SEIN anbefaler
I starten af hver måned anbefaler kulturgruppen en række begivenheder, som vi går og glæder os til. Anbefalingerne tager udgangspunkt i alverdens kulturelle indslag, men tager mest af alt forbehold for en knap så tung pengepung.
Magnus skal være vidne til en museumsflytning
Man sætter selvsagt et ordentligt maskineri i gang, når en enorm samling af malerier og artikler skal flyttes fra et sted til et andet. Det er jeg ikke i tvivl om, at alle dem, man følger i dokumentaren om det nye Munch-museum, kan skrive under på. Dette ret geniale program findes på DRTV i en nedklippet udgave – men hvis man er tanden mere dedikeret, kan man begive sig ind på NRKs hjemmeside, hvor hele processen foldes ud gennem otte episoder à 45 minutter. Med sine fortællinger om skrøbelige penselstrøg, samarbejdsvanskeligheder og vandfragtede kæmpemalerier kan seriens spændingsniveau nærmest måle sig med en gennemsnitlig actionfilm. Skræddersyet til juleferien!
Dato og tid: Altid
Sted: NRK TV
Pris: Gratis
Læs mere her
Astrid anbefaler, at du putter panforte på konfektbordet
Hvad skal dit bidrag til julebordet være i år? Jeg anbefaler, at du imponerer familie og venner med et nyt bud på den klassiske marcipan-nougat-chokolade-konfekt. Har du smagt panforte? En krydret italiensk konfektkage, der smager som at putte et lille stykke julehimmel ind i munden. Hvis ikke, er dette dit tegn til at komme i sving i køkkenet og give den et skud, alt imens dit hjem langsomt vil komme til at dufte af kanel og nelliker.
Dato, tid og sted: Til diverse julefrokoster og -arrangementer
Pris: Afhænger af, hvad du har i forvejen
Læs mere her
Mathilde vil droppe playlisten og høre album
Det er sjældent, at jeg hører et helt album fra start til slut. Og det er en skam, for det er en ret fantastisk oplevelse. Kunstnerne har nøje overvejet sangenes rækkefølge, og det kan åbne op for andre følelser og indtryk, når numrene spiller sammen frem for at ligge blandet på en playliste. Jeg skal selv høre Sufjan Stevens nye og helt fortryllende album ‘Javelin’ og for en stund glemme alt om, hvilke julegaver jeg mangler at købe.
Dato og tid: Når som helst
Sted: Hvor du lytter til musik
Pris: Gratis
Laust skal i teatret
Trods det er et sted, jeg sjældent er, skal jeg i teateret og se dramatiseringen af ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ af Glenn Bech. Det selvbiografiske og poetiske manifest, der italesætter blandt andet privilegieblindhed, bliver opsat af Aalborg Teater og spilles på deres lille scene. Jeg har udelukkende hørt positivt om forestillingen, og når den tager afsæt i en bog som ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ af Glenn Bech, kan man kun forvente en god oplevelse.
Dato og tid: Indtil den 22. december 2023
Sted: Aalborg Teater
Pris: 120 kr. for unge under 25
Rebecca anbefaler at vende tilbage til det rare og trygge
Jeg har haft svært ved at vælge, hvad jeg skulle anbefale i denne omgang. Den kolde vind bider i mine ører, og min næse er stoppet til, og jeg frygter at falde tilbage i min årlige vintervrede og -tristhed. Jeg gør mit bedste for at forblive optimistisk ved at vende tilbage til de rutiner, jeg ved, virker. Minde mig selv om, at nu ikke er tiden til at udfordre mig selv. Jeg hører sange, der giver mig lyst til at danse i min stue, ser mine yndlingsfilm og genlæser de bøger, som jeg ved, jeg elsker.
En af de bøger er ‘ Normal People’ af Sally Rooney. Jeg har efterhånden nævnt den bog en milliard gange. Jeg har anbefalet den til alle, jeg kender, og endda skrevet SRP om den i 3.g i gymnasiet. Til trods for alt dette bliver jeg aldrig træt af den. Den indrammer på den smukkeste vis alle de spekulationer, overvejelser, frygt og glæder, jeg har ved det unge voksenliv. Jeg finder tryghed og varme blandt de krøllede og plettede sider i det kolde vintervejr. Og hvis ikke man er så meget til at læse, er vi så heldige, at den også findes i serie-format på både DR og HBO Max.
Dato og tid: Når som helst, når du har tid
Sted: Gemt under et dejlig tykt tæppe
Pris: 159,95 kr. i Bog & idé
Alba skal bage luciaboller og tænde lys i mørket
En af mine yndlings traditioner i december er at bage luciaboller. Det minder mig om at være barn og gå luciaoptog derhjemme med lys og hjemmebagte luciaboller tidligt om morgenen den 13. december. Men jeg har senere fundet ud af, at der er mange, der ikke kan lide luciaboller, måske fordi mange forbinder dem med de halvtørre boller, man fik, når der var luciaoptog på skolen. Boller, der for det meste var bagt dagen før og tit med gurkemeje i stedet for safran (som – selvom det er et lidt dyrt krydderi – er det, der giver den særlige smag og farve!).
Så min anbefaling er at bage luciaboller med safran. Lav dem på en koldhævet dej, form dem i alle mulige former, og bag dem lige inden, de skal spises. Jeg har linket til en god opskrift, som man kan følge, hvis man mangler lidt lys i mørket eller bare lidt lækker morgenmad i midten af december.
Dato og tid: 13. december
Sted: I et køkken
Pris: Kommer an på råvarerne (0,5 g safran kan købes for ca. 30 kr.)
Læs mere her
Olga vil have mere af billedkunstneren Apolonia Sokol
Jeg blev dybt fascineret af Apolonia Sokol i dokumentaren ‘Apolonia, Apolonia’, som ligger på DRTV. Et nært portræt af billedkunstneren, som er skildret af dokumentaristen Lea Glob gennem 13 år. Filmen viser både sårbarhed og styrke om Apolonia, som nu udstiller sine personlige og omsorgsfulde portrætter i en udstilling på museet Arken. Filmen fangede mig, så jeg ønsker kun at få mere af Apolonia Sokol, hvorfor jeg tager til Arken i Ishøj inden længe.
Dato og tid: Onsdag til søndag indtil den 4. februar
Sted: Arken eller DRTV
Pris: En billet til museet (119 kr. hvis du er studerende) eller en tablet
Læs mere her
Dagmar skal fordybe sig i podcast
Jeg vil gerne anbefale podcasten ‘LSD-kælderen’ produceret af P1. Den handler om en række lsd-forsøg, der blev udført på mennesker i kælderen under Frederiksberg Hospital i 1960’erne. Den er virkelig fængende, og jeg blev selv meget opslugt af den. Hvis man ikke er klar til at se ‘Love Actually’ og lytte til julemusik, så kan man lige fordybe sig i lidt dansk true crime.
Dato og tid: Tilgængelig alle døgnets timer
Sted: Kan findes på DR lyd
Pris: Gratis
Idun har læst ‘Stjernens time’ færdig
Som mange andre er jeg ærgerlig over, at jeg slet ikke læser lige så meget, som jeg plejede. Derfor var det en lille sejr, da jeg færdiggjorde en bog for første gang i lang tid. Det var ‘Stjernes time’ med Clarice Lispector. Den er udgivet i Gyldendals serie ‘Skala’, der ifølge omslaget “skaber et rum for de bøger, som aldrig fik den status de fortjente, da de først udkom”.
Lispector er nemlig endelig, først efter sin død på vej mod klassikerstatus. Bogen handler om en ung, fattig pige i Rio de Janeiro fortalt gennem en ældre, mere velhavende mands perspektiv. Bogen er inspireret af Lispectors egen fattige opvækst i Rio og omhandler fattigdommen, og hvordan hovedpersonen samt de andre karakterer navigerer den på forskellige måder. Den er enormt stemningsfuld og fra en verden, jeg aldrig selv har oplevet. Lispector skriver sanseligt og fint, men på en meget uprætentiøs måde. Hendes stil minder meget om Virginia Woolfs og er også blevet sammenlignet med Franz Kafkas. Og så er den gratis tilgængelig som lydbog på Ereolen!
Dato og tid: Når som helst
Sted: Hvor som helst
Pris: Gratis hvis du låner den fra biblioteket eller som lydbog
Laura skal brodere blomster i alle sine hullede uldtrøjer
Jeg er for nyligt blevet enormt fascineret af konceptet visible mending. I al sin enkelthed går det ud på at reparere sit tøj uden at forsøge at skjule reparationerne. Tværtimod kan man bevidst brodere blomster og alverdens andre motiver oven på de huller, som man lukker. For mig er det en måde at få en mere bæredygtig tilgang til mit eget tøj. Internettet flyder over med ressourcer til dig, der gerne vil lære det, men jeg kan blandt andet anbefale ‘Lille klode’, som både er navnet på en Instagram-profil og en bog af Natasja Hjerrild Rosenquist
Dato og tid: Når du opdager det næste mølhul i din yndlingssweater
Sted: Hjemme hos dig selv eller til en workshop ude i byen
Pris: Prisen for en nål og tråd
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?