SEINsamling: Taler
Taler er en ældgammel, græsk kunstform, der på mange måder ikke har en lighed med nutidens hurtige sprog og korte koncentrationsevne. Men alligevel har talen gang på gang bevist sig som en vigtig formidlingsform. Utallige coronapressemøder, Greta Thunbergs tale i FN, Sofie Lindes tale til Zulu Awards i 2020, der satte gang i MeToo-bølgen i Danmark, Alex Vanopslaghs tale ved Folketingets åbning i 2021, og listen fortsætter.
I samarbejde med jer, SEINs læsere, har vi lavet en samling af taler, der repræsenterer os. En kollektiv tidslomme om man vil.
Maria Nguyens tale til sit indre barn – refleksioner over at blive bachelor til sommer fra et minoritetsetnisk perspektiv & Anna Bjørg Juul Sørensens tale til hendes fars 50-års fødselsdag.
Uddrag af Mikkel Krüger Andersens tale til demonstration mod ny model til elevfordeling
Det må jeg erkende, at jeg ikke bryder mig om. Jeg må erkende, at det desværre gør mig nervøs.
For unge mistrives i forvejen i en al for stor grad. Og det tal, er jeg bange for, kommer til at stige.
Og jeg har selv oplevet det. Selv oplevet hvordan det er, at mistrives. Selv oplevet hvor ubehageligt det er at komme hjem og have ondt i maven.
Og det er faktisk ikke kun mig, der er bekymret. Faktisk er det også noget, som nogle af landets førende psykologer mener, at vi som samfund bør bekymre os om. Noget som politikerne bør have in mente, når de tager beslutninger inde bag Folketingets tykke mure.
Og når førende psykologer ovenikøbet mener; at vi bør tage de unges trivsel seriøst; at det bør være et vigtigt element, når der lovgives.
Så synes jeg vi skal lytte efter.
Noget som jeg godt kan blive i tvivl om, der er gjort?
For har politikerne overvejet, hvilke konsekvenser deres aftale om fremtidig elevfordeling vil kunne have?
Det kan jeg desværre godt komme i tvivl om.
Desværre.
Så endnu engang vil jeg komme med et opråb til politikerne!
Pas på os unge, og vores trivsel!
Og det gør man ikke ved at fordele os ud fra vores forældres pengepunge – uanset hvor noble intentionerne bag er.
Amalie Damgaards tale til sin mor i anledningen af kvindernes kampdag
Kære smukke Mor
Glædelig fucking kampdag! I dag er en dag, der ofte bliver overset, særligt herude i det vestjyske (forstå mig ret), og det synes jeg er ærgerligt, fordi kampdagen efter min mening burde hyldes som en af de vigtigste mærkedage på et år. Det kan du nok forestille dig, at jeg synes. Skid hul i store bededag, giv kvinderne fri på kampdagen – det kræver tid og energi at bekæmpe patriarkatet!
Vi er privilegerede over, at vi er født og opvokset i Danmark, hvor kvinder som udgangspunkt har lige og frie rettigheder. Vi kan selv vælge, hvem vi vil giftes med, og om vi overhovedet vil giftes. Vi har mulighed for at gå på arbejde, sætte os på toppen i lederstillinger og i Statsministeriet. Vi har en stemme, vi kan anvende til at råbe op med, mod med, sige fra og til med. Men på trods af dette, er der stadig meget at kæmpe for – også i Danmark. Lad mig nævne et par eksempler for dig. Partnerdrab er den største enkeltstående drabsårsag i Danmark, og størstedelen af ofrene er stadigt kvinder. Kvinder tjener i gennemsnittet 7 procent mindre end en mænd, der sidder i samme stilling, på samme arbejdsplads, med samme job som dem, og på topposterne sidder stadig betydeligt flere mænd end kvinder. Og ikke at glemme alt det vi kvinder i hverdagen må forholde os til, bide i os, knække tænder på, æde som vi bedst har lært at æde det. Hertil hører sexistiske kommentarer på arbejdspladsen, i toget, i skolen, slut-shaming i nattelivet, kønsstereotype forventninger, nedladende adfærd… you name it – du kender selv til listen.
Jeg er til gengæld heldig at have dig som mit forbillede og som en stærk kvindefigur i mit liv. Du giver ingen fucks for forventninger, femininitet og forfængelighed! I det hele taget giver du ikke mange fucks for, hvad mænd eller andre mennesker skulle tænke om dig og din måde at optræde i verden på. Og er du gal, det beundrer jeg dig for, min kære mor. Hvis jeg bare bliver halvt så bad-ass som dig, når jeg bliver voksen (ægte voksen, du ved), så vil jeg være stolt og tilfreds!
Dette betyder ikke, at vi altid ser øje til øje på ting. Vi er fra to forskellige generationer, er vokset op med forskellige strømninger og forskellige udgangspunkter, men det er irrelevant, så længe, der er plads til nuancerne og samtalen og vreden og empatien. Og det er der. Jeg er utroligt taknemmelig for din støtte og jeg mærker, at du altid er åben overfor min måde at forstå det hele på.
Jeg ved, at du har mange veninder, der ser utroligt meget op til dig. Du er hjertevarm og rummelig, og du har altid overskud til dem, du holder af. Du er generøs med din kærlighed og din tid. Sommetider tænker jeg, at du er det menneske, jeg kender, der har mest at give af – alle de børn, du tager ind, alle vores venner og kærester, du tager til dig, alle de mennesker, du rækker hånden ud til. Du er meget for mange.
Jeg elsker dig tårnhøjt. Tak for at være en kvinde, jeg kan se op til og lære meget af. Jeg håber og tror også, at jeg sommetider kan lære dig noget om, hvad vil sige at være ung kvinde i 2023. Hvor er vi heldige at have hinanden. Der er så mange gode mænd i vores liv, og det vil jeg aldrig ændre, hvis jeg så kunne, men sommetider må man også bare stå sammen og sige (eller måske endda råbe, på vegne af alle de kvinder, der ikke kan): Power to the women og fuckfinger til patriarkatet.
Knus din datter, Amalie
Tekst: Mikkel Krüger Andersen, Amalie Damgaard, Anna Bjørg & Maria Nguyen
Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Anna Bjørg
Lyd: Emil Ahle Pedersen
Hvad tænker du?