Sammen om at være alene

Antallet af danske voksne singler har rundet 1,7 millioner – et historisk højt antal. Det er på trods af, at vi lever i en tid, hvor det tilsyneladende er blevet lettere at møde nye mennesker. Her tænker jeg særligt på de sociale mediers visuelle datingrum som Tinder og Hinge. Du kan vitterligt møde din eneste ene (såfremt man tror på det) liggende i din seng iført nattøj og morgenhår. Alt, du skal gøre, er bare at swipe til højre.

Men denne stigning i voksne singler sker vel at mærke også i en tid, hvor individet prioriteres mere end nogensinde før. Måske endda i sådan en grad, at der slet ikke er tid og plads til et andet menneske? Det er i hvert fald én forklaring på, hvorfor parforholdets stol stadig står tom for så mange danskere. Og tendensen lader også til at være gældende uden for Danmarks grænser. Karl Marx sagde engang: “Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse”. I dag er der måske nærmere tale om individualismens spøgelse.

Ifølge Den Store Danske beskrives individualisering som ”en samfundsmæssig proces, hvor individets traditionelle bånd til familie, klasse og fællesskaber nedbrydes”. En proces er en evig bevægelse, og individualiseringen viser stadig nye træk og facetter, der tilpasser sig tiden. Fælles for dem er, at de løbende er med til at frigøre individet fra forventninger og strukturer, som det før har været mere bundet af.

Klik her og Støt SEIN

Nu omtales individualiseringen ofte i sammenhæng med friheden til at udtrykke sig, som man ønsker. Men det giver også individet mulighed for at slippe tidligere, bundne sociale relationer fri. Vi er i højere grad frigjort af sociale relationer såsom ægteskab sammenlignet med i gamle dage. Det er blevet til et tilvalg frem for en nødvendighed. Derfor kan man måske også udpege individualiseringen som en del af årsagen til, at danskerne forbliver single. Med udviklingen ændres hverdagens prioriteringer, og den personlige succes bliver i nogle tilfælde vigtigere end den relationelle succes. Overgangen fra de uforpligtende ungdomsflirt-år til det-skal-være-dig-og-mig-år er blevet udskudt – måske fordi man vægter individuel frihed og succes højere end det forpligtende parforhold.

Plads til refleksion
Med en høj skilsmisserate og en stigende gennemsnitlig alder for førstegangsfødende tyder det på, at vi måske kollektivt har fundet ud af, at enlighed ikke er lig med ensomhed. Individualiseringen giver individet frihed, både socialt og økonomisk. Kvinden er ikke længere bundet af at skulle finde en ægtefælle, som kan forsørge hende, og manden er ikke længere bundet af at være forsørger. Med den frihed følger også plads til refleksion over vores behov og ønsker for sig selv. Pladsen til refleksion giver ikke mindst plads til overvejelser om, hvorvidt man overhovedet ønsker at være i et parforhold. Derudover bliver der også plads til at reflektere over, hvad man overhovedet ønsker i en romantisk relation. 

Scanninger af meget forelskede personer har vist, at frontallappernes aktivitet nedsættes under forelskelsen grundet de høje mængder dopamin, der frigives, når man falder for nogen. ”Kærlighed gør blind” er altså ikke bare en skrøne. Derfor giver livet som single en anden mulighed for rationel refleksion, som måske kan hjælpe individet med i højere grad at mærke sine behov og ønsker, når det er imellem parforhold.

Mere plads til de platoniske relationer
Når parforholdet ikke længere fylder så meget som før, bliver der plads til andre relationer. Her mener jeg de nære, men ikke romantiske relationer, der dermed ikke omfatter sex. Altså de platoniske relationer. Fordi det er blevet mere socialt acceptabelt at være single i længere tid, bliver disse relationer måske i virkeligheden lige så vigtige som de romantiske. Med en skilsmisserate, der fortæller os, at tæt på halvdelen af alle gifte par bliver skilt igen, bliver vores platoniske relationer vigtigere og yderligere relevante i forståelsen af, hvad en livsledsager er. Selvfølgeligheden bag parforholdet som en potentielt livslang relation er svækket, og det kan dermed virke som en ny selvfølge, at en anden form for relation træder i dets sted.

Vi prioriterer i højere grad at realisere os selv, før vi indgår i en fast romantisk relation. Det kan give yderligere mulighed for, at den platoniske relation kan få en større og mere fast rolle i vores voksenliv, end den før har haft. Det betyder selvfølgelig ikke, at venskaberne går ind og tager de romantiske relationers plads. For individualiseringen ændrer ikke på, at mennesket også har brug for den romantiske tosomhed. Selvom den nære relation også kan udspringe af venskab, ændrer det ikke på grundlæggende menneskeligt begær og behovet for sex og reproduktion. Men når vi er senere til at slå os ned, kan det måske give vores venskaber længere tid til at vokse og en mere afgørende plads i vores liv. Det kan måske også betyde, at disse relationer får lov at fylde mere, efter vi har fundet en partner, end de før har gjort. Venskabet lader med andre ord til at blive ligestillet med det romantiske forhold, men det erstatter det ikke.

Et andet perspektiv
Så hvorfor udskyder, eller helt fravælger, danskerne parforholdet? Svaret skal nok findes i en mosaik af årsagsforklaringer  – og individualiseringen er nok kun en del af den. Men tendensen er ikke udelukkende negativ. For skulle det give individet mere plads til at mærke sine egne behov, mens meningsfulde, platoniske relationer får lov at slå rødder, så er det måske ikke så dumt? Og mon ikke det romantiske parforhold så nok skal komme. Måske er tendensen endda med til at sikre bedre forhold frem for længere forhold? Eller også gør det ikke, men så er vi heldigvis selv i stand til at bestemme, om vi vil være i forholdene eller ej.

Skribent: Rosa Bundgaard-Laursen 

Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen

Visuelt: Emma Kreutzfeldt