SEIN anbefaler: Datingprogram og performativt sci-fi-værk

26. august 2025

Omkring starten af hver måned anbefaler kulturgruppen en række begivenheder, som vi går og glæder os til. Anbefalingerne tager udgangspunkt i alverdens kulturelle indslag, men tager mest af alt forbehold for en knap så tung pengepung. Her kommer en kombination af nye og gamle anbefalinger.

 

Mathilde skal følge med i ‘Gift ved første blik’

Efter afslutningen på sommerens succes ‘Hotel Romantik’, er forelskelser i Alperne afløst af DRs klassiske eksperiment ‘Gift ved første blik.’ Der er nu mulighed for igen at kaste sig ud i en serie i kærlighedens (eller underholdningens) tegn. 

Ved seriens sæsonstart kiggede jeg ind i krystalkuglen og gav mine bud på, hvem der bliver sammen. Så i denne måned sidder jeg klistret til skærmen hver torsdag for at finde ud af om mit drømmepar er på rette vej, eller i sidste ende må gå hver til sit.

Dato og tid: Hver torsdag
Sted: DR1 eller DRTV
Pris: Gratis

Dagmar skal gense Friends

Kliché som det lyder, har den banale rom-com-serie lært mig meget om venskabets kærlighed. Det er en serie, jeg, som mange andre, har et meget nostalgisk forhold til. Selvom man i dag kan kritisere serien for mange ting, synes jeg, at karakterernes relationer bliver ved med at være relevante.

På trods af lidt plat dåselatter og forudsigelige jokes, giver serien dig en mulighed for at varme dig på vennegruppen, man følger i ti år fra i midten af tyverne. Jeg synes, det er den perfekte serie at sætte på, når efterårsvejret trænger sig på, og man har brug for et forudsigeligt, trygt og godt grin.

Dato og tid: HBO, hvornår du har lyst
Sted: På sofaen
Pris: 79 kr.

Laust skal ud i efterårsvejret

Jeg elsker, når tiderne skifter, og det begynder at blive koldere.

Bladene på træerne bliver flotte og farverige, og den skarpe efterårssol er bare dén smule bedre end den overhypede sommersol. For ikke at nævne, hvor rart det er at træde på et sprødt nyfalden blad.

Foto: Getty Images

Dato og tid: Når du vil
Sted: En skov, hvis tilgængelig
Pris: Gratis

Alba skal gense ‘Smoke Sauna Sisterhood’

Den prisvindende dokumentar ‘Smoke Sauna Sisterhood’ er en film om femininitet og solidaritet.

De sanselige billeder med rygende varme saunascener og iskolde dyp i den estiske skovsø er perfekte at se under et tæppe en kølig efterårsdag, mens man gennem nærbilleder af de nøgne, naturlige kvindekroppe, ritualer med grene og sange samt fortællinger om kærlighed, overgreb, lyst og skam, inviteres ind i et utrolig unikt og intimt rum.

Foto: Ants Tammik/Alexandra Film

Dato og tid: Når det passer dig
Sted: På Filmstriben
Pris: Gratis

Laura skal opleve en genfortælling af en græsk myte

D. 20. september har ‘Prometheus’ premiere på Nørrebro Teater. Det er en genfortælling om myten om titanen Prometheus, der gav ilden til mennesker efter at have stjålet den fra guderne. Men nu i denne moderne version handler den om hvad teknologiske fremskridt gør ved menneskeheden. Hvis der er noget jeg elsker er det netop ideen om evigt gyldige fortællinger og hvad vi kan lære af at fortælle de samme historier igen og igen.

Foto: Nørrebro Teater

Dato og tid: 20. september – 11. oktober
Sted: Nørrebro Teater
Pris: Fra 75 kr.


Redaktør: Laura Rye Bislev
Visuelt: Ida Agnete Storgaard

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her