Jeg er træt af at vente på lyset

15. november 2019

Helene skriver om forandringen i krop og sind, når efteråret, vinteren og mørket trænger sig på, men vender bøtten, når hun beslutter sig for at slippe tanken om vinterhalvåret som blot en venteposition mod varmere og lysere dage. Hun begynder at se, hvordan årstiden rummer muligheder frem for begrænsninger.

Illustration af Maria Nekman Arevad

Det er let at lade sig rive med af den melankoli, som årstidsskiftet kan føre med sig.

Jeg har lettere ved at komme i tanke om goderne ved lyset og varmen end ved mørket og kulden. Om sommeren bruger jeg naturen og havet mere. Jeg møder flere mennesker til arrangementer under åben himmel, og jeg ligner ikke en Michelin-mand, for solens lys skinner på min bare hud og giver mig liv. Men tiden med solskinsdage har altid sin ende, og de mørke måneder sniger sig langsomt ind over mig. Det er let at lade sig rive med af den melankoli, som årstidsskiftet kan føre med sig, og pludselig lever jeg i en længsel efter lysere dage. Jeg vil ikke begrænses af min forestilling om vinteren som en venteposition, selvom ændringen af lys og temperatur giver mig et vitalt dyk og får mine tanker til at dvæle ved fremtiden.

For om vinteren føles dagene bare anderledes. Lyset er flygtigt, sneen sjappet og luften sprød. Bladene er overalt. Under skoen. I cykelkurven. På taget og i entreen. Og til sidst er de forsvundet med jorden.

På mørke morgener kan kun radioværtens stemme vække mig. Min krop rejser sig ud af sengen, men min hud og mine øjne hviler stadig. Det er, som om min hud, over natten, har forvandlet sig til fedtet, stift læder, og mine øjne er blevet til tunge sten.

Jeg begynder dagen med at tænde stearinlys. Det føles som en mental krammer. Jeg begynder også med yoga. Men mit søvnige hoved har det med at glemme, hvad det vil, så det sker, at jeg glemmer min krop.

Toilettet har det med at føles lidt koldere, og badet lidt varmere. Maden føles mindre mættende, og cyklen lidt mindre tillokkende. Lydene lidt højere, og timerne lidt længere. Mørket lidt mere ensomt, og pligterne lidt mere uretfærdige.

Solen er taget på ferie, og det er ubarmhjertigt. Men jeg vil ikke bruge halvdelen af mit liv på at se frem til sommerhalvåret. Kan vi huske os selv på at leve mere nu i stedet for at leve i den forrige eller fremtidige sommer? Jeg begynder langsomt at lægge mærke til mørkets fordele. Jeg begynder at se mørkets muligheder frem for dets begrænsninger. 

Kan vi huske os selv på at leve mere nu i stedet for at leve i den forrige eller fremtidige sommer?

Vinteren forvandler min varme seng og min uimodståelige sofa til mine venner (#singlelife). Kulden gør det lettere at være doven og alene, og hvem siger det ikke er dejligt med lidt doven alenetid? 

Vinteren giver en undskyldning for at putte mere. Kravle ned under dynen, ligge tæt og flette ben, mens mine kolde tæer optager din varme – ligesom på efterskolen og højskolen. At putte med venner kunne godt bruge sit eget slang.

Jeg minder mig selv om, at vinteren også gør alle andre blege og fire kilo tungere. Så jeg glemmer alt om at få en bikinikrop. Det er alligevel ikke andet end et konstrueret begreb, der tjener på mine usikkerheder. 

De mørke timer forlænger natten og gør mig parat til at gå tidligt i seng. Men de forlænger også tidsintervallet, hvor mit krea-mode er on fire. Når mørket falder på, og alt bliver stille, kan krøllede hjerner udfolde sig på de sjoveste måder. 

Regnen vækker mit indre barn, så jeg fyrer op for regnbuks-outfittet, når vandet falder ned mod jorden i lårtykke stråler. Så vil jeg hoppe i vandpytter, samle kastanjer og glemme, at jeg er 23 år.

Vindens kølige luft i mine lunger kan gøre ondt i kulden, men også virke på mig som en livskraft – som en cykelspurt, når jeg skal nå det grønne lys, der får mig til at mærke, at jeg lever.

Jeg vil se efteråret som et ekstra forår

Jeg elsker solens varme mod mine kolde kinder og vinterens kraft, der forstærker naturens dufte af jord, blade, regn, dug og træer. Så jeg går ture for at lade op. Helst når det er lyst, hvis jeg kan nå det.

Når jeg hellere vil være indenfor end udenfor, lytter jeg til regnen på ruden og bilernes susen gennem vandpytterne. Jeg pakker mig væk i min sweater og varmer mine fingre på min varme kop te.

Jeg vil se det nærmest uendelige mørke som en mulighed for at fordybe mig, nørde det, jeg savner at nørde. Men kun hvis energien er til det. Ellers er det bare at drysse glimmer på den tanke og op på kaminhylden.

Jeg vil se vinterens langsommelighed som en tid til at reflektere over hverdagen og mine valg. Og jeg vil se efteråret som et ekstra forår, hvor hvert blad, der falder, giver samme forventningsglæde som hver blomst, der springer ud.

Hvad tænker du?

  1. tanya siger:

    så fint Helene <3

    1. Helene Kemp siger:

      Tak Tanya <33

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *