Satellitten: Ungarn siger farvel til Orbán

Mens du læser dette, kredser vores SEINellitter rundt i verden. De er unge iagttagere, der sender deres perspektiver hjem til redaktionen fra andre lande og virkeligheder. Satellitten er et format, hvor vi giver mikrofonen til dem, der ser verden fra en anden vinkel. Det er ikke breaking news, eller diplomatiske analyser, men hverdagsglimt og fortællinger fra steder, du ellers ikke ville nå.

Fredag aften samles flere end 100.000 på gaden, mens hundredtusinder følger med på  livestream. De er kommet for at opleve en seks timer lang koncert med over 50 af landets største artister. Flere af de deltagende medgiver, at de aldrig har set så mange mennesker samlet i Budapest før.

Koncerten er sat i verden for at vise modstand mod det årelange regerende parti, Fidesz. Et parti der har svøbt landet ind i korruption og har centreret landets magt og økonomi omkring deres eget parti.

Lørdag eftermiddag holder Fidesz sit eget store arrangement ved det nationale symbol, ’Budacastle’, hvor Viktor Orbán skal holde sin sidste tale inden valget dagen efter. I modsætning til fredagens eufori er stemningen bundet, intens og trykket. Selvom flere tusinde mennesker samles om scenen, virker opbakningen afdæmpet sammenlignet med oppositionens massive opbakning aftenen før. 

Orbáns egne mediefolk går rundt blandt os beskuende, og jeg bliver selv spurgt, om jeg har lyst til at være med i et ’rank a politician- game’. Manden, der spørger, har kort trimmet hår, er muskuløs og har en rød kasket på, som jeg ikke kan lade være med at associere med ’MAGA’-kasketten.

Trods hans insisterende og næsten overrumplende attitude, får jeg afvist en medvirken, i det jeg senere finder ud af fra mine ungarske venner, er en af de førende mediefolk i deres ’Cabinet Office’ – af kritikere kaldet ’propagandaministeriet’.

Journalister fra hele verden er samlet foran scenen, og man kan fornemme, hvordan verdens øjne hviler på Budapest i disse dage. Og så er banen kridtet op for søndagens valg.

Et valg, der ikke kun handler om Ungarn, men også om EU’s fremtid og om de hundredtusinder af unge, der ikke længere kan se sig selv blive boende i et stadig mere autoritært styre.Under det regime, som ifølge samtlige af de ungarere jeg har snakket med, kvæler alt håb for deres fremtid. 

Søndag summer Budapest af spænding. Man kan fornemme både håbet og alvoren. Donau-floden deler i dag ikke kun de to dele af byen, Buda og Pest, men også de to store valgfester og – scener mellem Fidesz og oppositionspartiet Tisza, der som to fronter i samme kamp er placeret på hver sin side af floden.

Da jeg om eftermiddagen passerer det majestætiske parlament, af flere unge  omtalt som “the house of corruption”, er et kæmpe lydsystem stillet op foran bygningen. Selvom scenen ikke er faciliteret af oppositionspartiet, vidner den buldrende tekno og de tusindvis af unge med Anti-Fidesz bannere kl. 16 – 8 timer før valgets endelige afgørelse – dels om en dyb og omfattende modstand mod Fidesz og dels om betydningen og en næsten trodsig tro på, at det umulige kan ske.

Langs Donau samler folk sig i grupper på den solrige søndag. Der er en duft af grill-mad mens lyden af folkemusik blander sig med pludselige udbrud af spontan fællessang. Men selvom det utvivlsomt ligner lutter glade unge, er der en klar nervøsitet under overfladen: “Vi har ventet på den her dag i så mange år – jeg har ikke kunnet sove hele natten, fordi i dag kommer til at afgøre, om jeg har en fremtid i mit hjemland”.

En ung fyr, fra selskabet ved siden af, tøver, før han siger: “Jeg vil ikke have mine kommende børn til at vokse op under et regime, der har holdt mig fra at drømme og holder mit land i lænker”

Hen mod skumringstid stiger intensiteten i takt med stemmeoptællingen. Tisza sætter fra i målingerne, og det kulminerer, da der kommer en melding om, at Orban nægter at holde tale.

Baggrundsmusikken fra højtalerne bliver til protestsange i kor på bordene, arm i arm, og folkedans rundt på kajen.

Stemningen bliver vildere, jo tydeligere det står, at oppositionen har vundet for første gang i 16 år. ‘”Jeg kan slet ikke fatte det, jeg troede ikke det kunne lade sig gøre, men det er faktisk sket – altså wtf” råber en glad ung forbipasserende. 

Foran parlamentet tændes levende lys blandt nedrevne Fidesz-plakater og dansende og forløste ungarere – unge som gamle. “Det her bliver en dag, jeg vil fortælle mine børnebørn om” siger en tydelig rørt ung kvinde.

En anden ung fyr tilføjer: “Jeg håber, at det der sker i dag, vil blive til et håb der spreder sig til resten af Europa for vores fremtid”

Ved midnat bliver resultatet endeligt.

‘Moskoz Fidesz, som bedst kan oversættes til ‘beskidte Fidesz’,  de titusinder af mennesker der myldrer i gaderne.

Politiet, der altid har været forbundet med regeringen, omfavner for første gang i mange unges liv protesterne: “Jeg havde aldrig troet, det ville ske, at politiet giver high-fives og bakker op om protesterne” siger en bevæget ung fyr.

Det er et af de øjeblikke, hvor man bliver bevidst om, at historie bliver skrevet. Hvor energien er så elektrisk, at man næsten ikke kan være i sin egen krop. Sådan tror jeg alle havde det ved midnatstid på ’Margaret bridge’.

Bilernes dytten, jubelskrig, folk der græder, krammer og kysser venner, familie og fremmede. Mennesker proppet i gaderne – på veje, på fortove, i lygtepæle, ovenpå busser og bygninger.

Tonerne af ‘My Way’ – der retvisende beretter om at bryde med fortiden og begynde på ny – fylder pladsen inden Ungarns nye leder går på talerstolen for første gang. Det ungarske flag er hævet alle vegne, der ifølge mange af de deltagende, endelig kan svinges stolt og generobres fra regimets greb.

Budapest står i flammer – ikke i bogstavelig forstand, for det forløber sig ganske fredsommeligt – men drevet af det håb, der har ulmet som gløder i årevis, og som nu tænder byen op.

Er du selv ude i verden og ser ting, vi andre ikke ser?

Så vil vi gerne høre fra dig. Send dine indtryk, historier eller hverdagsglimt til nyheder@seinmag.dk.

Vi glæder os til at få verden fortalt af dig.

Tekst og video: Noah Ridder

Redaktør: Megan Owen

Visuel: Asbjørn Nonbøl