SEINsamling – januar

07. februar 2018

I denne måned har SEINsamling været en del af en filmvisning, vi lavede i går af filmen ‘Almost Famous’. SEINs læsere har sendt deres ord og tanker ind om temaet :“Being cool is overrated”. Og for første gang gik SEINsamling live og blev læst op til eventet, men nu kan du også læse dem her.

En lille samling af tekster. Om at føle sig udenfor i sin familie. Om at være fan. Om ikke at gide at være sej. Og om at forsvinde væk i sit helt eget univers.

Illustration af Sara Mering

Det sorte får

af Julie Esbjørn Hess

Jeg står i dørkarmen og observerer den lille familie. De sidder med flabede grin på læben og spiller et af deres elskede kortspil. Det undrer mig, hvor knyttede de virker, når det nye supplement til familien kun flyttede ind for et par måneder siden. Alligevel opfører de sig som mor, far og børn. Siden min fars kæreste og hendes datter flyttede ind, er familien gået fra tre til fire. Nu tænker du nok: ”Hov! Burde det ikke være fem, hvis to flytter ind?” Det ville jeg ønske. Men siden de er flyttet ind, er der flere krav og mindre accept. Værdier som individualitet er skiftet ud med familie. Tilflytterne har klistret væggene til med krav i så tykke lag, at jeg blev skubbet ud. Nu står jeg her og observerer de to jævnaldrende søstre og de to forældre. Jeg, den overskydende datter, der er alt for rebelsk og har et helt forkert livssyn. Jeg skælder for meget ud, jeg er for meget ude, og jeg gider aldrig samarbejde. Det er i hvert fald, hvad de fortæller mig. Jeg er ”uncool” i deres øjne, hjemmet ville være bedre uden mig. I hvert fald i min nuværende version.

Som jeg står og observerer dem, går det op for mig, at jeg ikke ønsker at sidde ved bordet sammen med familien. For hvis det at blive accepteret betyder, at jeg skal ændre mig selv; at jeg skal sætte mit liv på pause for hurtigt at blive integreret, så vil jeg hellere være fri. Tage hen til en ven og slappe af. Dele mine bekymringer, følelser og sorger. Håbe på det bedste og huske på, at dette blot er endnu en forhindring, der vil hjælpe med at skabe mig.

Jeg gider ikke være fucking sej

af Katinka Lyngfeldt

Vi kan alle sammen komme i tanke om en person i vores berøringsflade, der shiner lidt mere end de andre. Det er dem, der styrer legen ude i skolegården. De bestemmer, hvem der må være med, hvad man må, og hvad man ikke må. De gør tingene på den rigtige måde, den seje måde, og alle andre kan kun holde sig tæt og håbe på, at lidt stjernestøv falder af eventuelt. Eller hvad? For hvem bestemmer, hvem der bestemmer? Hvem er blevet enige om, hvad der er rigtigt og forkert?

Så mange mennesker vandrer rundt ansigtsløse, deres ord er blot et ekko af, hvad de tror, de skal sige. For i søgen efter det rigtige mister de deres egen stemme og bliver én af mange. Det er frygten for ikke at passe ind, der driver dem, frygten for at være hende bagerst i klassen, der tydeligvis ikke har forstået spillereglerne. De holder andre nede for at holde sig selv oppe. Men forstår de ikke, at de kun begrænser sig selv, når de begrænser andre?

Jeg er træt af en kultur, hvor der kun er ét rigtigt svar på alt. Hvor der ikke er plads til de små menneskeligheder, de grimme profilbilleder eller at indrømme, at man faktisk ikke rigtig overhovedet ved, hvad plausibel betyder. Jeg er træt af at skulle være så fucking sej altid, og jeg er træt af, at der er så mange ting, jeg ikke må for at opretholde en form for illusion om det rigtige.

Jeg vil så gerne give slip. Give plads. Synke ind i den bløde eksistens og prøve bare at være til. Uden forstyrrende tankestrømme, der giver mig lyst til at sætte alting i bås, uden frygten for at male lidt uden for stregerne. Jeg vil stole på min egen intuition, spørge hvorfor og hvorfor ikke, når der er brug for det. Jeg vil lade mig inspirere eller udfordre i stedet for skræmme. Jeg vil være mig: ufiltreret, umiddelbar, altid ærlig overfor mig selv, aldrig skamme mig over mine skæve tilbøjeligheder.

For er legen ikke altid lidt sjovere, når alle må være med?

Obsessing

af Marie Matilde Mørk

Jesus vil helbrede dig, mærk mine ord. Læg hånden på hjertet, hvis der er uro i det åndelige. Læg hånden på hovedet, hvis det er i sindet, noget plager dig. Jeg lagde begge hænder, måske gik det galt der. Men jeg ville så gerne have uroen væk. Endelig har jeg mødt en, der deler samme glæde ved at være fuldstændig et hundrede procent opslugt. Jeg glemmer delen med at puste ud og at trække vejret. Opsuger hvert enkelt ord, billede og holder dem indeni mig. Jeg får kvalme og ondt i maven. Og jeg har svært ved projekter, for jeg lever i dem. Du kan holde det adskilt, men jeg er ikke dig. Nu er du min obsession, mit projekt. Du er ikke uopnåelig, du er lige her, ganske opnåelig, og vil være sammen med mig. Din hemmelige groupie.

Being cool is overrated

af Weronika Malmvig

de andres grin går igen og igen
jeg føler mig fuldstændig udelukket,
som hvis jeg bliver trukket i en fjeder,
der fører mig hen på en anden planet i det store univers,
langt væk fra alle, langt væk fra fællesskabet og normerne,
langt væk fra byens larmende gader,
hvor jeg finder det ubehageligt at være anderledes
langt væk fra folks stirrende blikke
og langt væk fra uroen blandt mine tanker.

jeg udelukker alt og alle,
jeg forenes med mit indre på min egen planet,
jeg er en stjerne, der stræber efter at ligne alle andre,
men når jeg er nede på jorden igen og kigger op mod stjernerne på nattehimlen,
er det svært at skelne mellem størrelsen på de lysende stjerner.

måske er det alligevel ikke særlig fedt at ligne alle andre,
måske er det endda meget federe at være sin egen lille stjerne,
en stjerne, der er tro mod sig selv og ugenkendelig blandt andre.

jeg lukker de andres grin ude, og jeg finder en ro i mig selv.

jeg er mig selv.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN