Roadtrip-dagbog

13. august 2018

SEIN har været på roadtrip. Seks stop på ti dage. Vi har klippe-klistret, snakket, filmet, optaget podcasts og fået nye venner.
Sara har samlet nogle minder fra turen her.

I sommerferien har SEIN været på en roadtrip. Fra d. 11 til d. 21. juli kørte vi rundt i landet i tre kridhvide autocampere og en lyseblå stationcar.
Ti dage med folk, der mødtes for at skabe noget. Måske bare en lille tegning eller en sætning. Måske en vigtig samtale, et event eller en historie. Turen handlede om at give os selv og hinanden tid og plads til at være sammen og være kreative. Både som læser, som redaktionsmedlem og som helt ny.

Jeg synes tit, at det nostalgiske er det mest æstetiske, men den her roadtrip var ikke nostalgisk. Det kunne have været et gammelt folkevognsrugbrød, vi kørte rundt i – men det var det virkelig ikke. Og det kunne have været en tur, hvor vi vidste, hvad der ville ske – men det gjorde vi virkelig ikke.
Roadtrippen har været noget helt nyt for os allesammen. Noget, vi aldrig har prøvet før. Og vi har været en masse mennesker samlet, der aldrig havde mødt hinanden før.
Det har givet mig en endnu vildere fornemmelse af, hvor stort og stærkt et fællesskab vi egentlig kan skabe som ungdom i Danmark. Og så har jeg erfaret – efter ti dage i en autocamper – at man lærer folk rigtig godt at kende på meget lidt plads.

Her er et par billeder og brudstykker fra den første (af forhåbentlig mange flere) SEIN-roadtrips:

Aalborg – Hannes hus. Hannes hund og Hannes have

Vi ankom til Aalborg sent om aftenen, hvor Hanne og hendes hund, Bowie, kom ud i mørket til bilerne og hilste. Her, i haven ved Hannes store, gule hus, havde vi fået lov at være de næste to dage.
Den første morgen startede med morgenmad og redaktionsmøde. Så kom nye og gamle læsere forbi, og vi satte os i græsset for at skrive selvportætter og indspille dem eller male billeder og lave collager. Vi snakkede om woofing og højskoleophold, og Esther malede en blæksprutte, hun syntes, lignede en bums.

Aarhus – sand og Bo Bedre

I Aarhus parkerede vi autocamperne i sandet i Institut for X. Midt i en jazzfestival.
Vi satte et kæmpe langbord sammen i midten og lagde en masse gamle Bo Bedre-blade fra halvfjerdserne ud, som Marie havde købt på DBA. Så sad vi fra alle grupperne i redaktionen, læsere og nye venner og lavede zines. Om stress og knuste hjerter og kapitalisme og veninder, man ser op til, og børn, man burde få.

Jeg snakkede længe med to af SEINs søde læsere, Magda og Fria, da vi spiste frokost, og vi havde den bedste samtale om at være skilsmissebarn og familiekonstallationer og alt det underlige ved at få nye og gamle hjem.

Esbjerg – varm asfalt og det ydre rum

I Esbjerg var det varmt. Virkelig varmt. Vores autocampere stod og kogte på GAME Streetmekkas asfalt, og der gik ikke ret lang tid, før vi også selv begyndte at koge lidt.
Om aftenen var lyset smukt, og luften køligere. De røde lyskrydslamper fra gaden spejlede sig i glasruderne på bygningen. Vi satte en lille hjemmebiograf op og så ‘2001: A Space Odyssey’ under åben himmel.
Om dagen havde vi åbent redaktionsmøde og kom blandt andet til at snakke om de steder på vores kroppe, vi var mest bekymrede for. Ganer, blodårer, hjerter og hjerner.

Sønderborg

I Sønderborg fik vi plads ved havnen. En grå parkeringsplads, der først blev flot om natten, når lamperne lyste grønt. Vi bar en masse udstyr med op i byen og lavede workshop i baggården på en café. Olivia kom direkte fra Tyskland, og Alpha kom forbi i en pause fra sit familiehøjskoleophold. Vi lavede zines om robotter og idoler og ødeland.
Om eftermiddagen rykkede vi ned til slottet, hvor Oskar lagde gudindekort på dem, som havde brug for det.

Rudme Festival, Odense og Kerteminde

Helt spontant kørte vi mod Rudme Festival, en lille musikfestival ved Ringe, fordi de, som arrangerede det, havde været så søde at spørge, om vi ikke kom forbi.
Vi parkerede midt på pladsen, satte borde og stole op og lavede den ene af camperne til et podcaststudie, hvor man kunne lægge telefonsvarere. Folk kom og lavede collager og skrev og snakkede om alt fra avantgardemusik til at savne hinanden. To piger lavede et virkelig fint zine om deres efterskoleophold.
Om aftenen så vi koncerter sammen på festivalens lille scene og dansede under en kæmpe, mørkeblå himmel.

Dagen efter var vi i Odense. Vi parkerede bilerne, havde redaktionsmøde og faldt i snak både med nogle drenge fra et hip hop-kollektiv og en fyr, som var gøgleransvarlig på sit arbejde. Der var ellers ret tomt i byen, og om aftenen kørte vi til Kerteminde, hvor Maries families venner havde givet os lov til at parkere natten over. Vi så en sidste film på projektoren og sov – for sidste gang – i vores autocampersenge.

KÆMPE tusind tak til alle, som kom forbi på turen!
Tak til alle, som har været med til at tippe med locations og idéer.
Tak til alle, som har været så søde at åbne hus, have eller pladser op for os – så vi kunne åbne SEIN op for andre.
Tak til vores fantastiske chauffører, der var stuck med vores hunde-udgaver af diverse popsange og dårlige jokes.
Tak til Ideon Bageri for at sponsorere ti lækre brød til vores event i Aalborg <3

Og en helt særlig tak til:
Tuborg Fondet
Roskilde Festival Fonden
Dansk Ungdoms Fællesråd
for at tro på SEIN og støtte os i fortsat at kunne skabe det.

Hvad tænker du?

  1. Magda siger:

    Og tak for Roadtrippen, så alle os læsere kunne komme og se hvor seje i er!

  2. Marie siger:

    Det var så hyggeligt, du kom Magda!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her