Et svar til Svend Brinkmann: Vi er skabt af både reb og kasser

Generationer = at putte folk i kasser

Jeg funderer tit over det at være ung i 2024.

På trods af at Svend Brinkmann og britiske antropolog Tim Ingold mener, at vi alle er indbyrdes forbundet, og at konceptet om generationer nok ikke giver nogen mening, så har de fleste alligevel en tendens til at finde en slags ro i at kunne skyde skylden på en generation.

Mig selv inkluderet.

Som om trangen til atter en gang at putte noget eller nogen i en kasse for bedre at kunne forholde sig til det også lever i bedste velgående, når det kommer til generationsdebatten.

Jeg tror alligevel på, at der historiemæssigt findes et skift, hvor man ser en generel ændring i adfærd og interesserer baseret på omstændigheder udefra. Selvom vi nok er i konstant udvikling, og den udvikling er påvirket af tidligere “generationer”, så mener jeg heller ikke, at det er helt tilfældigt, hvad vi hver især går op i, hvis man holder det op imod, hvilket årti vi er født ind i.

Midt i et generationsskifte

Brinkmann sætter ydermere spørgsmålstegn ved ønsket om at forblive ung. Særligt i dag, når vi ved, hvordan nutidens unge mistrives, lider af stress og har dårligere mentalt helbred end resten af befolkningen.

Men ønsket handler muligvis mest bare om længslen efter dengang, man selv var ung, og måske en frygt for, at tiden går for hurtigt. Det er ikke så meget et ønske om at være ung med dem, der er unge nu, med alt hvad det indebærer.

Unge i dag har aldrig haft mere travlt, men alligevel er antallet af unge, som føler sig ensomme, steget støt de seneste år. Ifølge en rapport fra 2021 konkluderer Sundhedsstyrelsen, at hver sjette unge mellem 16 og 24 føler sig ensom. 

Hvordan kan det hænge sammen?

Jeg tror, at sociale medier har en væsentlig betydning. Presset ved konstant at blive stimuleret af, hvad alle andre foretager sig, på blandt andet TikTok og Instagram, resulterer i, at man hele tiden føler, at man skal leve op til, hvad alle andre laver. Vi skal fremstå som mennesker, der har styr på det hele, har det hele og oplever det hele. Og i hvilken verden findes der mennesker, der rent faktisk er sådan 24/7?

Ikke i denne.

Jeg tror, det skyldes vores evige stræben for at leve op til de standarder, som vi har ladet os indoptage gennem de sociale medier. For at være gode nok må vi leve op til dem. Det indebærer så også en masse overfladiske relationer og fællesskaber, som bliver bundet op på at tale om hinanden og os selv og selvfølgelig få taget et billede (eller hundrede), der efterfølgende kan lægges op på sociale medier som dokumentation på, at vi er med på moden og i fællesskabet.

I stedet bør vi jo nok lære at gå i dybden i den oplevelse, man er i gang med at skabe sammen, og være i nuet. Og netop at kunne forblive i nuet er noget, jeg tror, at den nye, unge generation har svært ved. Og noget, som vi måske ovenikøbet kunne lære fra de tidligere generationer. 

Eksistentielle kriser

At være ung medfører tit en eksistentiel krise eller to: Hvem skal man være, og hvordan opnår man det? Hvad hvis jeg ikke lykkes? Må jeg overhovedet give op på min drøm? Og selvom eksistentielle kriser ikke er forbeholdt ungdommen, er det som regel der, man skal ”finde sig selv” og finde ud af, hvem man er, og hvad man gerne vil i livet.

Et element af dette, som jeg selv kan genkende, er, når man bliver stillet de førnævnte spørgsmål. Det er, som om der er et konstant ydre og indre pres om hele tiden at kunne fortælle, hvad man indtil videre har opnået, og hvad næste skridt er. 

For guds skyld aldrig stop op, aldrig stå stille, for så misser du toget med destinationen ”dine drømme”. Og så kommer du aldrig til at blive succesfuld.

Og når der så rent faktisk sker noget godt, noget, man har kæmpet for, så kan vi ikke finde ud af at stoppe op, nyde øjeblikket og være stolte af os selv. Det er, som om det så ikke betyder noget mere, for nu har man jo opnået det.

Drømmetoget er allerede kørt videre på vej til næste stop mod destination ”succesfuld”.

Sætte larmen fra omverdenen på pause

En skræmmende tanke er, at vi aldrig får følelsen af tilfredsstillelse. Jeg tror, det er noget, vi aktivt bliver nødt til at kæmpe for hver dag. I tågen af sociale medier og perfekthedsidealer skal vi finde tilbage til os selv. Jeg tror, vi hver især bliver nødt til at finde en metode for, hvordan vi kan sætte larmen fra omverdenen på pause.

Da jeg spurgte nogle af mine venner, hvad de glædede sig mest til ved sommeren, svarede de at lave ingenting, for en gang skyld.

Jeg tænkte: ”Vildt nok at have det sådan.”

I en verden hvor de fleste, som del af den ”unge generation” i Danmark i dag, har et ocean af muligheder, og hvor FOMO nærmest er blevet en medicinsk diagnose, er det blevet umuligt at træffe valg.

Det er et privilegie, at vi kan tage den uddannelse, vi ønsker, eller lade helt være at tage en uddannelse. Vi kan skifte mening, ligesom vinden skifter retning, og alligevel stort set altid have et støttesystem omkring os, der gør, at vi lander på begge ben.

Jeg tror, kombinationen af dette og sociale medier, er en del af grunden til, at unge i dag lider af stress, at de mistrives, og at de har et dårligere mentalt helbred end resten af befolkningen.

Kan vi trække samfundet i en bedre retning? 

Men inden jeg formår at male fanden på væggen for hele nutidens “ungdom”, vil jeg skynde mig at påpege, at der også kan findes positive elementer ved det nuværende generationsskifte. 

Jeg tror, at den unge generation er ved at trække samfundet videre i en anden retning. De har et større fokus på for eksempel work-life-balance – eller snarere afskaffelsen af dette udtryk. Der er et større fokus på en generel trivsel i livet. Ikke at skulle opdele arbejde og liv, men at livet og arbejde skal hænge sammen som en symbiose.

De vigtige politiske samfundsdebatter ser anderledes ud i dag, end de gjorde, da vores forældre var unge. Der er altså andre ting i fokus. Dog er dette ikke ensbetydende med generationsskifte, men muligvis mere bare en konsekvens af tidens gang.

Man kan også overveje det faktum, at det ikke er mellem generationer, vi er forskellige, men at det er trends, der følger interessens gang. På den måde kan man give Svend Brinkmann ret i, at generationer – anset som en boks med enkelte karakteristika og titler som boomer, millenial, generation Z, X og Y – langt hen ad vejen ikke giver mening.

Dog tror jeg, at der er noget sundt og sandt i begrebet ”generation”, og jeg synes bestemt ikke, at det bør afskaffes.

Men i sidste ende tænker jeg – som mine veninder fint sagde det, da jeg spurgte dem – at det er en kombination af flere elementer. Vi opfører os forskelligt alt efter, hvornår vi er blevet født, men man kan heller ikke ene og alene proppe menneskers interesser og holdninger ned i en kasse ved navn ”generation”.

Måske svaret – hvis der overhovedet findes et – ligger i erkendelsen af, at vi skabes i samspillet mellem reb og kasser?

Skribent: Ingrid Cecilie Dam Lang 

Visuel: Sine Maria Thy Klarlund Kjempff

Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen