Fra chefredaktøren: Det gode ved internettet

Jeg ser dem hele tiden. Bekymrede artikler og undersøgelser om internettet, sociale medier og vores brug af det. Om hvor meget tid vi spilder, og om hvordan vi kan miste både vores oplysninger og grænser og os selv. Og der er grund til den bekymring. Jeg nåede også kun selv at se to afsnit af ‘Black Mirror’, før jeg klistrede et stort plaster foran kameraet på min computer. Og på SEIN har vi lavet indlæg om, hvor ubehageligt det er, når man føler, at man ikke kan få sit liv eller sin egen krop til at leve op til det, man ser på Instagram. Jeg ved også, hvor meget tid der forsvinder for mig, uden at jeg laver andet end bare at ligge vandret og scrolle.

Men i dag vil jeg lægge det negative væk. Vi ved, at det eksisterer. Vi ved, at det er vigtigt at tale om det. Men nu vil jeg bruge en enkelt tekst til at fokusere på alle de muligheder, internettet har givet os. Al den plads, vi har fået. Al den kreativitet, man kan finde. Det gode ved internettet.

Da jeg googlede ‘History of the internet’ (jep, det gjorde jeg), fandt jeg en historie, jeg synes er vild at tænke på kun skete for 49 år siden:
Den 29 oktober i 1969 sad Professor Kleinrock og en af hans studerende på Universitetet UCLA i Californien foran en enorm computer. Den var på størrelse med et lille hus. De havde sat den op med et helt nyt system, som skulle gøre det muligt for første gang nogensinde at sende beskeder fra én computer til en anden. Fra computeren på UCLA til en computer på Stanford Research Institute.
Og den allerførste besked, de ville sende, var en besked med ét ord, “LOGIN”, som skulle sendes som ét bogstav ad gangen. Så den dag i oktober tastede de bogstaverne ind på computeren i Californien og sendte dem afsted én for én i spænding. De først to gik igennem, men så crashede hele systemet, og det eneste, der nåede frem til Stanford, var “LO”.
Jeg har fundet et billede af deres noter her:

Leonard Kleinrock/UCLA

Hele ordet kom heldigvis igennem en time senere, da de havde fået systemet op at køre igen. Og så kan man ellers sige, at det kørte ret godt derfra.

Der er flere forskellige grunde til, at internettet er blevet så vigtigt.
Den første er, at internettet har givet os muligheden for at have vores egne platforme. Jeg tror, og jeg har en følelse af, at vores generation kommer til at have så meget power (for at citere Sanne Salomonsen), når vi vokser op, fordi vi ved, at vi har en stemme i verden. Fordi vi ved, at vi altid kan vise og fortælle fra vores perspektiv. Måske er der ikke så mange, der lytter, som man ville ønske, og måske er det svært at finde hinanden. Men muligheden for at stille sig op et sted og sige noget, er der altid, og sådan tror jeg aldrig, at det har været før. At man som minoritet eller som ung har følelsen af, at man har noget at sige.

Petra Collins, som er den mest fantastiske unge fotograf, sagde noget virkelig klogt om lige netop det i en podcast, jeg lyttede til:

“I think it’s the first time in history, where women or any type of minority have been able to create images of themselves and have a platform to show them. So it’s really this crazy time, where you have the space to do it. To see these images. And to connect with these people. It’s a whole community. And it’s created a space outside of these institutional spaces. And for me I think it’s one of the most important things.”

En anden ting, som er fantastisk, er, at selvom jeg kan blive virkelig pinlig og få lyst til at slette alle de fodspor, jeg nogensinde har sat, så er der samtidig også noget sentimentalt og ærligt i den scrapbog, ens liv på internettet kan være.
På Instagram og Facebook og gamle blogge og profiler kan man gå tilbage og se, hvordan man har udviklet sig fra 2012 til nu.
Man kan se, hvordan jeg har udviklet mig. Hvordan jeg på en weekendtur til Stockholm, som min bedsteveninde havde fået i konfirmationsgave, brugte lang tid om morgenen på at sætte mit hår op i en beehive, fordi jeg synes, det var flot. Og man kan se mig nu, hvor jeg har været i Jordan og delt billeder af fine, brune bjerge.

Jeg synes, vores generation er fantastisk dygtige til at dokumentere. Jeg synes, det er vigtigt, at vi gerne vil være med til at fortælle vores egen historie. Og jeg synes, det er smukt, at vi efterlader det her kæmpe moodboard af tanker og oplevelser og inspiration. Der er så mange dygtige, kreative måder, det bliver gjort på. Kreative måder, folk fortæller om sin hverdag på. Eller om sine frustrationer. Eller hvor folk eksperimenterer med og viser sin æstetik og stil frem og giver den videre til andre.

Og så er der noget af det vigtigste og bedste ved internettet: fællesskabet. Tænk, at der findes et sted i verden, hvor man ikke er alene, ligegyldig hvor man er. Det er vildt. Og jeg tror, det har ført så mange gode ting med sig. Det har skabt revolutioner og debatter og vigtige snakke. Ligheder på tværs af forskelle. Tryghed og ro for folk, der har følt sig anderledes eller forkerte. Viden. Og ja, der er en helt masse lort og løgn og had på internettet, men hvor er der også bare virkelig mange, der gør sig umage for, at internettet er et sted, hvor alle kan få adgang til den viden og de mennesker, de har brug for.

Jeg har hørt mange fine historier om folk, der har fået tætte venner gennem nettet. Og i gymnasiet brugte jeg det selv til at finde selvtillid i andet end det, der foregik i min lille hverdagsboble. Jeg fandt andre unge, som kunne forklare mig, hvad feminisme var, da jeg ikke forstod det. Og engang, da jeg var på sommerferie i det græske øhav, fandt jeg en app med en masse andre, som også skrev tekster og følte sig ensom. Jeg kunne sidde der, langt fra alting, midt i en masse feta og blive så glad over, at jeg ikke var alene. For selvom ingen af os vidste, hvem hinanden var, så vidste vi, hvordan hinanden havde det.

SEIN er i sig selv en hyldest til internettet. Vi kæmper for SEIN, fordi platformen til et samlet fællesskab mangler. Fordi internettet har givet os muligheder for at være kreative og fortælle historier fra det sted, vi står. Og fordi vi vil skabe og dele og mødes på tværs af landet – men sammen om ungdommen.

I dag er internettet en menneskeret. Jeg bruger det hver dag. Hele tiden faktisk. Og jeg håber, at vi allesammen vil blive ved med at bruge de muligheder, internettet har givet os. Skabe fællesskaber som SEIN. Skabe egne, ærlige, kreative platforme. Starte bevægelser og forandring sammen. Og give plads til hinanden.

Vi ses i morgen.
Hilsen Sara