SEINs 5 gode voksen-vaner
Skal du starte på studie snart? Er du lige flyttet hjemmefra? Strækker sabbatårene sig for dig, så langt øjet rækker? Og finder du voksenlivets krybende nærhed en smule intimiderende? Så læs med her, hvor fem af SEINs seje frivillige giver deres bedste råd til, hvordan man udvikler gode voksen-vaner.
Sensommeren signalerer nye begyndelser for mange unge: Nogle træder ind i sabbatårenes endeløse frihed, nogle starter på en videregående uddannelse, andre flytter hjemmefra. Der er sommerfugle på blomsterbuske og i maverne, men en ny hverdag lurer lige om hjørnet med potentialet for forvirring og tvivl. Men frygt ej! Fem af SEINs frivillige, samt voksne-in-training, giver dig her deres bedste råd til, hvordan man får udviklet gode voksen-vaner.
Luna, Nyhedsgruppen
Nogle gange føles det, som om at det er umuligt at komme igang med at udvikle de der gode vaner, som man ellers går og ønsker sig. Måske går du og forestiller dig en version af dig selv, som løber hver morgen, er god til at lave lækker mad hver dag, eller som gør rent helt uden brok. Luna deler her sit råd til at få inkorporeret de nye vaner i sine gamle rutiner:
“Jeg tror, den måde, jeg danner vaner på, er, at jeg bygger ovenpå vaner, jeg allerede har. Vil du gerne begynde en god skin-care rutine? Gør det lige efter du børster tænder. Vil du blive bedre til at vaske op? Gør det som en del af din aftenrutine! Desuden er jeg kæmpe fortaler for klassikeren: to-do lister. Især hvis den er lavet i min yndlings girlbossing-app, Notion.”
De gode vaner, som jeg har bygget op som udeboende, handler om at anerkende, at man bare er en voksen-baby
Astrid, Tekstredaktør
Da Astrid først flyttede hjemmefra, levede hun høj på den eufori, som man går og drømmer om som hjemmeboende: Hun spiste næringsfattig mad, gik sent i seng, stod sent op… Det gik dog hurtigt op for hende, at de grænser, man som barn er underlagt, er der af en grund, omend en kedelig en af slagsen; det er nemlig svært at holde en travl hverdag kørende, hvis man ikke får spist nok eller har en dårlig søvnrytme.
“Jeg satte mig for, at jeg skulle handle ind om søndagen og gøre klar til ugen. Om søndagen ville jeg også tit lave enten én eller to retter, som ligesom stod klar. I løbet af ugen, når jeg lavede aftensmad, sørgede jeg for, at det også var noget, jeg kunne få med på madpakke dagen efter, så man ikke behøver købe så meget ind alligevel.”
Ved at flytte hjemmefra lærte Astrid også sig selv og sine grænser bedre at kende.
“De gode vaner, som jeg har bygget op som udeboende, handler om at anerkende, at man bare er en voksen-baby, som grundlæggende har de samme behov som et barn. Sådan noget som god søvnhygiejne og ting, som ikke at gå i seng klokken to om natten, bare fordi man først skal møde klokken 10, er vigtige. Først var det sådan en trodshandling ligesom at købe mærkelige ting ind, fordi man endelig selv handler. Men så blev sådan en ting som at gå i seng klokken 10 en kæmpe gave til mig selv og fik mig faktisk til at føle mig som en voksen.”
Emma, Visuel redaktør
Når man har travlt med studie, arbejde, venner eller andre tidskrævende hverdagsaspekter, kan det være svært at overskue de små gøremål, som kan ende med at hobe sig op. Emma har lavet en pocket-size liste over gode vaner, som let kan inkorporeres i hverdagen, men som gør en stor forskel for overskuddet:
“Mine gode voksen-vaner er at…
- tage skraldespanden med mig om morgenen
- gøre en lille smule rent hver dag i stedet for en kæmpe forårsrengøring hver gang
- altid have lidt snacks/drikkelse på lager — in case man får gæster
- gemme indpakningspapir
- læse før sengetid for at blive søvnig
- orientere sig i, hvilke madvarer der er i sæson og købe ind efter det
- høre radio, mens man ordner vasketøj/opvask (seriøst det bedste).”
Husk at ringe hjem og få lidt omsorg fra mor eller far. Det kan være tiltrængt, når voksenlivet rammer.
Frederikke, Tekstgruppen
Når man først flytter ud eller skal til at have en voksen-hverdag, kan det være svært at vide, hvor man helt konkret skal begynde. Frederikke har to helt basale råd, som kan gøre en stor forskel for komforten:
“Få en radio i køkkenet. Det er hyggeligt, når du og dine roomies skal sidde og vågne over kaffen. Og husk at pakke mel, ris og andre varer ind i plasticbøtter, -poser eller glas! Møl er så sindssygt træls at få. Man skal gøre megameget rent efter det og smide en masse mad ud.”
Derudover er der også andre aspekter af det at flytte ud, som kan volde bekymringer. Måske er du flyttet sammen med en af dine bedste venner, men det går ikke helt, som I havde planlagt. “Det er okay og meget normalt at blive irriteret på sine roomies,” fortæller Frederikke.
Sidst, men ikke mindst, råder Frederikke også til, at man engang imellem indrømmer over for sig selv, at det kan være ret hårdt at være udeboende, specielt i begyndelsen.
“Husk at ringe hjem og få lidt omsorg fra mor eller far. Det kan være tiltrængt, når voksenlivet rammer.”
Optur artikel <3
Mega dejlig artikel!