som de livsnødvendige vitaminer i din krop. Jeg har brug for de samtaler. Jeg tror, at alle har brug for de samtaler. Jeg har bare oplevet, at de for nogle ikke finder sted. De er for nogle så sjældne som en sommerfugl i november. Især for drenge. Drenge, der i lige så høj grad har brug for sparring som piger, men som ikke finder sparringspartnerne.

 

 

 

 

"Man går til lægen med smerter i lænden eller med ondt i halsen, så det burde også anses som normalt at gå til psykolog med ondt i sjælen."

Jeg skifter sang på min iPhone. Jeg husker mig selv på, at mine problemer ikke gør mig til noget unikt eksemplar. Det er ting, de fleste mennesker har måttet kæmpe med. Psykologtimer har hjulpet mig til at finde ro. Problemerne vil altid være der. Når du har løst et, opstår et nyt. Som den evige bums i panden. For hvert problem løst bliver du et mere helstøbt og rundet menneske. Mine timer hos psykologen har hjulpet mig til at finde ro i problemerne. Huske at trække vejret. Huske, at det ikke kun er mig, den er gal med. Samtaler med en psykolog har ikke gjort mit liv gnidningsfrit eller givet mig 8 timers ubekymret nattesøvn resten af mine dage. De har ikke givet mig et gavekort til lykke. Men de har givet mig forståelse og indsigt i mig selv og andre. Man går til lægen med smerter i lænden eller med ondt i halsen, så det burde også anses som normalt at gå til psykolog med ondt i sjælen. Jeg synes, det er ærgerligt, at jeg ofte møder folk, der ser det som et kæmpe skridt ind i depressionen eller angsten at bestille en psykologtid. Folk, der ser det som en massediagnosticering og et skrækscenarie, at der nu bliver tilbudt gratis psykologtimer til unge under 25 med mentale lidelser. I stedet for bare at se på det som det, det er. Det er en forsinket julegave til alle unge, der har det skidt, at psykologtimer nu bliver accepteret som et behov ligestillet med det årlige tjek hos lægen. Lad os se behovet for terapi som et kæmpe skridt ind i selvindsigten og lysten til at have det godt i sig selv. Lysten til at forstå sig selv og hinanden bedre. Lad os lovprise psykologien, snakke om den og bruge den. Sådan så alle indimellem kan få rusket, tømt og genstartet hjernen. Så står jeg af bussen. Føler mig stadig blød og varm og rolig. Så længe det varer.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN