SEIN på SPOT 2

Artistplakat

Henrik Lindstrand feat. Who Killed Bambi
Store Sal, Musikhuset, 6. maj

Jeg kender mest Henrik Lindstrand som alt-mulig-mand i et af Danmarks største rockbands Kashmir. Men udover det, har han en solokarriere som komponist i egen ret og har lavet både filmmusik og en form for neoklassisk klavermusik. Lørdag aften havde Lindstrand, foruden sine plader, taget det danske strygerensemble Who Killed Bambi med på scenen. Strygerne åbner blødt, og man kan fra start  sagtens høre, at det er nogle, der har styr på deres håndværk. Mens strygerne spiller, er der en slags whitenoise-buldren, der lyder lidt som nogle, der trækker vejret ind i en mikrofon. Lyden af ro i sindet. Generelt er der en stoisk ro, som præger sættet og sådan set også musikerne på scenen. Som jeg sidder der, badet i blåt lys sammen med resten af Store Sal, kan jeg ikke undgå at få følelsen af at svæve ti centimeter over havets overflade. Det er lyden af det kolde nord. Stort og utæmmeligt, men samtidig smukt og venligt. Musikken er egentlig relativt simpel i sin kerne, men det kræver alligevel stor teknik og musikalsk forståelse at kunne skabe lige præcis det lydtapet, der blev malet på væggen denne aften. Under andet nummer lavede violinerne en slags glides, der næsten lød som måger, og jeg fik endnu mere oplevelsen af at stå ved havnen og skue ud over det rolige vand. Senere lavede de også ekstremt skarpt koordineret tonale glides, der lød, som når man skruer tempoet ned på en vinylplade eller et kassettebånd og demonstrerede derved både, hvor sammentømret de er som musikere, og hvilken kontrol de har over deres respektive instrumenter. Ovenpå sit klaver havde Lindstrand nogle knapper, som jeg ræsonnerede mig frem til måtte være effekter til både ham selv og strygerne. Med dem styrede han rumklangen og skræddersyede scenens lyd ned til mindste detalje. Først lige inden sidste nummer tog Lindstrand mikrofonen og takkede publikum for at være mødt op, og han virkede hudløst ærlig og taknemmelig – kvaliteter der også skinner igennem i musikken.  Efter koncerten går jeg ud med følelsen af at komme tilbage til virkeligheden efter at have været nedsunket i dyb trance for en kort, salig stund.

Afskum
Store Sal, Musikhuset, 6. maj

Jeg havde (ligesom de fleste andre, vil jeg tro) ret høje forventninger til sidste koncert i Store Sal på årets Spot Festival. Afskum har kun lige akkurat udgivet sit debutalbum to uger inden koncerten som det første på streaming, men han har allerede skabt sig et stort ry for sine liveoptrædener. Og det levede han op til. Bandet trådte ind og åbnede med de store luftige synths fra nummeret ‘KOMMER I BØLGER’, mens Afskum messende kom ind på scenen. Derfra var det primalskrigets mesterlære, der var på dagsordenen. På nummeret ‘ADRENALINER’ buldrede bandet afsted i et rent rave, mens Afskum a.k.a. Prince Askar råbte ‘DET ER ALT FOR MEGET’ ud over publikum med sin næsten dæmoniske vokal. Bandet spillede musikken lige som den skulle være uden at fylde for meget, så Askar fik lov at skinne rigtigt igennem. Hans klagesang syntes ekstra effektfuld i kraft af hans lyriske univers, og jeg sank en klump, da han fortalte, at »de vil lave mig til statistik (…) men mig, jeg er en god neger.«  Hans performance var en blanding mellem rock and roll og rap, og han bar begge dele lige godt. Stemningen var præget af en intimiderende intimitet, som en samtale hvor man får lov at komme så tæt på, at det næsten bliver en smule ubehageligt. Noget af publikum fik da også lov at komme fysisk tæt på, da Askar trådte ud over scenekanten og travede gennem salen, og en enkelt stod kortvarigt med panden mod hans. Afskum forklarede, hvor mærkeligt det var, at der var siddepladser, fordi der normalt til Afskums koncerter bliver »lavet moshpits og nikket skaller, men på en tryg måde.« Denne blanding af tryghed og utryghed og førnævnte intimitet kulminerede i koncertens og dermed aftenens og festivalens afslutning. Askar trådte af, mens bandet fortsatte i et synth-heavy groove, og publikum klappede Askar ind igen. Han fik publikum ned at sidde, indtil den blev skruet op på elleve, og eksploderede i alle aftenens følelser: Vrede, kærlighed, sorg og glæde. Der var en følelse af fællesskab, da Prince Askar afslutningsvis sang linjen »Jeg elsker dig«. Vi elsker også dig Afskum.

Billede fra koncerten på Turkis. Foto: Jacob Stræde Christensen

Faizal Mostrixx
Turkis, 6. maj

Faizal Mostrixx satte en ny dimension på klem i natten mellem fredag og lørdag, da han overøste det tætpakkede Turkismed fartskifte og afrofuturismens dansable lydunivers. Det er for det første altid en fornøjelse at træde ind i Turkis’ sjal- og tæppebeklædte musikhus (eller rettere sagt: -værelse), der til min store glæde var stoppet med mennesker, selvom uret allerede havde passeret midnat på SPOT-festivalens første spilledag. Den anden fornøjelse kom, da en bas, tungere end jeg hidtil havde hørt på Spot, indtraf i rummet, og en høj mand iført en sammensvejset metalstjerne som hovedbeklædning pludselig stod tronende bag dj-pulten og nærmere lignede den næste Star Wars skurk, end noget fra den her planet. Og så kørte det ellers i en blanding af hyperfuturistiske skala-cyklusser, bl.a. på nummeret ’Transitions’, og en tungere, mere traditionel afrikansk lyd, der krydsede den tribale trommemusik, sang og rytmes taktfasthed med en mere drømmende elektronisk lydflade. Og lyde var der nok af. Den multikulturelle og tidslige sammensværgelse var lysende, men til tider dystede de så meget, at det føltes en smule akavet og abrupt, når en overgang fandt sted, og publikum endnu en gang måtte tune sig ind på næste tracks danserytme. Men dans var ikke til at komme udenom. Intet stod stille: både jeg selv, Faizal, som ved lejligheder dansede sig ud foran pulten i overlegne dub-manøvreringer, og et publikum, der var så bredt, at jeg nåede både at danse ved siden letpåklædte rave-personaer, typer som min liberale onkel og kvinder, der kunne have været min mormor (hvilket må stå som mit favorit Spot-moment).

Kundo
Volume Village, 6. maj

Der kan være langt til Volume Village i Aarhus, men ikke langt nok til at Kundo ikke formår at få en pilgrimsvandring dertil. Med kun én(!) tidligere koncert i bagagen og to udgivne tracks på Spotify leverer Kundo så overbevisende en koncert, at det får ham til at ligne en performer, der allerede har spillet på de helt store scener landet over. Det er nemlig med en tilbagelænet overlegenhed og en old-school lyd, at Kundo udfylder den normalt hypede urbane klub (der under Spot-festivalen til tider har set en smule udmagret ud) til en troværdig Spot-scene. Jeg bliver revet med af de første numres tunge beats og vokale selvsikkerhed, og næste gang jeg vender mig om, er Volume Village proppet. Der er en enorm energi i rummet; crowded hopper, kaster håndtegn mod scenen, og mens nummeret ’Tipsy’ ruller med tung bas og Kundos undergrundslyd, sniger lugten af weed sig også omkring, hvilket i visse miljøer må stå som et kvalitetsstempel i sig selv – folk havde det godt i Kundos selskab. Lyden spændte bredt, hvilket også kunne høres i de to mere downtempo numre midt i settet. Det fangede mig en smule på sengen, da rapperen viste en følsom poppet lyd. Og jeg må indrømme, at jeg altid har haft en smule svært ved, når rappere føler sig nødsaget til at skrue for meget ned i tempo – særligt i et kun 30-minutters set. Men jeg synes, at Kundo formåede at slippe afsted med det uden de helt store omkostninger. Under sidste nummer sad hele hallen på hug med Kundo og var klar til at springe op i ny energisk fest, idet blæserinstrumenterne fra debutsinglen ’7100’ lod salen oplyse i bedste Jay-Z stil. Der var dog ikke tale om en amerikansk east coast-storby, men selvfølgelig hjembyen Vejle, som modtager rapperens kærlighed i en krydsild af bars. Det er linjer, som går fra politisk internationale emner, der når helt tæt på hjemmet og forstyrrer dagligdagen, til linjer om iboende drømme og længsel til at sprede sig selv (og sin by) ud gennem både højtalere og de helt store scener landet over.

Tekst: Justus Ortmann og Jacob Stræde Christensen
Redaktør: Martin Bjerg Dahl