Skyld

25. marts 2019

Hvordan ser omverdenen på én efter en voldtægt? Hvordan ser man på sig selv, sit eget ansvar og sin egen skyld? Voldtægter er sjældent så sort-hvide, som de kan blive gjort til i den offentlige bevidsthed. Eller hvad?

“Så har jeg talt med ham.
Jeg synes, begge er skyld i det”

Weinbergsweg tordner op foran mig. Beskeden tikker ind, imens jeg trækker min cykel med både forsigtighed og hast op ad den altid stejle bakke. Mine nerver vibrerer i takt med min jakkelomme; jeg forventede ikke at høre fra ham endnu. Modsat mine tidligere ugentlige gåture op ad denne gade mærker jeg i dag sveden pible frem på min pande, idet jeg begiver mig fremad. Hvad skal de timer på løbebåndet så nytte, når jeg hurtigt at tænke, inden mine tanker vender tilbage til Frederiks besked.

Som var ordene et tyggegummi i min mund vender og drejer jeg dem. Jeg laver bobler af ordene og tygger dem lidt igen. Skyld. Er jeg skyldig? Jeg føler mig overbevist om, at han, portugiseren, har handlet forkert: at ansvaret er hans. Alligevel kan jeg ikke smide Frederiks besked ud af mit hoved. Beskeden er brænde til mine inderste og værste frygters bål. Jeg sætter mig på en bænk for at lade det kølige forårsvejr ramme mig.

“Er der mange, der tænker som Frederik?” tænker jeg og forestiller mig, at jeg skal i gang med at tale min egen sag, overbevise folk om min ærlighed, min uskyld. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, igen og igen, selvom jeg sidder helt stille. Skal jeg til at være en af de piger, de piger, der altid vil blive sat spørgsmålstegn ved og aldrig helt troet på? Min mund står åben. Jeg tror, at det er sådan, jeg kan få mere luft ind på én gang. Alligevel føles det ikke som nok. Jeg tager mig til halsen. Mine øjne trækker sig sammen, og mine øjenkroge gør klar til gråd. Men mine tårer er luft. På afstand ser det nok alligevel ud, som om jeg græder. Mit bryst trækker sig sammen, og jeg kæmper for vejret.

Jeg laver bobler af ordene og tygger dem lidt igen. Skyld. Er jeg skyldig?

 

Danser med Rinart. Spinder rundt i cirkler. Drejer og drejer.
Hans arm om mig. Hånd i hånd. Drejer igen.
Smil på smil. Omsorg. Min ven.

Håret bag ørerne. Hånd i min nakke, der holder det samlede hår.
“Er du okay?” Ord, der ekkoer. Jeg kan ikke svare.
Hovedet i toilettet. Arm om min ryg. Omsorg. Frederik.
Min ven.

Rytmisk ind og ud? Lys bryder mørket og tvinger mine øjenlåg op?
Åben dør? Stemmer? Ind og ud, af døren, af mig?
Ligger på maven – eller lidt på siden? Mørke?

Drejer hovedet minimalt. Den rammer som en mur – røglugten:
gammel røg, der sidder i hans ånde, hans skæg, hans hud. Overvældes.
Der er intet andet end røgen. Væmmes.
Mørke. Røg? Mørke. Stort skæg?
Genkender ham ikke.

Hjertebanken tager til. Kender ham ikke! Ind og ud, af døren, af mig.
Spinder, drejer, ind, ud, lys, mørke, ind, ud, døren. Døren. Jeg vil ud!
Lys bryder mørket, og det holder op. Stilhed i kroppen. Stilhed i lyd.
Jeg springer op. Tøj, på gulvet, hvor? Lyde? Han snakker, jeg hører intet.
Tøj, døren. Døren, ud.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *