SEIN anbefaler

30. april 2022

I starten af hver måned anbefaler kulturgruppen en række begivenheder, som vi går og glæder os til. Anbefalingerne kan tage udgangspunkt i alverdens kulturelle indslag, men tager mest af alt forbehold til en knap så tung pengepung.

Olga starter sin badesæson ved Helgoland Søbadeanstalt

Sommeren nærmer sig med varmere dage og solskin, og min badesæson starter. Den 1. maj starter sommersæsonen i Helgoland Søbadeanstalt, hvilket betyder gratis adgang for alle til de perfekte badefaciliteter ved Amager Strandpark. Hvis du ligesom mig gerne vil undgå sand og den lange gåtur ud i vandet, men stadig gerne vil bade i havet, er dette ligesom en stor platform af en badebro. En – to – tre, plask!

Sommersæson: 1. maj – 30. september 

Jonas glæder sig til den parisiske tidsånd kommer til Aarhus

Vi ser film og serier hele tiden. Vi husker dem ofte i en uge eller to, men tit, når der er gået et års tid, er de væk. Tirsdag 3. maj viser Øst for Paradis den franske nybølge film ÅNDELØS instrueret af enfant terrible Jean-Luc Godard. Her er en film, der lever og ånder, som besidder en indre nødvendighed for at blive fortalt. En film, der efterlader publikum nysgerrige og åndeløse og med en oplevelse, vi vil huske. 

Billetter kan købes her.

Astrid anbefaler en podwalk i solen

Brug en eftermiddag i Sophienholms slotspark med en cabaret af løgne og løjer i ørene. Ømme Lægge er kunstnerkollektivet bag den stedspecifikke podwalk “GÅ SE GANG”. Solo eller i selskab med en ven anbefales du til at lege med i forårssolen og hvile i følelsen af ikke at blive et ord klogere, men et grin og en absurditet rigere.

Dato: Indtil d. 31 maj.
Pris: 150 kr. uden studierabat, 100kr med. En billet giver adgang til podwalken, Sophienholms aktuelle udstilling og kaffe og kage i cafeen.
Lokation: Sophienholm Kunsthal, Kongens Lyngby

Læs mere her.

Ninna ønsker alle et godt karneval

Når du er vokset op i nærheden af Nordens Paris eller i daglig tale Aalborg, ved du altid, hvad du skal lave den sidste lørdag i maj. Her løber nordeuropas største karneval hvert år af stablen i Aalborgs gader og fylder byen med fest, udklædning og dak. En provinsfest i særklasse, og alle pengene værd.

Tidspunkt: 10:00 – 23:00
Dato: 28. maj
Gratis (medmindre man skal ind i Kildeparken)

Læs mere her.

Jacob skal ind at se Marvel storfilm

Så er det igen tid til at få kastet endnu en af Marvels mega-budget film lige i nakken, og Doctor Strange in the Multiverse of Madness er den næste i rækken. Filmen er den 29. i rækken af sammenhængende film, og forskellige hjemmesider anbefaler, at man, som minimum, ser fire film og tre serier for helt at kunne følge med. Multiverse of Madness er ikke bare filmens titel, men også hvad hele Marvels serie og filmunivers efterhånden er. Et kæmpestort kaos og en overflod af underholdning, der bare bliver spyttet ud. Men jeg lover, at det bliver en nem og fornøjelig biograftur.

Sted: Enhver biograf, du kan få adgang til
Pris: Ofte et sted på den pæne side af 100kr. Og så er det absolut også en film, der hører en ordentlig spand popcorn til

Beate skal ud at se, hvad mikroforlagene byder på 

Til Lille Bogdag. Her kan man gå på opdagelse i nye udgivelser og være med til at støtte de små forlag, der kæmper for at give plads til bøger, der ikke skal være bestsellers, men bare skal være gode og måske endda lidt nytænkende og anderledes.

Dato: 28. & 29. maj
Sted: Johan Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, København
Fri entré

Find mere information her.

Hassan skal høre jazzet hiphop på SPOT

Frode er en artist og producer fra Århus, som jeg har fulgt de seneste år. Han er en af de mest spændende musikere fra Århus lige nu og får endelig lov til at spille for et festivalspublikum. Frodes tekster er meget virkelighedsnære og bliver leveret sammen med nøje udvalgte Soul/Jazz instrumentaler, som Frode også selv er med indeover som producer. Et must see, hvis ikke man skal noget fredag 6. maj!

Sted: Ungdomskulturhuset, Tage hansens gade, 8000
Pris: Adgang til koncerten kræver SPOT billet.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her