Søndag med Strunge

Fotografi af Cecilie Fang Jensen

Hvis vi skruer tiden tilbage til det liv, vi kendte før starten af marts og coronavirussens indtræden, så husker de fleste af os formentlig en hverdag, hvor søndagens rolle var begrænset til det, den var. Nemlig at fungere som ugens syvende og sidste dag. Hvor starter en uge efterhånden henne, og hvor slutter den? Starter den overhovedet for tiden? Det vante billede er blevet vendt grundigt på hovedet, og vi står nu i en position, hvor den rolle hensynsløst er blevet uddelegeret til samtlige andre ugedage. Søndag kan nu også forekomme på en højhellig torsdag.

Det synes jeg, kan være noget hårdt.

URETS LANGMODIGE TIGGEN
NÅR MIG I DET SUBLIME ØJEBLIK…
JEG FORNEMMER IGEN DENNE FØLELSE
SOM JEG ALDRIG KAN GENKENDE MIG
ENHVER ANDEN DAG
– Michael Strunge, ‘SØNDAG 1976’

Sådan skriver Strunge, med hovedet på sømmet, i starten af ovenstående digt.

Jeg kommer i tanke om det, netop som lyset står ind på den ene side af værelset og skaber firkanter på den ene væg fra vinduets form. Firkantet fortæller det tavst, at det er tid til at stå op. Få noget ud af dagen. Klare gøremål og eventuelle projekter, der den forgangne uge ikke har været tid til. Selvom den endnu ikke rigtig er begyndt, hænger søndagen tungt i luften.

Jeg bliver liggende, håbefuld om, at solen lige i dag vil dreje den anden vej rundt. Tilbage til, hvor den kom fra. Om lidt vil den, som noget der i øjeblikket føles hånligt, nå min seng og krop og tvinge sit kraftfulde lys over mig. Man kunne selvfølgelig også hænge gardiner op – men så langt er jeg endnu ikke. 

Jeg tvinger øjnene til at åbne sig og kniber dem atter sammen igen, da telefonens alt for oplyste skærm nådesløst fortæller mig 11:46. Jeg ser også, at flere beskeder er rullet ind. Jeg kigger ikke videre, kaster telefonen over i det andet hjørne af sengen og trisser ud i køkkenet. I køleskabet møder jeg heller ikke medfølelse. En halv agurk, et stort glas marmelade, tre æg og åh, en formentlig sur mælk. Jeg tager den op og kigger på datoen. Udløbet for fire dage siden. “For fanden,” hvisker jeg og lukker sukkende køleskabet i, hvorefter jeg irriteret sætter en kop kaffe over. Tre faktisk, sådan en dag bliver det i dag. “Det er vel søndag,” nævner jeg for mig selv, mens jeg sætter mig ved køkkenbordet, hvor digtsamlingen Skrigerne af Michael Strunge ligger slået op. Jeg stopper op ved digtet ‘Byen i nat’, hvor et stykke harmonerer med min nuværende sindsstemning med skræmmende nøjagtighed.

JEG VED IKKE NOGET.
FOR MEGET FØLES.
SÅ TUNGT. SÅ LANGSOMT.
STIVNET, TRÆNGT.
HVAD SKER?
– Michael Strunge, ‘Byen i nat’

Mit blik glider hen over vinduet. Her hænger puffede hvide skyer i stærk kontrast til den helt særegne blå farve, som kun en himmel på en solrig dag kan have. “Det var da også træls,” siger jeg gnavent til mig selv. Støjen fra kaffemaskinen er stoppet, men jeg fastholder mit blik. Tænk sig, at bag det blå tapet hænger stjernerne. Vender blikket lidt ned og ser på min basilikumsplante, der også har måttet overgive sig for solen. Krum og vissen skriger den lavmælt efter vand. Jeg rejser mig og giver den førnævnte. Det er en helt sikkert håbløs gerning, men af en eller anden grund fortjener den en sidste chance. Jeg studser over, hvor mange ligheder basilikumsplanten og jeg dog synes at have i dag.

På vej tilbage til køkkenbordet hælder jeg første kop kaffe op, lukker bogen i og spørger mig selv, hvorfor det så tit skal være således, og hvorfor jeg har siddet her så mange gange før. Skæver hen mod min to do-liste, før jeg tager den op og vender den rundt, så alt, jeg kan se, er et blankt stykke papir. Griber derefter kuglepennen – den gider ikke skrive. Iltert trykker jeg den mod papiret og tegner en 4-5 cirkler, til den makker ret. Tilføjer “- at være i sine følelsers vold” på den blanke side, før jeg skubber den væk og strækker mig. Drikker derefter første kop færdig.

SKYLDFØLELSEN LIGGER TUNG OG KVÆLENDE
OVER MIG
SOM KUN EN DYNE SØNDAG FORMIDDAG.
OG VISEREN GLIDER SIG VIDERE
I SIN RESPEKTLØSE HÅN AF INDIVIDETS RET
TIL SELVBESTEMMELSE
– Michael Strunge, ‘SØNDAG 1976’

Jeg formår at sætte en vask over og tømme postkassen for tilbudsaviser, der minder mig om, at dem skal jeg også lige huske at afmelde. Ude fra stuen hører jeg lyden af en Messenger-notifikation, og få sekunder efter sidder jeg som sunket i sofaen. Jeg får ikke engang svaret på beskeden, før jeg er blevet draget af Instagrams flere hundrede billeder, til jeg til sidst får at vide, at jeg er helt ajour. Bliver irriteret, da jeg ser, hvordan viseren er løbet fra mig. Bliver mere irriteret, da jeg indser, at jeg faktisk ikke orker nogen af de ting, jeg havde sat mig for dagen. Cookiebagning synes at være raketvidenskab i dag, og mit overskud længere væk end Rusland.

Henter dynen ind i stuen og stirrer blankt på fjernsynet. Skynder mig at sætte det sædvanlige The Office på, før for mange muligheder bliver kastet i hovedet på mig. Tre afsnits eskapisme med Michael Scott sørger for, at endnu en time går – og forsikrer mig om, at jeg stadig er i stand til at grine. Der går dog ikke længe, fra jeg har slukket fjernsynet, til jeg er tilbage under samme sorte sky. 

Men også andre mildere tanker finder deres vej til mit hoved. De spørger mig om, hvorfor jeg forventer den præstation af mig selv. Hvis ikke jeg gider, hvorfor så? Hvorfor bliver jeg skuffet over mig selv til trods for ikke at have lavet andet de sidste seks dage end at være på? 

Jeg har med andre ord opgivet at yde noget som helst produktivt i dag. Selvbestemmelsen over dagens gang er overladt til noget, som jeg ikke kender, men noget, som jeg i den grad er påvirket af. 

Men er de her mystiske søndagskvaler i virkeligheden kun forbeholdt søndagen? Indtil for to måneder siden var jeg af den overbevisning. Dog har jeg i min levetid heller ikke oplevet sådan en omvæltning som dén, coronakrisen har bragt med sig. Af samfundet, af tiden, af strukturerne. Af ugedagenes roller. Betyder det så, at søndagsfølelserne altså ikke er helt karakteristisk deres egne, men derimod en eftervirkning af kapitalismens inddeling af ugedagene?

Tidligere vidste man da i det mindste, at selvom man selvfølgelig kunne være ked af det en tirsdag, fredag eller lørdag midt inde i forfesten – at der så søndag var plads til det. At dagen var der som et pusterum – som noget, der tillod en at ligge svøbt ind i dynen og med tungsind. Hvor en bredere fælles social accept af ineffektivitet var til stede, og forventningerne til individet var sænket. Hvad gør man nu, hvor alle dagene er kastet rundt i rummet? Findes samme accept af søndagen i coronakrisen generelt? Må man lege søndag på en almindelig tirsdag? 

Almindelig er den næppe, men selvfølgelig. Du har din søndag, når det føles som en. En ugentlig søndagsdosis er der brug for, men når man ikke engang ved, hvilken ugedag det efterhånden er, kan du holde den, når det skal være.

VI BEFINDER OS NU
MELLEM FORTID OG FREMTID.
BAG OS LIGGER UFULDENTE ARBEJDER
ENDNU IKKE AFSLUTTEDE LIGEGYLDIGHEDER
OG BRUDTE LØFTER
– Michael Strunge, ‘SØNDAG 1976’

Men hvad skyldes den stormflod af følelser, søndag eftermiddag har det med at bringe som gæst?

Uden at vide det med stålfast sikkerhed er min overbevisning, at kroppen henover de sidste få hundrede år har skabt en mekanisme så smart, at den er i stand til at hobe følelser op over en periode og sætte dem over styr, når der er plads til det. Lidt samme princip, som når kroppen venter med at gøre dig syg, hvis muligt altså, til den ved, at der er plads til det. Nogle gange flyder bægeret over, og så græder man tirsdag aften til synet af fyldt vask i køkkenet, men det er ikke det, jeg vil frem til. Pointen er, at jeg med stor sikkerhed kan sige, at de fleste af mine tårer er gledet ned ad kinderne, mens ugedagen har været søndag. 

Besynderligt? Nej. Der findes faktisk nogle halvlogiske forklaringer på søndagsfølelsernes tilløb. 

Søndagen er endestationen. Forestil dig de togforbindelser, hvor toget, når det er nået frem til sidste stop, så kører modsatte vej igen. Det er endestationen og starten af togstrækningen. 

Første forklaring ligger i, at der endelig er tid. Noget, som der for mange af os måske ellers ikke findes lige meget af ugens resterende seks dage. Studie, arbejde, indkøb, transporttid, ses med søster, betale regninger, besøg af venner, afleveringer, fester, pilates, sokkestrikning eller noget helt tolvte.

Der er tid til at hænge. Tid til at farve vipper eller omrokere værelset, hvis det skulle være ønsket. Men helt banalt er der tid til at tænke. Reflektere. Gennemgå og behandle, hvad der er hændt den sidste uge af oplevelser eller ubehageligheder. Det kan afføde skyld, melankoli, vemod, glæde, tristhed, velbehag eller tonsvis andre ting. I hvert fald fremkalder tanker som oftest også følelser.

Dertil skal en anden årsag findes i, at vi på denne dag, oftere end andre dage, tilbringer den alene. Alene det kan afgive triste følelser. Der er måske ikke lige andre at kramme end ens mor. Hende ønsker man heller ikke at bekymre uden videre. Der er jo ikke som sådan noget galt. At ringe en veninde over kan også virke en anelse desperat. Det virker jo, som om alle andre evner at klare dagen fint. Mine erfaringer er også, at man ikke nødvendigvis gider se andre mennesker. Man får mange at se igen i morgen og den kommende uge.

Apropos det så skal man også forberede sig på ugen, der kommer. Selvom man måske er glad for sit arbejde, så er der nogle forventninger, der skal indfries. Ikke kun af arbejdet, men også af samfundets normer. Nogle opgaver, der skal klares. Her står man altså ikke kun til ansvar for sig selv, men tit og ofte også mange andre mennesker. Det gør det ikke ligefrem nemmere, hvis så man er mindre glad for sit arbejde. Cool eller ikke-cool kollegaer, så kan følelsen af en ny uge virke overvældende.

Sidst, men ikke mindst: vores alles mest hadefulde bekendtskab – tømmermændene. Af uforklarlige årsager synes de også tit at være inviteret til søndagens selskab sammen med følelserne. Jeg har efterhånden dannet nok empiri til med sikkerhed at kunne sige, at den ene forstærker den anden.

JEG VIL SELV BESTEMME MIN SØNDAGSKARAKTER!

JEG PRØVER IGEN OG IGEN
MEN, AK NEJ,
DET VIL ALTID KLIRRE I HOVEDET
– Michael Strunge, ‘SØNDAG 1976’

Til trods for at jeg har malet et billede af søndagen som et følelsesmæssigt vrag af en ugedag, er det selvfølgelig ikke altid sådan, det forholder sig. Dog synes den ikke at kunne løbe fra altid at være en anelse anderledes. God som dårlig. Oftest begge. Skønt den kan føles som følelsesmæssig vold af og til, er det stadig unægteligt min yndlingsdag på ugen.

Jeg får lov til at tænke, mærke efter, trække vejret dybt og finde vej tilbage til essensen. Anerkende de vigtige ting og blive gjort opmærksomme på de, der ikke er det. Suge verden ind og forsvinde hen til et sted inde i mig selv, hvor drømmene blandes med virkeligheden og fremkalder fremtidsbilleder.

At føle er dog meningen. Søndagen er derfor også så vigtig for os, selvom det ikke altid føles sådan. Hvis ikke den var der, havde jeg for længst mistet fodfæste. Strunge har helt sikkert skrevet flere digte, der ville passe som hånd i handske til ovenstående, men jeg er først lige begyndt på hans forfatterskab. 

For det og for flere andre ting skal coronakrisen have et beskedent tak. Forståeligt associeres pandemien i langt de fleste sammenhænge med noget negativt, men krisen synes også at have bragt nysyn i flere henseender. Særligt har jeg tænkt meget over, hvor travlt de fleste af os har i hverdagen, og om, hvorledes det er fejlagtigt af os at leve på den måde. Jeg glæder mig til, at det hele begynder at vænne tilbage til normalen, for jeg kan berette om nogle hårde uger, hvor jeg har skullet lære at navigere i noget, som føles som en søndag hver 3. dag. Det er trættende og ikke mindst tærende på humøret, men ikke desto mindre har det også fået mig til at tænke, at hvis vi nu til dagligt afsatte en større procentdel tid til os selv, om ikke vi så kunne imødekomme en mindre voldsom søndagsfølelse? Sprede søndagsdosisen ud, så søndagen måske ikke ville skylle indover os som en kæmpe følelsesmæssig bølge?

Måske havde basilikumsplanten så ikke befundet sig i sådan en skæbnesvanger tilstand. Med et dagligt skvæt vand havde den stået stærkere mod solen og ikke været nødsaget til i sine sidste minutter at drukne i forsøget på at redde den. Husk at pleje dig selv, som du ville gøre det med dine venner og eventuelle basilikumsplanter.