Sådan klæder du dig, som om du er ligeglad

Her ser I mig med hotdog shorts og Svampebob-tshirt. Jeg kan nemlig godt lide at gå i det, som nogle definerer som “mærkeligt tøj”. Sådan føler jeg mig bedst tilpas.

Jeg er næsten nået til et punkt, hvor jeg er ligeglad med, hvad andre tænker om mit tøj. Men det har ikke altid været sådan.

For tre år siden blev jeg udsat for et seksuelt overgreb på Roskilde Festival. Imellem fest og farver fratog en ung fyr noget af det fineste fra mig; retten til min egen krop.

Da det skete, havde jeg en kjole på, som min mor havde givet mig, og som hun havde fået af min far på en af deres første ferier sammen. I dag er de skilt. Så den har stor symbolsk værdi for mig.

Men i tiden efter overgrebet havde jeg slet ikke lyst til at gå i den. Jeg følte mig klam og beskidt, og den mindede mig om fremmede hænder på forkerte steder. Vores samfund i dag fungerer nemlig sådan, at kvinder får skylden for overgrebet. De har været for fulde, har sendt “forkerte signaler” eller har klædt sig i “udfordrende tøj”. Og netop derfor fik jeg skyldfølelse, når jeg kiggede på kjolen.

Jeg begyndte at læse rigtig meget om feminisme og kropsaktivisme. Og efter at have læst ting af både Judith Butler, Simone de Beauvoir og Emma Holten, gik det op for mig at min krop er min egen, og at et overgreb aldrig kunne være min skyld – ligegyldig hvad jeg havde haft på.

Nu tænker du måske: “Er tøj ikke vildt overfladisk, og burde vi ikke bruge kræfter på andre feministiske kampe?”. Og det kan du til dels have ret i. Men her er det vigtigt at skelne mellem mode og tøj som udtryksform. Mode er noget, der profiterer på kvindekroppen, og får os til hige efter de nyeste trends. Det er faktisk netop modeindustrien, der er med til at holde os i stereotype bokse.

Generelt er det desværre sådan, at vi lever i en verden, hvor du konstant dømmes på dit udseende. Derfor synes jeg, at man lige så godt kan bruge sit tøj til at adskille sig fra det traditionelle. Der er altid nogen (patriarkatet), der har prøvet at bestemme, hvordan kvinder skulle klæde sig. Jeg synes ikke, at der er langt fra at bestemme, hvordan kvinder skal se ud til at bestemme over deres handlinger. Derfor insisterer jeg på at gå i præcis det tøj, jeg kan lide og føler mig tilpas i.

Hvis du har lyst til altid at gå i sort tøj eller have en pølsehat på hovedet, så er det fint med mig. Men ligesom at jeg ikke dømmer dig efter det tøj, du har på, skal du heller ikke dømme mig. Alt det her jeg har skrevet og tegnet gælder selvfølgelig også for mænd. Det gælder alle, der føler samfundets dømmende blik og de forventninger, der er til, hvad man som mand eller kvinde må iklæde sig.

Efter at have brugt lang tid på at tænke alle de her tanker er jeg igen begyndt at gå i kjolen. Hver gang jeg tager den på, får jeg et lille stik i hjertet, der minder mig om den eftermiddag på Roskilde. Og det stopper nok aldrig. Men det minder mig også om, hvorfor det er vigtigt, at jeg har den på alligevel, og hvorfor det er endnu vigtigere, at vi kæmper for, at man kan gå i præcis det tøj, man vil.