SEIN på Roskilde Festival: Dyster dancepop, forløsende distortion-guitar og en euforisk popfest

Roskilde Festival er med 2023-udgaven tættere på hundrede end nul, og sidstnævnte er nu halvvejs afviklet. Jeg skal være ærlig og sige, at hele projekt Roskilde forekom mig en smule uoverskueligt i sidste uge. Men hvor er det godt at være tilbage. På Roskilde Festival stempler man lige ud af virkeligheden i otte dage for at danne fællesskab med ca. 130.000 andre i det parallel-samfund, der for en stund er hverdagen. En hverdag, hvor man trækker soigneringen til det yderste og lever på en kost bestående af konserves-mad, lunkne øl og ikke mindst musik. 

Pil
Eos, 26. juni

Dronningen af månen spiller solnedgangen ind på Eos-scenen og åbner meget passende sin Roskilde-debut med sangen ‘Ingenting jeg hellere vil’. Folk er mødt talstærkt op, og jeg tror godt, vi kan regne med at se hende i Final Days næste år. Pil er en virkelig dygtig performer, der er autentisk og til stede. Hun kommer da også helt ud over scenekanten, da hun bevæger sig ned til publikum under nummeret ‘Rullefald’. Hun er hjertelig og omfavnende, når hun taler til publikum: »Det er så godt, og det er med jer, at det bliver så godt!« Gennem hovedparten af koncerten groover bandet derudaf, men i momenter skaber de og Pil en ægte, euforisk popfest. På klub-baskeren ‘Dér’ får Pil besøg af Wads.png (Phlake), og på ‘Hænderne i vejret’ får folk for alvor hænderne i vejret, mens Pil kanaliserer sin indre Medina ud. Generelt må man sige, at sidstnævnte ikke har levet forgæves, og Pil helt sikkert løfter arven. Hun slutter selvfølgelig af med nummeret ‘Nattely’, der lægger op til kæmpe fællesskrål. Allerede fra første akkord genkender publikum sangen og skråler med. Så meget, så Pil hen mod slutningen lader ølkoret runge alene for en stund. I troen på, at vi nu er færdige, begynder publikum selvfølgelig en hurtig Seven Nation Army-lålålå, før bandet samler den op igen, og vi får den sidste euforiske ‘Hvor går du hen, når du går herfra?’, hvor Pil og band banker den hjem.

Aperly High
Gaia, 26. juni

Aperly High lukker mandag Gaia-scenen med sin synthede art-pop. Hans musik bevæger sig lidt mellem forskellige art-pop undergenrer som hyper-pop og vapor-wave. Live lyder det lidt, som hvis hyper-poppen var indie. Albert Aagaard Hertz, der står bag Aperly High, indtager selvsikkert scenen og skuer stoisk ud over publikum, mens hans band starter showet. Der er ikke vildt meget musikalsk variation i numrene, og man kan godt mærke, at de lige skal i gang. Lydsiden er sådan set ret velproduceret med fede synthesizere og stabile, groovy trommer. Bandet, der består af en trommeslager, guitarist og en synth-/bassist, spiller generelt lige, som de skal. Og de står som tre søjler under Hertz, som så kan give den alt, hvad han har. Og det gør han også hen mod slutningen, hvor man tydeligt mærker, at han har performet sig varm. Han danser og hopper lige fra start, men det er på en måde ikke helt overbevisende. På nummeret ‘Try Hard’ fra den nyligt udgivne debut ‘Cat’s Paw’ dropper bandet hårdt ind og sparker for alvor showet i gang. Hertz har overbevist sig selv og os andre om, hvad han egentlig kan. Det hele slutter i fest til lyden af hyper-poppens karakteristiske 00’er-poprock-agtige melodier og distortion-guitar på ‘Forger’, hvor Hertz synger duet med sin guitarist Peter Bruhn (First Flush), der går under kunstnernavnet Peter Pain. 

Evil House Party
Gaia, 27. juni

Jeg havde, af uransagelige årsager, forestillingen om at gå ind til en dreampop-koncert, da jeg endnu engang stod i Gaia-teltet tirsdag aften. Jeg fik også lidt af min dreampop-koncert, men der, hvor jeg for alvor stod med bukserne nede, var ved den elektroniske, nærmest klubagtige produktion, de førte igennem. Klokken var kun 20, da de gik på, så det var stadig lyst, men det glemte jeg hurtigt. Forsanger Emma Acs og Jacob Formann, der stod bag dj-pulten, inviterede os ind på en hemmelig natklub til dyster dancepop. På den måde lever de godt op til deres navn, når de står der, badet i rødt lys, mens trommer og bas hamrer derudaf, og de virkelig skaber et ondt house party. Duoen står i modlys og indhyllet i tåge, som to Uidentificerbar-uigenkendelige karakterer, der trancebinder publikum. Acs har en god mørk vokal, der minder mig lidt om 070 Shake, og som virkelig klæder de ligeledes mørke synth-produktioner. Der er ikke meget direkte kontakt til publikum, men det er heller ikke nødvendigt, for musikken har så godt fat i os allerede. Udover selvfølgelig at være enormt dansabel er den også til tider så buldrende, at jeg nærmest kan mærke bassen gribe om struben på mig. Lukkeren ‘United’ starter i en blød vals med kolde synthflader, som publikum svæver lidt i, indtil nogle markeringer skifter groovet til et hårdere, mere bastant beat med trommer, der sparker igennem. Den går så tilbage i den bløde dur-vals, hvor publikum står forenet og bølger hænderne fra side til side til forsikringen om, at vi aldrig er alene: »United everywhere we go / Off road is also a road you know.«

Tekst: Justus Ortmann
Visuelt: Liv Møller
Redaktør: Martin Bjerg Dahl