Sådan bliver du faktisk mindre afhængig af din telefon

24. marts 2021

Kan du nikke genkendende til, at du tit har ondt i både hoved og øjne? At du absolut skal tjekke din telefon efter pling-lyden fra en notifikation? Måske kender du til, at du lidt for ofte giver din delle et bedrøvet squeeze, mens du stirrer i spejlet efter en lang dag på sociale medier? Her får du fem råd til, hvordan du lettere får lagt telefonen fra dig.

Hvis du er en af de heldige iPhoneejere, frygter du højst sandsynligt søndage lige så meget som jeg. Det er den dag, den velkendte notifikation popper op på skærmen: “Du brugte 1032% mere skærmtid i sidste uge med et gennemsnit på 23,5 timer om dagen.”

Desværre er hovedpine, søvnmangel og usikkerhed kun nogle af symptomerne på en telefonafhængighed. Men før jeg tipper dig om, hvordan du kan mindske din telefonafhængighed, er vi nødt til at få én ting på det rene:

Du er ikke problemet - det er techgiganterne.
Techgiganter såsom Facebook og Google kan nemlig profitere på netop din telefonafhængighed.

Jo flere sekunder du tilbringer på en app, jo flere penge tjener de på at vise dig reklamer. Endnu flere penge, hvis disse reklamer er skræddersyet gennem diverse cookies – dem kan du få forklaret lige her. Techgiganterne har altså mestret, hvordan de skal holde vores opmærksomhed, men de går desværre på kompromis med de nævnte konsekvenser. Akkurat derfor er det vigtigt at lære, hvordan du undgår deres telefonafhængigheds-fælder.

1. Mindsk mængden af notifikationer
I Netflix’ dokudrama The Social Dilemma forklarer tidligere ansatte hos techgiganterne, at: “vi bliver belønnet af hjerter, likes og ‘synes godt om’, som vi sammensmelter med ideen om, hvor meget vi er værd.”

Når vi modtager likes eller en tommel op, simulerer det altså sociale interaktioner, som mange ubevidst baserer deres selvværd på.

Derfor kan det være en god ide at skrue ned for de notifikationer, der er unødvendige, eller i hvert fald slå dem fra om aftenen med ‘forstyr ikke’. Prioriter notifikationer, der signalerer, at personer faktisk vil i kontakt med dig, fremfor at du har fået et hjerte for et instagrambillede af din fleksede mulle.

2. En grå skærm er en bedre skærm
Når man undersøger, hvor øjnene drages hen til på et farvekort, er det typisk de varme farver, såsom rød og orange, der fanger vores opmærksomhed. Det er, fordi vi associerer bestemte farver med bestemte følelser eller objekter. Ahh, nu giver det mening, hvorfor Instagram rebrandede deres velkendte app-ikon tilbage i 2016. For at mindske lysten til at gå på Snapchat kan du gråtone din skærm. Selvom det kan være kedeligt, bliver det mindre fristende at tjekke sociale medier fremfor at være produktiv, fordi farverne ikke længere spiller en rolle.

3. Begræns din skærmtid
Det klassiske forslag som klart er nemmere sagt end gjort. Jeg kan stadig huske, hvor irriterende det var, når min mor sagde: “Luna, du får firkantede øjne af se på den skærm så længe!”. Alligevel er der noget om snakken, for du har sikkert hørt, at mere skærmtid leder til mindre søvn, eller oplevet at blive mere usikker på dig selv, jo mere tid du bruger på sociale medier. På både Apple- og Googletelefoner kan man indstille tidsgrænser for sine apps, som man ønsker. Det virker på den her måde: Lad os sige, at du stener YouTube-videoer af Meghan og Harry-dramaet kl. 22.15. Hvis din skærmtid er sat til kl. 22.30, bliver du da mødt med en notifikation om, at din skærmtid er lukket og slukket for i dag. Meeeen, hvis der er endnu en video om det royale drama, som du bare må se før sengetid, kan du selvfølgelig vælge at blive ved lidt længere.

4. Gule toner og bluelight briller
Lad os lige vende tilbage til det med søvnmangel – hvorfor forholder det sig sådan, at man får søvnmangel af høj skærmtid? Tja, en ting er, hvis du stalker dit crush på Instagram døgnet rundt. En anden ting er, at det ikke er tilfældigt, at apps såsom Facebook og Twitter primært er blå. Det elektriske lys fra telefonen imiterer nemlig det naturlige lys, når vi står op, hvilket har et blåligt skær, oplyser Videnskab.dk. Det kan være fint om morgenen, men hen ad aftenen kan det være svært at lægge sig til at sove, hvis man har stirret på telefonens blå lys dagen lang. Heldigvis er mange techgiganter begyndt at tage højde for det – eksempelvis tilbyder Apple- og Microsoft-produkter, at man kan tone sin skærm gul om aftenen. Det imiterer altså naturligt aftenlys fremfor morgenlys. Hvis du veksler mellem mange forskellige skærme på en dag, kan du købe bluelightbriller, der også skærmer for det blålige skær. Så er du fri for at bede læreren om at skrue lidt ned for lysstyrken næste gang …

5. Kom væk fra skærmen med en app
Mange koncentrer-dig-eller-dø-apps kan findes i App Store og på Google Play. FocusWriter, Time Out eller en simpel timer bare for at nævne nogle stykker. Især kan appen Forest varmt anbefales. Her sætter du en timer på alt fra fem minutter til to timer. Efter din tid er fuldført, dukker et lille pixeleret træ op på din skærm. Jo længere tid du har koncentreret dig, jo flere træer vil der plantes i din skov. Her kan du se, hvor længe du har fokuseret på dit arbejde i alt. Det kan lyde fjollet, men at se hvor lang tid, man har været produktiv, er altid tilfredsstillende – også i form af små, digitale træer. En endnu større bonus er, at man via sine point i appen kan plante real-life træer. Det kan måske inspirere til at skrive din SRP færdig på klimavenlig vis?

https://www.youtube.com/watch?v=NUMa0QkPzns&ab_channel=Vox

https://www.netflix.com/watch/81254224

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her