Eksilets drama

20. januar 2020

Rasmus har skrevet om Nicos album Drama of Exile, og udover at undersøge de omstændigheder, albummet blev skabt i, går Rasmus i dybden med, hvad det vil sige at føle sig så ensom, at livet føles som et eksil. Rasmus kommer ind på sit forhold til den type musik, musikere laver på randen af deres karrierer, og hvorfor det ikke nødvendigvis er en dårlig ting at kunne mærke en kunstners desperation og melankoli.

Dette er femte del i en tekstserie om albums, der ifølge Rasmus ikke har fået den anerkendelse, de fortjener.

Illustration af Helena Hollænder

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Nicos plade Drama of Exile (1981), da jeg som 15-årig var på sommerferie med min familie. Det var stort set det eneste album, jeg lyttede til den sommer. Jeg lyttede til det næsten konstant på bagsædet i bilen gennem Tyskland, Italien og Frankrig. Faldt i søvn til det på små tyske hotelværelser, der duftede anderledes end mit eget værelse, mens jeg mærkede sengetøjet mod min hud, mærkede, hvordan det føltes anderledes end det, jeg normalt sov i. Jeg lyttede til albummet i aftensolen på en altan i en lille spøgelsesby i Normandiet, hvor den før så tørre luft netop var blevet skyllet ren af regnen. Og jeg lyttede til det, mens jeg sad i timevis på et trappetrin og stjal internettet fra en af de lokale cafeer i den lille sydfranske by, hvor jeg har tilbragt de fleste sommerferier i mit liv. Jeg sad der og skrev med min bedste ven Alberte, som det føltes helt uoverskueligt og angstprovokerende at være væk fra i fire hele uger. Vi skrev om de ting, vi oplevede på hver vores rejser, og om de rejser, vi i fremtiden ville på sammen. Hamburg, Paris, Budapest. Vi skrev om den lejlighed, vi ville købe sammen i København, når vi en dag var rigtigt voksne – økonomi var ikke en del af overvejelserne – og om alle de ting, vi ville studere på universitetet. Mest af alt skrev vi om musik. Den musik, vi lyttede til, den musik, vi ville lave, de sange, vi skrev. Albertes sange var ret gode, mine var mest af alt rimeligt åbenlyse kopier af sangene på Drama of Exile, for der var ikke ét eneste område af mit liv, som det album ikke fik lov til at sætte sit præg på. Når jeg i dag lytter til det, kommer den sommer tilbage i små, solbeskinnede glimt. Jeg kan se landskabet, der passerer forbi udenfor bilruden, og jeg kan dufte motorvejen: den særlige blanding af benzin og støvet, varm asfalt. Jeg kan dufte pebertræerne og de lyserøde og lilla bougainvilleaer, der vokser overalt i den lille, sydfranske by.

Jeg har altid været fascineret af plader, der er lavet længe efter, at musikerens karriere er så godt som ovre.

Siden dengang har jeg indset af Drama of Exile ikke er Nicos bedste plade. I modsætning til den tidsløse og helt unikke lyd på hendes avantgardistiske mesterværker The Marble Index (1968) og Desertshore (1970) bærer Drama of Exile i meget høj grad præg af at være indspillet i 1981 med alle de saxofoner og tynde, metalliske keyboardlyde, der dertil hører. Efter sigende skulle Nico have indspillet albummet, udelukkende fordi hun manglede penge til stoffer, og det kunne da også godt lyde sådan. Det er dog ikke nødvendigvis kun en dårlig ting. Jeg har altid været fascineret af plader, der er lavet længe efter, at musikerens karriere er så godt som ovre. Der er ofte antydningen af noget tragisk over de plader: en melankoli eller desperation, der kommer til udtryk på en anden måde end tidligere. Det er derfor, at mit yndlings Dusty Springfield-album er It Begins Again, som hun udgav på højden af sit stof- og alkoholmisbrug – ni år efter sit mest roste album, Dusty in Memphis – og det er derfor, jeg foretrækker de plader, Harry Nilsson indspillede i slutningen af 70’erne – efter at han fuldstændigt havde mistet sin stemme.

Mens Drama of Exile næppe er Nicos bedste plade, er den muligvis hendes mest personlige. Det er den af hendes plader, der mest virker som et indblik i hendes liv. “My record is called Drama of Exile because my life has been a drama of exile. I’ve become a total stranger to myself”, sagde hun, og pladen lyder faktisk som en stribe fragmenterede scener fra et liv i eksil. Et knusende ensomt nomadeliv, hvor alle rødder er kappet. Sangene på Drama of Exile lyder som postkort skrevet af en person, der ikke har nogen at adressere dem til. Som fotografier, der aldrig er blevet fremkaldt. Et natfly fra Paris til Madrid bliver skildret på ‘Orly Flight’, mens ‘Sixty/Forty’ er en refleksion over hendes ikoniske fortid på Lower East Side Manhattan. Efterkrigstidens Berlin hjemsøger coveret af David Bowies ‘Heroes, som Nico var overbevist om, at Bowie havde skrevet om hende, og instrumenteringen på albummet vidner flere steder om hendes rejser til Mellemøsten, mest tydeligt på ‘The Sphinx, der handler om ikke at kunne undslippe mindet og længslen efter en person, uanset hvor langt væk hun rejser. På ‘Drama of Exile’ tegner Nico et kort over ensomhedens landskab og vandrer selv hvileløst igennem det på jagt efter en eller anden form for kontakt. Som hun synger over de mørke guitartoner på albummets bedste sang, ‘Purple Lips’: “I have been looking out for him / From over this broken bridge / The safest place it seems to be / To ever reach his purple lips”. Hun længes efter den sikkerhed, der er i forbindelsen til et andet menneske, men broerne er brændt. Når hun på pladens efterfølgende sang beder om endnu en chance, bliver det tydeligt, at hun godt ved, at hun selv har brændt dem.

På ‘Drama of Exile’ tegner Nico et kort over ensomhedens landskab og vandrer selv hvileløst igennem det på jagt efter en eller anden form for kontakt.

I øjeblikket befinder jeg mig alene i Tokyo. Med vanlig mangel på proportioner føler jeg en form for genkendelse i albummets skildring af ensomhed – præcis som jeg gjorde, da jeg var femten og savnede min bedste ven. Jeg savner min kæreste, mine venner og min familie, men jeg føler mig nok i virkeligheden ikke rigtigt ensom, og det gjorde jeg nok egentlig heller ikke dengang. Jeg oplever nok snarere en form for masochistisk nydelse ved at fremtvinge følelsen og dvæle ved den. Jeg går ture om natten og lytter til albummet, mens jeg betragter storbyen omkring mig, der aldrig bliver overladt til mørket af de uendelige neonlys. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen nogensinde har set stjerner over Tokyo. Det er på disse natlige gåture, at jeg genkender den ensomhed, som Nico synger om – eller i hvert fald leger, at jeg gør.

Når jeg lytter til Drama of Exile, bliver jeg ofte mindet om en bestemt episode fra bogen The End, som er en af de bøger, James Young skrev om sine oplevelser som keyboardspiller på Nicos mange turneer i 80’erne. I 1986 befinder Nico og hendes tidligere elsker, Bob Dylan, sig begge i Australien, og hun inviterer ham til at komme til sin koncert. Hun køber en ny bluse og går endda i bad – ikke just hverdagskost for en junkie – og under hele koncerten gransker hun publikum for at finde ham, men må indse, at han ikke er dukket op. Efter koncerten finder James Young hende backstage, grædende. “No one comes to see me anymore”, siger hun. Det er den slags episoder, der minder mig om, at den ensomhed, Nico synger om, er en ægte følelse og ikke blot en nipsgenstand, hun tager frem og betragter og derefter sætter tilbage på hylden, som den er for mig. Nico kendte til eksilet, jeg kender nok – indtil videre – kun til dramaet.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN