SEIN anbefaler

01. juni 2023

I starten af hver måned anbefaler kulturgruppen en række begivenheder, som vi går og glæder os til. Anbefalingerne tager udgangspunkt i alverdens kulturelle indslag, men tager mest af alt forbehold for en knap så tung pengepung.

Squid. Billede fra deres youtubekanal.

Christoffer skal lytte til det nye album fra Squid

‘O Monolith’, der udkommer d. 9. juni fra hånden af det engelske post-punk band, Squid, er nok et af de albums, jeg har glædet mig mest til i det nye år. Bandets lyd er på debutalbummet ‘Bright Green Field underligt sløret og forvrænget med musiske gentagelser, der er mere motiver end melodier. Squids tekstuniverser er på samme måde ovre i det absurde. På pre-release singlen ‘Undergrowth’ taler en masochistisk kommode til, hvad der kunne være lytteren, og på ‘Swing (In A Dream)’ er vi inde i rokoko-malerietThe Swing’ af Jean-Honoré Fragonard, mens en klaustrofobisk arpeggio fra synthen akkompagnerer. Det er legende og underligt at høre på og værd at lytte til, hvis du som jeg er fan af de skæve musikuniverser.

Dato og tid: 9. juni
Sted: Samtlige musiktjenester
Pris: Gratis

Billede fra åbningsfesten sidste år i Nikolaj Kunsthal. Foto: Christian Brems.

Beate skal til Copenhagen Art Week

Jeg ville egentligt gerne vide lidt om, hvad der sker inden for malerkunst, performancekunst, filmkunst osv. Både af nysgerrighed, men selvfølgelig også for samtalemateriale, når jeg skal prøve at være sej sammen med mine kunstneriske venner. Jeg tænker, at Copenhagen Art Week er et godt sted at gå hen for både at opleve kunst, talks og rundvisninger. Og for lidt bedre at forstå, hvad der rører på sig inden for kunstverdenen i København.

Dato og tid: 1. – 10. juni
Sted: Hele København
Pris: Gratis

Læs mere her

Facebook coverbillede.

Zaka skal se NBA Finals

Er du klar til at opleve det højeste niveau af basketball? Så er NBA Finals det ultimative show. Et historisk spændende playoff-spil er ved at nå sin afslutning, og nu mangler vi blot at finde en vinder. En serie af syv kampe skal spilles, hvor det hold, der først vinder fire kampe, kan kalde sig mestre. Man skal tage højde for, at det selvfølgelig er amerikansk tid, så det kan godt blive et par sene nætter, men det er absolut det hele værd. Sæt dig godt til rette, invitér dine venner over og oplev magien ved NBA Finals.

Dato og tid: Kampprogrammet kan findes her.
Sted: På dit TV ( TV2 Sport ) eller på nettet.
Pris: Gratis eller et abonnement på TV2 Play.

Coverbillede fra Cinematekets Facebook-begivenhed.

Ina skal skåle med McLovin

Ud over SEIN er jeg også frivillig i gruppen Mørkekammerater, som hver måned laver en filmvisning i Cinemateket med fokus på, hvad unge synes er fedt. Jeg elsker vores events og ville anbefale dem hver måned, men det ville både være for ensformigt og ret spurgt. Så jeg nøjes med denne ene gang: Sving forbi Cinemateket den 9. juni, når Mørkekammerater viser den moderne klassiker ‘Superbad’. Det er en drink-along, så vi disker op med nogle sjove regler, som vi kan skråle og skåle med på, mens vi ser film. Det bliver en festlig aften, og du skal da med!

Dato og tid: 9. juni 2023. Filmen starter kl 21:30, men du er velkommen til at komme og hygge i baren inden
Sted: Asta Bar i Cinemateket
Pris: 50 kr! Plus lidt ekstra til drinks med ekstremt studentervenlige priser

Læs mere her

Billeder fra Janelle Monae’s facebook, Pitchfork (King Krule) og tecoapple.com (Christine)

Justus lytter til Janelle Monae, King Krule og Christine and the Queens

Sommeren er landet, og med den følger havefester og andet sjovt. Den 9. juni er vi så heldige at få leveret et soundtrack til alle festens faser i form af tre (!) albums fra hhv. Janelle Monae, King Krule og Roskildeaktuelle Christine and the Queens. Janelle Monae er i sin frigørelsesæra med ‘The Age of Pleasure’ og lover frihed, kærlighed og solskin i en musik, der kunne minde en kende om Beyoncé. Efter festen er døet ud, og den hårde kerne sidder tilbage rundt om bålet, er King Krules karakteriske vemodige stemme kombineret med en slags jazz’et dreampop på ‘Space Heavy’ et godt bud på lydtapetet. Når du så cykler hjem fra havefesten klokken fire om morgenen, det er lyst og fuglene synger, så tegner Christine and the Queens’ ‘PARANOïA, ANGELS, TRUE LOVE’ til at blive et drømmende og håbefuldt album, som du kan cykle hjem med en varm følelse i maven til. 

Honorable mentions:
But Here We Are – Foo Fighters (2/6)
Folkocracy – Rufus Wainwright (2/6)
In Times New Roman… – Queens of the Stone Age (16/6)

Dato og tid: 9. juni
Sted: Diverse streamingtjenester
Pris: Prisen for et streamingabonnement

Billede fra @absaloncph

Astrid tager til københavner-picnic

På en forhåbentlig solrig søndag i juni inviterer alle Københavns bydele på hver sin unikke picnic. Hele byen rundt har hver bydel udvalgt et lokalt sted, der er særligt for netop dem, og inviteret på mad under åben himmel. Fællesspisning og underholdning er en god måde at forlænge din weekend på, så søndagen ikke sumper helt væk. 

Dato og tid: 11. juni fra kl. 16-19
Sted: København
Pris: Varierende

Læs mere her

 

 

Martin skal gense ‘Sneleoparden

I februar sidste år sad jeg blødt og varmt i biografsædet i Aarhus’ legendariske biograf, Øst for Paradis. Der sad jeg i halvanden time og kiggede på to mænd, forfatteren og eventyren Sylvain Tesson og dyrefotografen Vincent Munier, der vandrer rundt i kulden i Tibets bjerge for at få et glimt og et billede af sneleoparden. De har heldigvis taget et lille filmhold med, der giver os lov til at komme helt tæt på deres rejse. Det er blevet til filmen ‘Sneleoparden (La pánthere des neiges)’. Filmen har nogle af de smukkeste natur-stills, jeg nogensinde har set på et lærred – de fortjener at blive set i biografen. Og Warren Ellis har i samarbejde med Nick Cave skrevet et vidunderligt, dragende filmscore. Alene af de to grunde bør du tage i Øst for Paradis, der i anledning af litteraturfestivalen LiteratureXchange viser filmen igen (‘Sneleoparden’ er også en bog, Tessot har skrevet om sine oplevelser på rejsen). Efter filmen er der oplæg ved to kloge gutter. Det skal sikkert blive godt og spændende, men selv hvis du ligesom mig ikke er til den slags efter dine filmoplevelser, så tag afsted alligevel. Filmen kan bære det.

Dato og tid: 17. juni kl. 19.
Sted: Øst for Paradis i Aarhus.
Pris: 100 kr.

Læs mere og køb billet her

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her