Os i sneen på E45
Laura har skrevet en tekst om en Facebook-gruppe, der blev oprettet under en snestorm i januar for alle dem, der blev fanget i deres biler. Hun er ikke selv med i gruppen, men vil gerne skrive om vigtigheden af at dele sine traumer med andre.
“Os i sneen på E45” er en Facebook-gruppe. Jeg har meldt mig ind i den, selvom jeg aldrig har været fanget i sneen på E45. Jeg har været fanget andre steder, men ikke på E45.
Men jeg føler, at jeg har været fanget i sneen på E45: Jeg har læst alle deres opslag, om mørket og kulden, om hvor ofte man burde tænde for sin bil, for at kunne holde på varmen, men samtidig spare benzin. Jeg har læst deres råd om at gå på toilettet mellem to bildøre, jeg har læst om lokale, der skrev, at nu gik de rundt og delte müslibarer ud.
Og jeg har læst spørgsmålene, spørgsmålet, et ekko af, hvad er det, der sker? Hvornår skal vi væk? Hvad er det, der kommer til at ske?
Myndighederne havde skrevet, at ingen ville komme til at tilbringe en nat i sin bil, og så gik natten på bagsædet i bilen i mørket, og man kunne nemt komme til at spørge sig selv, om det her skete i virkeligheden, hvis det ikke havde været for det enstemmige kor af 1000 andre, der tavst råbte ja ud i den lange nat.
Jeg er misundelig på “Os i sneen på E45”. De har hinanden. Marianne spurgte dagen efter i gruppen: “Er der andre, der heller ikke kan stoppe med at ryste?”. Og der var andre. De diskuterede med hinanden, om tæpper var nok, eller om der skulle noget traumebehandling til.
Nogle dage kan jeg heller ikke stoppe med at ryste. Jeg ryster mindst en gang om dagen, kigger mig altid omkring for at se, om der er nogen, der har lagt mærke til det, om der er andre, der ryster.
Jeg ryster, når jeg ligger i min seng og krampagtigt holder fast i min telefon. Jeg er bange for at blive opdaget og smidt ud af “Os i sneen på E45”. De skriver i kommentarsporene, at de ikke vil have de fremmede blikke, ikke blive set på af nogle, der ikke forstår. Men jeg forstår.
Jeg fik at vide af Signe og Oscar, at Martin var startet til boksning nogle måneder efter vi slog op. Jeg rystede så meget den dag. Jeg forestillede mig, hvad det var, han forestillede sig, når han slog ud. Hvor meget mit ansigt var på boksepuden.
Jeg forestillede mig hans hånd inde i boksehandsken, om han mon stadig havde ringe og neglelak på derinde i mørket, om neglelakken skallede af for hvert slag, eller om neglene var så beskyttede af handsken, at det ikke gjorde nogen forskel.
Signe og Oscar kunne ikke forstå, hvorfor det betød noget for mig, at han var startet til boksning, det var jo ikke mig, han slog på.
”Nej, men det er jo nok, fordi han har lyst. Har I spurgt ham?” sagde jeg til dem.
”Sådan noget snakker vi altså ikke om,” sagde Oscar. Han sad på min sengekant, Signe sad på mit gulv, de fortrød vist begge to, at de var kommet.
”Vil I måske spørge ham? Om det er mit ansigt han tænker på? Eller komme med ham til træning og se, hvor vred han ser ud, når han slår. Jeg tror, at det vil bevise noget.”
”Du ved godt, hvordan det lyder, når du taler på den måde” sagde Oscar og hans stemme lød som en fjeder i min sengekant, der gav lidt efter, der var ved at knække.
Signe sagde stadig ikke noget, jeg var bange for, at hun havde været med til boksetræning, eller at hun måske havde set den måde, han kiggede på mig. Hun var god til at se den slags, men bare ikke god til at sige det højt.
Jeg tænkte på, om der mon var blod på gulvet, der hvor han boksede. Om blodpletterne lignede blomster, om det var smukt på en morbid måde. Eller om der var negle på gulvet. Eller bare lidt fedtet.
Hvis jeg kunne finde ud af, hvilken dag han gik til boksning, kunne jeg måske tage derned en anden dag og rense gulvet med en vatpind. Så ville jeg i det mindste ikke være i tvivl længere. Så ville Signe og Oscar forstå hvorfor.
I “Os i sneen på E45” skriver Frederikke og spørger, om der er andre, der stadig ikke tør køre ude på motorvejen og bliver nødt til at tage alle mulige landeveje og omveje og konstant modsætte sig Google Maps’ anbefalinger.
Jeg stiger altid af bussen et stop før Klostertorvet i Aarhus. Det er der, hvor der er flest busstoppesteder, det er der, jeg vurderer, at der er størst risiko for at møde ham.
Der sad engang en mand i bussen og stirrede på mig hele turen hjem. Jeg steg af et stop efter mit eget og sørgede for at dække mit navn på mit rejsekort. Der var en undertone af vold i hans blik, det er et citat fra Barbie-filmen.
Jeg har bildt mig ind, at jeg også var fanget i sneen på E45. Næste gang nogen siger til mig, at der er to sider i hver historie, og der ikke er nogen sandhed, så vil jeg åbne Facebook og vise dem videoer af de manglende sneplove. Beviser.
“Hvorfor kunne de ikke åbne det andet spor på E45 for os der sidder fast i sneen?” spørger Michael.
Tekst og visuelt: Laura Rye Bislev
rigtig god