Scener fra et sommerhus

Myrerne ligner små sorte snemænd, som har fået ben og er begyndt at kravle. De kravler langs væggen, videre mod skraldespanden under vasken i køkkenet. Der kommer hele tiden flere. Små dyr, som vælter ud af sprækkerne i sommerhuset. Jeg finder støvsugeren frem, tænder maskinen og lader støvsugerhovedet falde lige ned på dem. Jeg ser, at de forsvinder. De sorte snemænd kommer hver sommer.

Hele familien spiser morgenmad. Frostboller optøet i ovnen med smør og ost. Skorpen er lidt for hård. Far har også kogt æg. Mor spørger, om jeg harlavet min ansøgning til universitetet. Nej, svarer jeg, jeg er stadig i tvivl. Du skal ikke vente for længe, siger hun, heller ikke med kollegieværelser. Rækker du mælken?

Lyngen rundt om sommerhuset står i knæhøjde. Jeg sætter mig i de høje strå, så de stikker op under nederdelen og kradser på inderlåret. Pas på, du ikke gror fast, siger mor. Dagen efter køber hun en buskrydder. Med et langt metalskaft og en lille rundsav for enden. Den lyder som en helikopter og får græsset til at flyve.

Lyngen bliver skåret ned, de lyse strå ligger horisontalt på hele grunden. De små egetræsspirer må også dø. Kun et par af de flotteste gyvler kan få lov at blive, fordi mor kan lide deres gule blomster.

Mor køber gift til myrerne og beder far om at sprøjte det rundt langs væggene og ned imellem brædderne. Far går krumbøjet og siger, at myrerne dør, så snart de bliver ramt af væsken. Plastikemballagen er gul og blå. Så ligger der døde, sorte pletter på hele gulvet, og jeg kommer til at tænke på de forstenede mennesker i Pompeji. Jeg så dem i sommerferien inden 7. klasse.
Dyrene sætter sig som kaffegrums under fødderne, jeg fortryder, at jeg ikke har sko på. Huset lugter underligt skarpt.
Mormor kommer på besøg i sommerhuset. Svamp er begyndt at gro på hendes pæretræ. Det er startet ved den nederste del af stammen, vokser frem på barken i små plamager af hvidlig grøn. Pæretræet er nitten år gammelt. Det blev plantet det år, jeg blev født.

Buskrydderen gør mig urolig. Mor har bedt mig om at fjerne det, der gror rundt om brændestablen. Klingen drejer, og det gullige græs stiger op omkring den lille sav. Det hænger lidt i luften som tynde guldsmede og svæver, inden det igen falder ned. Jeg skærer også en gyvel ned. Vinden blæser de gule blomsterblade imod mig, de klistrer sig fast på benene. Sveden er som tynd lim på kroppen, det klør.
Du skal ikke være så passiv, siger mor, når hun snakker om fremtiden.

Buskrydderen giver et ryk op igennem armen, og imellem de løse græsstrå ligger en hugorm i to dele. Halen og hovedet. Begge dele vrider sig, snor sig helt stramt sammen om sig selv, som to sorte, skinnende knuder, man ikke kan få op. Jeg står stille, og klingen på buskrydderen summer i luften; da jeg kigger ned, ser jeg, at der også er knuder på den sølvhalskæde, jeg bærer om halsen.