Sammen kan vi gøre alting

Illustration af Karen Marie Duus

Kære dig, som tvivler på, hvorfor vi har brug for et fællesskab.
Nu skal du høre, præcis hvad fællesskabet gør for os.

Jeg er medstifter af og tidligere redaktionschef på SEIN. Et fællesskab, som startede som idé tilbage i 2013. Dengang var jeg kun 14 år, lige kommet i puberteten og meget usikker. Jeg følte mig anderledes. Underlig. Ja, nærmest forkert, fordi jeg ikke var som de andre unge, jeg gik i skole med. Jeg havde ikke lyst til at drikke. Jeg var hverken klar til at gå til fest eller være sent oppe – jeg ville allerhelst ligge glemt mellem mine forældre i deres dobbeltseng. Og jeg kunne slet ikke identificere mig med hverken Vanessa Hudgens eller One Direction. I stedet læste jeg bøger. Laaaaaaange tykke bøger om ”voksenproblemer” med midtvejskriser, skilsmisser og manglende sexlyst. Eller hørte musik. Musik skrevet af kvinder og mænd +40, som sang om at få knust deres hjerter og om at vælge mellem karrieren og kærligheden. “As far as love goes. A woman, you might have been the one,” sang de, og der havde jeg ikke engang fået mit første kys. Alligevel kunne jeg bedre forstå deres problemer end den verden, jeg levede i. De fik mig til at føle noget. Lod mig mærke deres bitre, indre smerte. Hvilket var meget mere end de popsange og tanken om gajol-shots kunne.

Det hænger måske sammen med, at jeg har lidt af angst, siden jeg var helt lille. Det har altid sat mig lidt tilbage. Dengang i 2013 var der ikke så mange, som forstod, hvad det betød. Faktisk havde dem omkring mig så lidt forståelse for det, at jeg havde lyst til at gemme mig i et sort hul. Heldigvis fandt jeg sammen med Sara og Marie. To piger på dengang 15 og 16 år, som delte min følelse af at være anderledes. Som, ligesom mig, manglede nogen at spejle sig i. Manglede nogen at dele tanker og følelser med. Derfor besluttede vi os for sammen at starte fællesskabet SEIN.

Tidligere havde jeg fundet ro nede i badmintonklubben. Jeg gik til badminton 2 x 60 min. om ugen. Jeg kan huske, hvordan det føltes som hjemme, når jeg hørte lyden af fjerbolde, som ramte jorden i den mørkegrønne hal. Og de knitrende badmintonsko, som peb højt, hver gang man løb ned til bagenden. Jeg forbandt det med frihed – tid til at slå hjernen fra og bare være. Jeg elskede at komme dernede. Jeg mødte piger og drenge, som jeg aldrig ville turde snakke med, hvis jeg havde mødt dem i skolegården – især fordi de var ældre end mig. Men i hallen var vi alle sammen ligestillede, for vi mødtes om den passion, vi sammen delte, og så kunne alle de problemer, man ellers havde, være fuldstændigt ligegyldige. Udfordringen ved holdsporten var bare. at lige så snart jeg var ude af hallen og sad på mit værelse eller var alene i frikvarterene, kunne ensomheden igen få lov til at rumstere og æde mig op. Var jeg god nok? Var jeg pæn nok? Gik jeg op i de forkerte ting? Var det derfor, (hvad der føltes som) ingen ville være sammen med mig?
Også i den sammenhæng ville jeg have haft godt af SEIN. For pludselig ville jeg uanset tid og sted kunne logge ind og interagere med andre, som havde det på samme måde som mig. Måske ikke 1:1, når det handlede om problemerne, men nogle andre, som også havde det svært. Som gik med tanker eller bekymringer, som mig, eller som i hvert fald bare var noget andet end det, jeg ellers mødte på min vej.

På SEIN er det ligegyldigt, om du bor i Ribe, Århus eller København, for SEIN er et fællesskab, som findes på tværs af Danmark. Jeg kan blive helt varm indeni, når jeg er med til et SEIN-møde over Google Hangout eller læser alle de nytænkende beskeder, som bliver skrevet på Slack, hvor vi hver dag kommunikerer med hinanden. Det sitrer i mine fingre, når vi inspirerer hinanden ved at skrive om det, der interesserer os. Når Eline i Århus får en idé, som inspirerer Karoline i Kolding og sætter tanker i gang hos Rasmus i København. Og også, da vi for et par uger siden havde et åbent redaktionsmøde, hvor en med-SEIN’er læste det smukkeste stykke op fra en bog om at være ung og forelsket. Og straks gav det mig 100 tanker, og jeg skrev:

“Du fik mig til at drømme. Drømme om fremtiden, fremtiden skulle være fyldt med os to. Det var hele tiden på vej til at skulle være vores tid. Tid til at turde, til at vi skulle starte noget sammen. En sætning måske – en lang sætning om, hvor godt vi havde det og alt det gode, som lige var til dig og mig. Og også de drømmende ture, vi havde sammen. Hvor jeg følte en snurrende surrealistisk lykke. Helt inde i kernen af min krop. Ud og se verden, op på sanddynger, ned i vandet, hoppende i klitterne, på markerne og trampolinen. Hvor hele verden bare kunne komme an, for vi ville overkomme den. Det gjorde vi bare ikke”.

Og det fik en anden SEIN’er til at begynde på et tredje indlæg. På SEIN smitter vi nemlig ikke hinanden med forfærdelig virus, på SEIN smitter vi hinanden med gode idéer og inspirerende tanker. På SEIN står vi sammen. Hjælper hinanden gennem svære perioder, som kærestesorg, uddannelsesvalg– ja, selv død. På SEIN klarer vi kriser – også coronakriser – ved at holde alle møder digitalt. Og økonomiske kriser, som vi har haft flere af. For det koster penge at have et fællesskab. Et fællesskab, som skal være for alle, og hvor alle kan se alles indlæg, så de, der har brug for indlæggene, OGSÅ kan læse dem.

SEIN er et fællesskab for dig og mig. Hvor vi får venner for livet, som deler det samme – lysten til at værne om hinanden. Lysten til at skabe. Lysten til at være kreative. Lysten til at være – og være, som vi er. Alle kan være en del af SEIN – alle kan blive medlem af SEIN, og jeg håber, at du også har lyst til at være her sammen med os. For her kan vi være sammen, OGSÅ på afstand.

Jeg oplever, at SEIN er en investering i ungdommen – tænk, hvis vi sammen kan bidrage til, at bare ét menneske kan føle sig mindre alene – tænk, hvis det ene menneske var dig!
Jeg tror på, at vi sammen kan gøre alting. Sammen kan vi rette op på fejl, som vi naturligvis skal begå. Sammen kan vi glæde hinanden. Sammen kan vi hjælpe. Vi har brug for hinanden. Vil du hjælpe mig? Jeg vil gerne hjælpe dig.

Bliv medlem af SEIN her.