Sabbatår efter niende

Jeg husker det som en underlig tid – afslutningen på 9. klasse. En tid fyldt med afslutningsvemod og fremtidsforvirring. Og midt i alt det melankolske skulle vi alle tage en beslutning. En beslutning, der virkede så fjern og samtidig føltes utrolig vigtig. Men jeg var i tvivl. Jeg havde ikke lyst til at gå på gymnasiet, efterskole eller i 10. klasse. Jeg ville noget helt andet, jeg var bare ikke klar over hvad.

Når jeg ser tilbage på den tid, er der én ting, jeg bliver virkelig ked af og vred over. For da jeg stod dér og følte mig helt alene med mine tanker og forvirring, kunne jeg virkelig godt have brugt historier om unge, der valgte noget andet end gymnasiet. Om unge, der rejste ud i verden, tog en erhvervsuddannelse, fik succes og fuldtidsarbejde med deres interesse. Hvis jeg havde vidst, at der var nogle unge mennesker i Danmark, der gjorde noget anderledes, så havde det måske været nemmere for mig at tage min beslutning.

For valget kan nemt virke stressende og uoverskueligt. Jeg tror, at mange unge føler sig pressede ved tanken om, at valget af ungdomsuddannelse vil få betydning for uddannelsesvalg og karrieremuligheder senere i livet.

Vi får hele tiden at vide – både i skolen og af politikerne – at vi skal være konkurrencedygtige. Vi skal hurtigst muligt tage en ungdomsuddannelse og derefter helst direkte ind på en videregående uddannelse på normeret tid og så bidrage til samfundsøkonomien og ud på arbejdsmarkedet. Jeg tror, at det betyder, at vi glemmer at stoppe op og spørge os selv, om det egentligt er det, vi vil.

Sådan følte jeg det i hvert fald selv midt i januar 2017. Jeg havde altid tænkt, at jeg skulle direkte på gymnasiet ligesom alle de andre fra min klasse. Ikke nødvendigvis fordi jeg havde specielt meget lyst, men fordi det virkede som den eneste mulighed.

Jeg blev tit fortalt af voksne, at gymnasieårene var nogle af de bedste og fedeste år i deres liv. At de havde fået venner for livet. I skolen brugte vi lang tid på at snakke om, hvad vi skulle efter sommerferien. Snakken gik primært på gymnasier og ”Nå ja – så er der også lige de der erhvervsuddannelser og EUX,” men så blev det heller ikke rigtig nævnt yderligere.

Og klart – for mange er gymnasiet det helt rigtige! Men jeg stoppede op og spurgte mig selv: Astrid, hvad vil du egentligt gerne? Hvad ville du gøre, hvis der ikke var nogen grænser for, hvad du kunne drømme om at lave næste år? Og der gik det op for mig, at måske var gymnasiet ikke det rigtige valg for mig lige nu. Derfor opstod ideen om et såkaldt ”Astrid-år”. Det var i hvert fald det, jeg kaldte den. For svaret på spørgsmålet om, hvad jeg allerhelst ville lave, var et år, hvor kunne få en mere klar idé om, hvad det er, jeg vil arbejde med i fremtiden. Det resulterede i, at jeg valgte at tage et kreativt sabbatår. Fra august og til nu har jeg været i praktik hos en grafiker, på et pr-bureau, fotograferet og produceret indhold her på SEIN.

Når man tager et atypisk valg i vores samfund og vælger at gå en anden vej end alle de andre, bliver det ikke nødvendigvis mødt med festfyrværkeri og klap på skulderen. Heldigvis synes mine forældre, at det var en god idé. Men både mine bedsteforældre, klassekammerater og venner syntes i starten, at det var underligt. Jeg tror mest af alt, at det var, fordi de ikke helt forstod det. Måske fordi vi næsten er blevet vant til, at hele vores liv ligger planlagt foran os. Det er nærmest, som om der kun er én vej, vi kan gå for at blive dygtige og succesfulde.

Jeg skrev i min dagbog i marts 2017:
”Jeg er kun 15 og har mange år foran mig, der er ingen grund til at skynde mig. Jeg er ung og har tid til at prøve kræfter af med mine interesser, som jeg elsker. Og jeg tror på, at livet ikke kun handler om, at de valg, vi tager, skal give os stor succes, prestige og penge. For uden at det skal lyde som en kliché er alt det slet ikke noget værd, hvis vi ikke er lykkelige.”

Nu – et år efter – har jeg fundet ud af, at jeg sagtens kan føre mine drømme ud i livet. Jeg har forbedret mig og lært nogle helt andre ting, end jeg havde gjort, hvis jeg gik i skole. Jeg har fundet ud af, hvad det er, der får mit hjerte til at banke lidt hurtigere, og hvad jeg vil arbejde med i fremtiden.

Jeg synes, det er vigtigt at dele den her slags historier. For at hjælpe hinanden og vise, at der findes mere end én vej. Det ville jeg i hvert fald ønske, jeg havde vidst.