Reportage fra McDonald’s klokken halv fem om morgenen

Jeg læste engang i en guidebog, at der er sygeplejesker ansat i Peterskirken i Rom, i tilfælde af at en besøgende skulle blive så overvældet af det enorme, smukke og ærefrygtindgydende rum – for ikke at tale om Guds kraftfulde tilstedeværelse – at vedkommende simpelthen besvimede. Nu er det jo ikke, fordi jeg ligefrem vil sammenligne McDonald’s med Peterskirken: McDonald’s er helt afgjort mindre smuk – i klassisk forstand, i hvert fald, alle er smukke på deres egen måde osv. – og jeg føler mig heller ikke overbevist om, at Gud frekventerer stedet særligt ofte, men alligevel ville det ikke overraske mig, hvis man valgte at indføre lignende sygeplejerskerelaterede tiltag, for hvis der er noget sted, der i sandhed kan kaldes overvældende og ærefrygtindgydende – eller bare frygtindgydende – er det McDonald’s om natten. Det er dog også et fantastisk sted: Der er noget helt unikt ved at stå i et rum udelukkende sammen med unge, der, ligesom en selv, er kommet, fordi en grotesk mængde af salt og fedt er det eneste, der kan afhjælpe de tømmermænd, der om få timer vil melde deres ankomst. Det er for at skildre netop dén unikke oplevelse – og fordi vi er fulde og sultne – at min ledsager og jeg beslutter os for at besøge McDonald’s ved Nørreport Station en tidlig søndag morgen (klokken halv fem for at være præcis).

Fotografier af Yana Yun Lin

En kvinde i 20’erne fast optaget af at tænde den forkerte ende af sin cigaret, et par i færd med at skære hinandens tænder og en stor gruppe aggressivt råbende 14-årige drenge iklædt dynejakker har, da vi ankommer ved McDonald’s, allerede besluttet sig for, at pladsen lige udenfor indgangen er det sted i København, der bedst er egnet til deres respektive gøremål, så min ledsager og jeg må allerede ty til en aggressiv, men effektiv, maseteknik for blot at komme frem til døren. Trængslen udenfor er dog intet i sammenligning med det syn, der møder os i det øjeblik, vi træder ind i restauranten. Lad mig sige det, som det er: Jeg har ikke set noget lignende (i hvert fald ikke siden sidste gang, jeg var der et par uger forinden). Hvis du har set de pinlige videooptagelser af danskere, der hærger Netto, fordi coronavirussen pludselig har forårsaget et behov for firs ruller toiletpapir og tyve liter mælk – eller hvis du har læst den del af 2. Mosebog, der omhandler Egyptens ti plager – ja, så ved du, hvad vi er ude i. Det var rædselsvækkende. Kun til et orgie på en eller anden svedindsmurt, læderovertrukket sexklub bør folk være så tæt mast sammen, men ligesom at ingen gider at være den type, der kommer til et orgie for bare at kigge på, går det selvfølgelig ikke at komme på McDonald’s uden at bestille noget, så min ledsager og jeg slår derfor koldt vand i blodet og tager samme velprøvede, patenterede maseteknik, som vi brugte få minutter tidligere, i brug.

Endelig bliver det vores tur, og vi bestiller et gourmetagtigt måltid bestående af en teamboks kun med nuggets, tre karrydip og en Coca Cola til deling samt en Big Mac til min ledsager og en cheeseburger til mig. Vi må nu vente på maden, og ventetiden er lang og frustrerende, idet der nu ikke længere er mulighed for at bilde os selv ind, at vi får tingene til at gå hurtigere ved dyrisk at mase os ind i de andre. Vi har bestilt, og der er ikke andet at gøre end at overlade vores – og madens – skæbne til etablissementets medarbejdere. Min ledsager får heldigvis tiden til at gå lidt hurtigere ved at fortælle gribende og hysterisk morsomme anekdoter fra hendes tidligere besøg på McDonald’s. Som for eksempel den gang, en ansat hørte forkert og troede, hun forsøgte at bestille en hashbrownie, da hun bestilte hash browns, eller den gang, en fyr talte sexistisk til hende og derefter fik bank af en anden fyr. Ja, det er blot et lille udpluk af de ting, man kan være så heldig at opleve, hvis man får taget mod til sig og vover sig ind på restauranten i de sene nattetimer. Helt så dramatisk bliver vores aften dog ikke.

Da vi har fået vores fyrstelige måltid placeret sirligt på en plastikbakke, går turen forbi en sikkerhedsvagt – der kigger meget skeptisk på os – og videre ovenpå, hvor der heldigvis ikke er nogen, der har taget det runde bord, der står helt nede for enden af rummet, og som efterhåndenden er gået hen og blevet min ledsagers og mit stambord. Jeg husker tydeligt dengang, vi sad ved selvsamme bord og sang med på ‘Breakeven’ af The Script (“I’m falling to piiiiiiieces“), hvilket utvivlsomt har været lige så fornøjeligt for de andre gæster, som det var for os, og når man har haft den slags oplevelser sammen, ja, så vil man naturligvis helst ikke sidde ved andre borde. Vi starter med at spise burgerne, der fungerer glimrende som en slags aperitif. Min cheeseburger har den perfekte temperatur, der vidner om, at den er frisklavet, og kombinationen af den søde bolle, den salte bøf, den fede ost og den syrlige smag af ketchup og syltede af agurker er og bliver ikonisk og genial. Jeg har før bevidnet folk fjerne de syltede agurker fra deres burger, og jeg har ikke andet end hån til overs for den opførsel, som jeg vil betegne som både pinlig og respektløs. Jeg smager en bid af min ledsagers Big Mac og bliver endnu engang bekræftet i, at der nu er noget særligt over den dressing, de putter i, der jo også med rette kan kaldes legendarisk. Man kunne dog ønske, at icebergsalaten var bare en anelse mere sprød, men det er detaljer, der ikke ændrer ved, at det samlede indtryk er helt deroppe, hvor englene synger.

Tiden er nu inde til hovedretten, og vi starter med at dele de tyve nuggets ligeligt mellem os, for lad os være ærlige: Ingen kan finde ud af at tælle, når den himmelske smag af paneret og friturestegt kylling fylder munden – ja, et par af os kan faktisk heller ikke finde ud af at tælle helt generelt – og hvis man har overført for halvdelen af teamboxen på MobilePay, så vil man kraftedeme også have halvdelen. Med disse praktiske foranstaltninger overstået går vi i gang med at fortære nuggetsne, som vi omhyggeligt dypper i karrydippen, der i øvrigt er den eneste acceptable dip, når det kommer til indtagelsen af nuggets. Den har muligvis teknisk set ikke såååå meget at gøre med den karry, man kender fra det indiske køkken, men dens søde, krydrede og let stærke smag er fuldstændig eminent som tilbehør til de salte og sprøde nuggets. Det samme er i øvrigt Coca Cola’en, der godt nok blev serveret med lige lovligt mange isterninger, hvilket resulterede i en noget vandet fornemmelse, men som med sin dybe smag og sine lette noter af kanel og citrus stadig gør sig fortjent til sin plads som kongen over sodavand. Der er simpelthen ingen anden drik, der i samme grad smager af amerikansk imperialisme. 

Mens vi spiser, sætter tre piger sig ved et bord i nærheden af os. De er festligt klædt på og har alle tre godt med glimmerøjenskygge på – et godt og undervurderet look. Den ene pige spørger os, om vi har koden til toilettet, og som den McDonald’s-connaisseur, min ledsager er, behøver hun ikke engang at konsultere kvitteringen for at hjælpe. Jeg går over til hendes to veninder – Michaela og Laura, hedder de – og spørger dem, om de har lyst til at fortælle mig, hvordan det kan være, at deres aften er endt på McDonald’s. “Er det ikke bare dér, man ender?”, svarer Michaela, og jeg beder hende om at uddybe. Hun ender med at fortælle mig en lang og kompliceret historie, som jeg ikke vil tøve med at kalde det største kærlighedsdrama siden Romeo og Julie: “Katrine – pigen, der bad om koden til toilettet – skulle jo mødes med Aske. De ses for tiden, og det var ham, hele vores bytur handlede om: Vi skulle ud, så de kunne score hinanden”. Hun griner lidt og fortsætter: “Men da vi så endelig kom ned på Basement, var han der allerede. Han stod og snakkede med en anden tøs, og det er helt fair. Katrine er ikke en jaloux pige, og selvfølgelig må han gerne snakke med andre. Men vi går hen til dem og begynder at snakke, det var egentlig hyggeligt og meget ligetil, men det var, som om Askes opmærksomhed hele tiden var vendt mod den anden pige. Og Katrine bliver nok lidt sur, hvis jeg siger det her, men jeg kunne bare mærke, at hun blev lidt såret. De har jo også set hinanden i et par ugers tid, og i hvert fald så skete der jo det, at vores aften, der jo skulle handle om, at de skulle score hinanden, bare endte med, at Katrine stod og kiggede på Aske, der var ved at score en anden pige. Men så gav Laura og jeg en omgang. Man ved jo godt, at det er nemt at score på Basement så vi tænkte, at det ville være nemt for Katrine at komme over lorte-taber-fyren og finde en anden. Så vi dansede mega meget, og det er jo også bare vildt fedt at få danset med sine tøser nogle gange, og vi dansede også med nogle fyre, men vi glemte nok lidt, at de fyre, man møder på Basement, ikke lige er de fyre, man gerne vil slæbe med hjem. Ikke så sent på aftenen i hvert fald. Der var jo kun fulde tabere tilbage. I løbet af al den tid har vi drukket helt vildt mange shots, fordi vi bare prøvede at holde Katrine oppe, så da vi begynder at komme ned, foreslår jeg, at vi slutter på Maccen, ligesom vi altid gør. Det er det, jeg mener med, at Maccen nok bare er der, man ender. Det er der, man ender, hvis man ikke scorer. Nu sidder vi her. Katrine er ude at brække sig”. Og hvad mon de spiser på sådan en aften? “Laura spiser en McFeast-menu med milkshake, jeg spiser en Big Mac-menu og deler mine fritter med Katrine. Hun sagde, hun ikke skulle have noget, men jeg bestilte nogle nuggets og en cola til hende. Og sådan syv pakker pommes frites sauce, det er et vigtigt tilbehør”, fortæller Michaela. Jeg takker dem for at fortælle deres historie og sætter mig tilbage hos min ledsager. Vi spiser de sidste nuggets færdig og vælger – på trods af den høje kvalitet – ikke at bestille en dessert. En Sundae er jo ellers aldrig at foragte. Vi rejser os og siger endnu engang tak til Michaela, Laura og Katrine, der nu er færdig med at brække sig. 

På vej ud passerer vi utallige grupper af unge, der, præcis som vi selv lige har gjort, forsøger at komme sig over den netop overståede nat. Nogle griner, mens andre halvsover ned i deres fritter. “McDonalds er der, man ender, hvis man ikke scorer”, som Michaela sagde. Der er måske noget om det. På McDonald’s er alle lige. Alle er fulde og trætte og måske lidt skuffede. Alle er i samme båd. Det er smukt, synes jeg. I hvert fald så smukt, som det kan være, når skraldespandene er overfyldte, og et stykke ketchup-indsmurt indpakningspapir har klistret sig fast til min sko. I underetagen er der præcist lige så mange mennesker, som der var, da vi ankom tre kvarter tidligere. Vi går udenfor, og kontrasten mellem McDonald’s varme, friturelugtende atmosfære og den kolde natteluft, der nu rammer os, sender et lille chok gennem systemet. På Nørreport Station vrimler det stadig med fulde unge: nogle på vej hjem, andre på vej videre. Der er stadig en time til solopgang.