Skil dig af med dine hadefulde yndlingskunstnere

Kollage af Nikolai Kjær Rasmussen

Mine overvejelser udspringer af en vane sidste vinter, der bestod i at lytte til usunde mængder The Smiths og heraf også en del af forsangeren Morrisseys soloprojekter. Men eftersom min interesse for den engelske indierock med Morrisseys særegne vokalpræstationer i front stilnede af, efterlod det mig med en oplevelse af enkelte sangtekster som værende ekstremt problematiske. Adskillige sange indeholder mere eller mindre eksplicitte racistiske udtalelser i lyrikken, hvilket sagtens kunne være en måde at håne racistiske ideologier fra et kunstnerisk synspunkt, hvis det ikke bare var for Morrisseys evne til at udtale sig utroligt diskriminerende i interviews og på scenen ved bl.a. at give sin støtte til det højreekstreme parti For Britian, der i dansk kontekst bedst kan sammenlignes med Stram Kurs, samt at angribe kvindelige politikere og den frie presse i form af mediet The Guardian.

Okay så. Hvor efterlader dette så mig i min rolle som lytter og fortvivlet forbruger af hans musik? Er det forsvarligt at fortsætte med at lytte til enkelte bangers, eller skal disse smides på porten som følge af det diskriminerende menneskesyn, der ligger bag?

Desværre er Morrissey ikke et enkeltstående tilfælde med hensyn til kunstnere, hvis offentlige ytringer og private handlinger kan efterlade fans med en bitter smag i munden. Sidste forår var det umuligt at komme udenom den genopblussede debat vedr. Michael Jacksons misbrug af børn, hvor ofrene herfra stod frem og satte den afdøde popkonges karriere i et tragisk og modbydeligt lys. Samme diskussion er desuden aktuel med beskyldninger om misbrug mod filminstruktøren Woody Allen. Men trods alt hviler begge sager dog på beskyldninger i en debat, som kan reduceres til blot at være påstand mod påstand. Men diskussionen om cancel culture og offentligheden som nådesløs domstol er allerede malket i adskillige debatindlæg og essays i de danske dagblade og den øvrige verdenspresse.

Herfra tillader jeg mig at afsøge svar på dilemmaet, der ligger i at forbruge værker fra kunstnere, hvis tilbagevendende handlinger og ytringer kan fremstå forkastelige. Desuden kan der for en god ordens skyld til denne liste tilføjes: den voldsdømte rapper Tekashi 6ix9ine, den voldtægtstiltalte instruktør Roman Polanski, den pædofilianklagede R. Kelly, den afdøde, men voldstiltalte rapper XXXTentacion samt den ligeledes afdøde antisemitiske komponist Richard Wagner.

Men dilemmaet består hermed i den splittelse, jeg oplever ved at reagere på værker af førnævnte kunstnere, for er denne splittelse og de dertilhørende moralske overvejelser overhovedet relevante? Umiddelbart kan jeg grave to grøfter, der består af hver deres synspunkt. På den ene side er det utroligt problematisk at opbygge en kultur, der baserer sig på en hurtig fordømmelse af kunstnere med upopulære meninger og brogede adfærdsmønstre. For er man overhovedet selv berettiget til at udskamme andre for ikke at imødekomme sine egne moralske standarder? Med frygt for at lyde lidt boomer-konservativ, så kan man argumentere for, at cancel-aktivisme vil ende med, at kun en snæver gruppe kunstnere vil blive anerkendt som acceptable – for det er jo et utroligt begrænset mindretal af folk, der lever et fuldkommen regelret liv.

Dog kan jeg godt se, at denne udlægning af dilemmaet på ingen måder holder stik. Selvom denne tilgang kan virke ligetil og tiltalende, er den udtryk for et ekstremt begrænset syn på den aktivistiske evne, forbrugere af kunst besidder. Eksempelvis er et bevidst til- og fravalg af specifikke kunstnere et essentielt redskab i at skabe ønskede samfundsændringer. Et simpelt redskab, som kan og bør tages i brug af den individuelle lytter såvel som bookere for spillesteder, festivaler og andre kunst- og kulturinstitutioner. At skille sig af med kunstnere, der indiskutabelt giver udtryk for et diskriminerende menneskesyn, er alles pligt, hvis kunstrummet fortsat skal fungere som et talerør for undertrykte, der ønsker social retfærdighed gennem en bevægelse, der skal sikre, at alle har lige muligheder for at skabe gode liv – uanset baggrund og andre forudsætninger.
Dette giver en mulighed for at luge ud i den kunst, der giver udtryk for den systemiske racisme, der er en indgroet del af vestlige samfund, herunder Danmark, hvilket medfører forskelsbehandling og stor uretfærdighed for store dele af minoritetsbefolkningen.

Dog må rollen som moralsk dommer ved enkelte kunstneres problematiske ytringer eller holdninger være ens egen sag. Men hvis et kunstnerisk virke baserer sig på et gennemgående diskriminerende grundlag, f.eks. ved hadefuld æstetik gennem bl.a. racistiske og misogyne udtryk, må det være fællesskabets opgave at handle gennem en aktiv fravælgelse af disse kunstnere. For ligesom med resten af samfundet skal kunsten og dets brugere ikke tolerere diskriminerende ideologier – hvilket kræver et potentielt farvel til elskede kunstnere.

For jeg skal nok overleve uden en håndfuld indierock-bangers fra Morrisseys hånd, hvis det betyder, at jeg kan bidrage til et opgør med udbredelsen af den hadfremmende retorik samt det nyfascistiske menneskesyn, han og ligesindede kunstnere er udtryk for.